Regnvejr og ingen penge.

Bornholmeren d. 24.12.1964.

Forfatter Henning Ipsen fortæller om TV-spillet ”Regnvejr og ingen penge”.

Et kæmpeslid gik forud for beretningen om en dansk arbejderfamilies vilkår her på Bornholm i årene lige efter krigen.

Det er en særlig glæde at høre af menige læsere og læse hos overordnede kritikere (uden at jeg af den grund vover at kalde dem halv-sadister) hvordan begivenheder og scenerier i nærværende forfatters bøger var set. En speciel fryd fordi – hårdt presset må jeg hellere tilstå, selv om det er ilde hørt i en verden der stadig klarere går over til billeder, filmen, fjernsynet, tegneserien, fotobogen – fordi jeg altså hører til anakronismerne: de auditive, som i overordentlig grad må digte på lyd, ord, dialog, mere end på visuelle foreteelser. Man er i defensiven som auditiv, vores betydeligste yngre filminstruktør har også bekendt, at han ikke var visuelt begavet.

Derfor måtte det – trods en smule fortid som dramatiker – blive en overraskelse at en to mands komité tog turen for at overtale mig til at skrive fjernsynsspil, en hel serie på fire stykker. Det lyder for resten af mere, hvis man siger Suite, Carl Nielsen komponerede jo ikke en Lille serie for strygere, men en suite. Endnu bedre blev det i senere presseomtale, hvor forfatteren kunne læse, at han ligefrem havde skrevet en TV-tetralogi. Da så hans børn med en vis respekt på ham: Novra far, at du kan stave til det ord! Han nænnede ikke at afsløre, at det heller ikke var ham, der havde fundet på det.

Nu er der det særlige ved fjernsyn, at en mand/dame kan skrive bøger i stakkevis, men det er dog intet mod en enkelt optræden på skærmen.

Til sagen – som om jeg et sekund havde afveget fra den; alle sager består, i modsætning til politikers og juristers blinde forsøg på at stoppe den fulde sammenhæng ind i kancellisætninger, som end ikke skatteinspektører begriber, også af en mængde tilsyneladende udenomssnak. Enhver aktforfatter burde være i besiddelse af en humoristisk sans, som altid var rede til at læse teksten med en anden betoning, andre pauser, derved ville senere fejltolkninger kunne undgås, jeg husker f.eks. – NEJ, til sagen:

Fjernsynsteater er noget meget spændende, ikke blot i sig selv, men også ved de efterfølgende måneders reaktioner i avisernes læserbreve, hvor selvbestaltede kritikere, skuespillere, instruktører og programfolk får læst teksten, der er langt stærkere og mere injurierende end digterens.

Men fjersynsteater er ikke særlig kompliceret, så længe det foregår ved et skrivebord (bortset fra de sædvanlige rod af blyanter, clips, børnetegninger, regninger, lapper med udkast til ganske andre ting, huskesedler og piber). Det hele er så simpelt som at holde sig til en – i dette tilfælde – auditiv persons visioner eller præcisere til alfabetets bogstaver, som sættes sammen til ord på papir.

Udviklingen gennem 19 år.

Min opgave bestod i at skrive fire stykker om en dansk arbejderfamilie i årene efter krigen, hvor den sociale og økonomiske udvikling også i nogen grad er kommet os jævne folk til gode – i en sådan grad, at min kone i dette øjeblik er på vej med vores privatbane (altså ikke vores private, men forstå mig ret) ud i det efterårskolde land, fordi den mindste af de guld næbbede små aldrig havde prøvet at køre med toget. Ganske vist arbejder mange for den mindsteløn, som ikke gør modtageren til millionær, desuden er der dette med den højere skole, som er blevet demokratiseret og gratis, hvad den bare ikke er, det koster alle dage penge at forsyne indtægtsløse børn med tøj, til de er 18-19 år. Der er en forsvindende lille procentdel arbejderbørn i gymnasierne, hvilket har flere årsager. Mange er endnu fremmede for det akademiske liv, der er fordomme på begge sider, nylig hørte jeg om en gymnasielærer, der påstod, at man nu alligevel kunne se forskel på akademikerne og de andre. Elever fra et gymnasiefremmed miljø kommer i konflikt til begge sider, både familien og skolen, en konflikt der består i mange livet ud.

Det var også sagen, men det var en meget lille del af den, noget som først ville blive aktuelt hen mod slutningen af historien, men ikke uvæsentligt. Der foreligger næsten ingen litteratur om denne konflikt, som stort set kun er blevet undersøgt af et par engelske sociologer.

Men undersøgelsen af, hvad der var sket i årene fra 1945, var såre simpel. Jeg havde en begyndelsesdato, 5. maj, og da historien ønskedes udspillet på bornholmsk klippe, måtte et bombardement med dets konsekvenser indgå. Det hele var blot at læse nogle årgange af aviser igennem – hvilket er mægtig sjovt, fordi man falder over en masse andet stof – ”Hvem hvad hvor” for 19 år, Året i billeder, modejournaler, statistik, schlagerlister fra ønskekoncerter o.l. (mange af os husker et år, en sommer, på en bestemt popmelodi) og derpå sætte sig roligt ned og overveje, hvad der påvirker en families liv udefra og indefra. Storpolitik? Nye biler? Edderkop sager? Rationering? Naturligvis, og jeg opdagede, at vi havde rationering meget længere efter krigen, end jeg huskede. I 499 var den endnu langt fra afviklet. Arbejdskampe rammer måske hårdere, end der bagefter er dækning for, specielt på Bornholm, som hver gang afskæres fra det øvrige land, når sø trafikken går i stå. Enkelte udenrigspolitiske begivenheder rammer enkeltfamilien hårdt, andre overses næsten, fordi bikinien netop går sin sejrsgang ved den franske riviera, samtidig med at Rita Hayworth gifter sig med en fyrste, hvilket også rager den jævne mand. Men først og sidst påvirkes familiens liv internt, fødsel, død, forelskelse, konfirmation, ønsket om bedre arbejde, ny knallert, børn flytter hjemmefra, går i skole, kommer i lære, forelsker sig, arvediskussioner bliver til krig om bagateller osv.

Familien blev til for mine ører, historien blev en historie, det var som sagt meget simpelt, skønt det er bagvendt at skrive resumé af en historie, som ikke er skrevet. For en prosaist er det adskilligt nemmere at skrive historien først og derpå resumere, men det lykkedes. Første udkast til fire spil fyldte ca. 10 maskinskrevne sider. 2½ til hvert.

Konsulenter og fagfolk.

Det er først på dette tidspunkt, at fjernsynsspil bliver en kompliceret affære. Konsulenter havde gode forslag, indvendinger og spørgsmål, som krævede modspørgsmål. Så snart næste omgang gik i maskinen – fyldigere prosaudkast – var der alle telefonopringninger til et menneske, som aldrig selv tager telefonen: Er du sikker på, at folk ikke tjente mere i 1949? Var biler så dyre i 56? Hvad kostede smørret i 45? Hvis du fastholder den lille scene på side 78, vil det koste ca. 50.000 ekstra for et minut på skærmen? Hvor i alverden vil du få fat på en hestetrukken ligvogn? Osv. Forfatteren prøvede at glemme, at der var noget, som hed penge. Ved arbejdsbordet ødslede han med de dyrebare licenspenge, der for længst er blevet et argument i diskussionen om fjernsynets udsendelser. Han ødslede, lige til forhandlingerne blev endnu mere afgørende, end de hele tiden havde været. Så åd han et par kulisser i sig, men ikke ligvognen! Den måtte ud af stalden endnu en gang.

Det kan ikke skjules længere: disse spil må være det, som hedder folkelige, tror jeg, uden helt at vide, hvad begrebet dækker. Udtrykket er gjort så umuligt, at man ikke kan sige folkelig uden at tilføje: i en god forstand. Men hvis et spil, der handler om folk, er folkeligt, så er denne serie, suite, tetralogi folkelig. Men det var fra starten ideen at undgå den folkekomedie, som vi kender fra biograferne – i farver. Der er ingen, der får hinanden i enden; da bedste dør, arver ingen en købmandsgård og uddannelsen betalt plus et slot med rivieraen, som hun hele tiden havde holdt hemmeligt; intet ordnes med et sidste pennestrøg, så de elskende kan stille op på geled med myrter og slør; der er ingen onde skurke med sortsnuskede kinder og flakkende øjne og korngyldent hår. Der er en flok mennesker, som skal leve videre i den verden, vi nu engang er sat til at leve i. der sker ikke andre mirakler end de små daglige, som er nok så værd at håbe på. Alt dette må nødvendigvis også præge rollebesætningen.

Men først kom endnu flere loyale forslag fra fagfolk, som kan fjernsynsteknikken. Jeg læste endnu en stak bøger med dagsrapporter fra årene, som gik, kontrollerede konkrete oplysninger. Men familien Sonne var blevet nære af mig, ikke nogen skematisk pristalsfamilie – de havde for resten også for mange børn – det var min subjektive beretning om en familie, ikke en statistisk årbog.

En dag var manuskriptet – til min undren – klart, nu behørigt forsynet med replikker og regibemærkninger, forslag til bevægelser under dialogen, angivelser af hvad der skulle laves i studie og hvad i fri luft, og dette medfører teknisk to optagelsesmetoder: i studiet med fjernsynets elektronkamera. Endvidere angivelse af lyd, personernes klædedragt (her kom modejournalerne og avisfotografierne), bilers og knallerters udseende netop i det pågældende år, ændringerne i familiens lejlighed: fornyelser, tapet, gardiner, ny radio, nyt betræk, samt en liste over de skiftende dekorationer.

Småting naturligvis. Et manuskript på 300 sider med en rolleliste af Oskar Davidsens længde, som nok kunne forskrække sagtmodige folk, men man hærdes af forhandlinger.

Så gik nogen tid, halvandet år nærmere bestemt, fordi Radiohuset var for lille til at klare 4 – 5 måneders studiearbejde og dekorationer af denne størrelse. Til min glæde vedtog Radiorådet at bygge et nyt fjernsynshus, og jeg skal da gerne takke det ofte kritiserede råd for, at det ville ofre så meget på mine stykker. En gang imellem telefonerede nogen og sagde, at nu var det lige op over, men et par dage efter var det knap så op over, for ikke at sige, at det var helt nede. Hvis forfattere ikke på forhånd har gode nerver, er de nødt til at anskaffe det. Jeg glemte kort sagt, at jeg nogensinde havde skrevet fire fjernsynsspil.

Så tog det hele fart.

En dag blev jeg mindet om, at det havde jeg vistnok alligevel, for instruktøren – en dynamisk Gabriel Axel – erklærede at han var på vej med flyveren, eller på vej til flyveren, og en time efter var han der.

Foreløbige spekulationer var bagateller mod det, sagen nu krævede af seriøse forhandlinger gennem uger. For hvem skulle bl.a. spille hvem?  Hvem passer til det menneske, hvem kan frigøres fra teatertjeneste i så lang tid, hvem kan se 20 år yngre og ældre ud (man kan ikke sminke så meget til en realistisk rolle i fjernsyn som på teater), men også: skal skuespillerne primært være den stjerne alle kender og elsker eller først og sidst anonymt blive personen? I nogle tilfælde var sagen naturligvis klar, bestemte roller kunne simpelt hen kun spilles af den ene. Skuespillerforbundet har en lang medlemsliste med navne, nogle bærer samme navn. Man læste og læste, navne summede, spurgte nogen på gaden, om man kendte et bestemt menneske, svarede man: Kan han spille Bedste?

Så væltede regissører, arkitekt, konsulent og mange andre ind. – teksten blev gennemgået endnu et par hundrede gange. En fotograf talte om optik, så jeg var sikker på, han var gået forkert. Kostumetjenesten ringede om sutsko, stortrøjer og halstørklæder, sminkedamer talte om frisurer og bakkenbarter, rekvisitionstjenesten var tyst i gang med at skaffe alt fra gamle motorcykler med originale nummerplader til ligvogne og kageruller. Instruktøren ringede daglig, vi forhandlede om subtile sager, f.eks. om Jens Østerholm skulle bære korte eller lange underbukser i 1945, da familien blev evakueret fra byen? Vi rejste også en del, kikkede på huse og landeveje, overvejede om vi kunne filme under TV- antennerne, og vi fandt det hus, vi ville lade familien bo i.

En skønne dag rejste vi endog til Bornholm for at filme udescener, medbringende en mængde teknikere foruden skuespillerne og et hav af børn, bl.a. 3 hold tvillinger – eftersom børn overraskende nok bliver ældre med årene, og stykkerne spændte over et tidsrum af 19 år. Statister blev udkommanderet af velforberedte regissører, og pludselig stod en lille by på den anden ende og blev evakueret endnu en gang. Mange havde også været med i 1945. forfatteren stod sammen med andre og holdt lange strimler aluminiumsfolie op som refleksskærme, der ikke måtte rasle af hensyn til lyden, men da ligvognen kom ud at trille på brosten igen, gik forfatteren med, iført bowler og konfirmationstøj.

Henning Ipsen som bedemand.

Og det er beretningen om den mindst komplicerede del af arbejdet med fjernsynsspil. Studiearbejdet er noget ganske andet langt flere teknikere er impliceret, hvor kulisser ustandselig gås efter, og lydfolk hænger som akrobater for at få mikrofoner fri af lyset, og hvor film skal spilles over på billedbånd og lydeffekter kobles til af helt andre folk, mens nogle klipper fra kamera til kamera og en uvant forfatter ruller med øjnene for at følge billedet på de mange skærme i kontrolrummet. Men når jeg i ledige stunder bander over fjernsynet, vil jeg også huske det fantastiske samarbejde og den energi, folkene bag og på billedet udviser.

En skønne dag kommer spillene i luften, og da har forfatteren for længst glemt alt om det, han skrev år tilbage. Men han vil måske endnu en gang opleve, at han for 78. gang er debutant – for man debuterer hver gang, man skifter genre fra roman til novelle til børnebog. På forhånd afvist: jeg har tidligere haft et spil i fjernsyn. Det eneste, som skræmmer mig nu, er faktisk, at jeg har accepteret en ny bestilling på et fjernsynsspil. HJÆLP!

Henning Ipsen.

 

****************************************************************************************************

01.10 1964

 

For mange tilskuere til filmoptagelserne.

Bornholmsk statisk følte sig underlig til mode.

Rønne,torsdag: Det var med enestående tålmodighed, at skuespillere og teknikkere i går i Hasle gik igang med de første udendørs optagelser til “Regnvejr og ingen penge”. Ustandselig måtte optagelserne udskydes, fordi en del ting ikke var, som de skulle. Det var ikke rent teknisk, der var noget galt, men som naturligt var, havde en stor skare nysgerrige taget opstilling rundt omkring på Torvet og i gaden, der fører op til Kirken, hvor ligvognen skulle passere. Og et nemt arbejde var det ikke at få alle disse tilskuere væk fra “skudlinjen”. At skolen tilmed midt i det hele holdt frikvarter, som en stor del af eleverne benyttede til at gå ned at “se på”, gjorde det ikke lettere, men ved politiets hjælp gik det hele dog, som det skulle. Trafikken skulle under optagelserne også standses, men det klarede politiet også.

Et “toiletskilt” måtte dækkes med grene, og en Coca-cola reklame foran grønthandleren måtte helt tages ned, for at filmen ikke skulle røbe, at det ikke var i 1945 optagelserne skete.

Hasles ligvogn

På bukken af rustvognen sad landmand Karsten Hulgaard, Rutsker. Han var blevet anmodet om at være kusk og samtidig stille to sorte heste til rådighed. – Det er første gang, jeg er “bedemand”, og jeg vil ikke nægte, at jeg føler mig en smule underlig til mode ved det, sagde Karsten Hulgaard.

bolt.