Hasle folkedansere lægger atter ud.

Bornholms Tidende d. 26.04.1944.

Hasle folkedansere lægger atter ud.

På fredag aften vil der på Forsamlingshuset i Hasle blive afholdt en opvisning i de gamle bornholmske folkedanse.

For nogle år siden var folkedanserne fra Hasle meget dygtige og man vil huske, at på den i sin tid afholdt Turist og Trafik udstilling i Forum i København var der blandt de bornholmske optrædende otte dansere fra Hasle, der gav opvisning på åbningsdagen, der netop var Bornholmerdagen.

Også fra Liegstouw – aftenerne på Jomfrubjerget er Hasle danserne kendt. I flere år har denne dans imidlertid ligget stille, og flere af de gamle dansere er faldet fra eller rejst bort, så det er med stor interesse, denne opvisning imødeses.

Det er bogholder fru Clara Larsen, der skal lede opvisningen. Hun har selv lært at danse hos den dygtige folkedanselærer rentier Anker Schou, Hasle.