Byvandring 8 ved Knud Anker.

Byvandring 8.

Nu fortsætter jeg til det næste hus i Østergade. Her boede et par ældre mennesker, Sinius Jørgensen og fru Jørgensen. De kom fra Krusegård i Rutsker, hvor de havde overladt gården til deres søn. Nu levede de af deres penge og gik derfor under betegnelsen rentier eller particulier. De var forældre til tidligere omtalte fru Vejdiksen, Sandløkkegade, så de gik ofte på besøg hos hinanden.

Specielt kunne man høre, når hr Jørgensen kom gående, for han gik altid med træsko, som havde centermeterhøje klamper af træ under. Der var klamper under hælene og fra svangen og ca. fem centimeter frem, så han havde alle muligheder for at vippe fremad, og det gjorde han også. Da han samtidig gik med små skridt, lød det nærmest som klik-klak.

Jeg har ikke rigtig styr på, hvem der i min tidlige barndom boede i den søndre ende af det næste hus, et dobbelthus, men senere – det har nok været efter anden verdenskrig – boede Knud Petersen (eller Pedersen) sammen med sin kone der. Knud var søn af fru Emil Kofoed (Grønbech) og kom efter at have taget en handelsuddannelse på Niels Brock, tilbage på kontoret hos Grønbechs, men han døde forholdsvis tidligt.

I den anden ende af dobbelthuset boede smed Juul og hans kone. Han havde et udhus, som lignede en dobbeltgarage, og den ende, der var nærmest beboelsen, var da også garage. I den anden ende af dobbeltgaragen havde han sit smedeværksted. Nu må jeg lige indskyde, at han allerede dengang virkede som en gammel mand og værkstedet endnu ældre og helt utidssvarende, så det var ikke nogen stor aktivitet, der prægede stedet.

Alligevel så han ud til at overleve, og mange søndage kunne man se ham, pænt klædt på, gå ned i byen til en dame, som var kendt for at kunne give sine mandlige besøgende en god betjening.

I en periode havde familien Juul et plejebarn, Kitty, boende. Men af en eller anden grund overtog Ellen og Kristian Finne hende – muligvis for at Kitty kunne få nogle yngre plejeforældre. Derved blev hun også plejesøster til Tove, der senere blev gift med fætter Svend.

Umiddelbart efter smed Juul kom man til en stor firelænget avlsbrugerejendom. Her boede ”Kannika-Munchen” med sin familie, som i det meste af min tid bestod af fru Paula og børnene, Knud, Povl, Gurli, Gudrun, Svend og Herdis. Munch havde været gift før, og der var også børn i det ægteskab, men dem har jeg aldrig kendt, dog kan Knud eventuelt stamme derfra.

Det kniber for mig at huske, hvad der rent faktisk skete med Kannika-Munchen, men der foresvæver mig noget om, at han kørte ret vildt med hestene, og at han på sådan en tur kørte galt og slog sig ihjel. I alle tilfælde har jeg set ham køre meget hurtigt op ad Nygårdsvejen til sine marker, men det skete på et tidligt tidspunkt i min barndom

Fru Paula kørte landbruget videre i mange år, først sammen med en forvalter, og senere sammen med børnene. Om det så var efter fru Paulas død, at ejendommen blev solgt, aner jeg ikke, men på et tidspunkt blev den overtaget af Karl Anker Hansen, der dels førte den videre og dels brugte den som maskinstation. Han var i øvrigt gift med en datter af smed Falck, Nyker.

Knud Munch var så meget ældre end mig, at det, jeg bedst kan huske om ham, var, at han var gift med Solvejg, som i sin tid var en dygtig håndboldspiller, og derefter stadig var en meget aktiv dame.

Povl var også nogle år ældre end mig, men jeg har da spillet fodbold sammen med ham på Hasles 2. seriehold. Han købte senere hus og boede i Kirkegade som nabo til glarmager Harry Larsen, også kaldet Bramsnæs.

Det er muligt, at Gurli var ældre end Povl, og som den ældste af pigerne måtte hun hjælpe til i hjemmet. Jeg kan endnu godt se hende for mig, selv om jeg ellers ikke har haft noget med hende at gøre. Det var der imidlertid andre, der havde, for hun blev gravid. Det blev hun så ked af, at hun begik selvmord.

Gudrun var også nogle år ældre end mig, og jeg mindes ingen detaljer om hende fra min barndom. Men mange år senere – antagelig omkring 1960 – mødte jeg hende hos NES, hvor jeg som arbejdsstudiemand skulle tage tid på et arbejde. Der sad hun som operatør ved en boremaskine, og det var hendes arbejde, jeg skulle tage tid på for at fastlægge en akkord. Det var vist en lige stor overraskelse for os begge, men efter at jeg havde hilst pænt på hende og spurgt, hvordan det gik, gennemførte vi begge vores opgave.

Svend var vist bare et år ældre end mig. Ham husker jeg mest som en snotnæset fyr, der ofte var i modsætningsforhold til de andre drenge, uden at han dog var en slagsbror.

Herdis var et år yngre end mig, og hun gik i klasse med min søster, Ellen, og med mig efter min sygdomsperiode. Også hun virkede ofte snotnæset, men som den yngste i børneflokken blev hun sikkert forkælet og gik lidt mere til pynt end de øvrige søskende. Ellen har haft forbindelse med hende gennem årene, men jeg ved ikke noget særligt om hende.

Det hører med til beretningen om familien Munch, at alle børnene nu er døde, og at ejendommen for længst er nedrevet og er erstattet af andet byggeri.

Lige nord for familien Munchs ejendom lå et hus lidt tilbagetrukket fra vejen, her boede fru eller frøken Spanner, som jeg ikke mindes noget om.

Nær ved dette hus lå Bybrønden, som vel ikke i min tid havde den store betydning, men den lå der stadig som en slags reserve, der kunne udnyttes, hvis vandet fra vandværket svigtede.

Umiddelbart efter Bybrønden kommer Skæreriet og i det nordvestlige hjørne af grunden lå, ja, den ligger der vel endnu, beboelsen for ejeren af Skæreriet, Skov med familie. Der var fru Skov og børnene, Anker og Dora.

På Skæreriet havde Skov et par medhjælpere, og mens jeg var barn, var der på hverdage en hel del aktivitet på stedet. Men om søndagen lå alt stille.

Det skyldtes, at Skov om søndagen fungerede som søndagsskolelærer på skift med Baunkjær, Pilegaard. Det foregik i Zoar, et missionshus, der tilhørte Indre Mission. Jeg kendte det godt, for jeg gik i søndagsskole der, fra jeg var ca. fire år, til jeg blev konfirmeret. Efterhånden som mine søskende blev store nok, kom de også til at gå der.

Foruden selve søndagsskolelæreren, Skov eller Baunkjær, var der en kvinde, som spillede Klaver, det var Ebba Birch, datter af Birch, som var arbejdsmand hos Brødrene Anker.

Nu var det jo ikke altid, at vi børn kunne forholde os rolige i hele den time seancen varede. Vores opførsel kunne variere meget. Under salmesangen kunne vi finde på at skråle højt, eller vi kunne sidde og lade, som om vi sang. Undertiden skød vi med elastikker, og jeg kan huske, at Ebba Birch engang blev ramt på kinden, men gennemgående var det ret svært at tirre de voksne. Dog kunne Skov godt blive lidt irriteret, mens Baunkjær meget stille bad os være lidt rolige.

Anker Skov var et år ældre end mig og kom efter studentereksamen i lære i Hasle Bank. Efter udstået læretid har jeg hverken hørt eller set noget til ham.

Dora Skov var lidt yngre end mig, men det er vist stort set også det eneste, jeg kan fortælle om hende.

Knud Anker.

 

 

 

 

Skriv et svar