Byvandring ti med Knud Anker

Byvandring 10.

 

Nu starter jeg på det nordvestlige hjørne af Kirkegade. Her ligger en længe, som var en del af avlsbruger Ejner Madsens ejendom. I denne længe var der i nitten-trediverne en lejlighed, hvor Oluf Hansen boede sammen med sin familie, der bestod af fru Hansen og mindst fire sønner, Levi, Aksel, Christian og Hans Jørgen.

Lejligheden var i meget ringe stand og ikke egnet til menneskebolig. Derfor var det i dobbelt forstand en stor fordel, da de flyttede til det hus, der ligger ude i skoven, lige syd for kirkegården, for Oluf Hansen var skovarbejder og kom dermed nærmere sin arbejdsplads.

Der foresvæver mig noget om, at lejligheden i Kirkegade fik en ny beboer, som jeg kun har hørt omtalt som Antikrist. På et tidspunkt blev lejligheden dog nedlagt og kom til at indgå i ejendommens stalde.

Nu går jeg videre, passerer Nygade og kommer til bagsiden af den gamle Brugs, der den gang fungerede som en købmandsgård, hvor bønderne kom med deres hestekøretøjer med varer til Brugsen og købte andre varer med hjem.

Men jeg fortsætter til Forsamlingshuset, hvor der nu er indrettet lejligheder. Sådan var det ikke i min barndom. Da blev det meget brugt til foreningsfester og sammenkomster, foruden at det blev benyttet som biograf. F.eks. plejede Idrætsforeningen hvert år at holde en meget velbesøgt pinsefest. Også husmoderforeningen plejede at holde fest her. Fra en af sidstnævnte fester husker jeg, at overlærer Thinggaard underholdt ved at læse historier. Af andet jeg har været med til på Forsamlingshuset kan jeg nævne vælgermøder og private sammenkomster, blandt andet blev mindehøjtideligheden efter min farfars begravelse holdt på dette sted.

Om biografen er der også lidt at fortælle. F.eks. var det lærer Jørgensen, der drev den, idet han både skaffede og viste de film, vi så. Men det var så også ham, der stod med problemerne, når apparaturet ikke virkede. Det oplevede vi en gang, da lærer Jørgensen kom ned i salen og efterlyste en symaskinerem (til en af de gamle trædemaskiner). Der var selvfølgelig ingen, der havde sådan en med i biografen, så forestillingen blev aflyst.

Det var i øvrigt ganske praktisk, at netop vores regnelærer passede biografen, for så kunne mange regnetimer starte lidt blødt, idet lærer Jørgensen ofte spurgte biografgængerne om deres indtryk af den sidste film. Som lærer kunne han godt virke lidt streng, og ligesom de andre lærere kunne han godt bruge spanskrøret, men han kunne også være meget menneskelig. Et eksempel: Christian Hansen havde en talefejl, som bevirkede, at han klarede sig mindre godt i skolen, hvor han gik i en klasse over mig, men han kunne skrive nogle fantastisk flotte tal. Derfor lånte lærer Jørgensen ham til at demonstrere, hvordan tallene skulle skrives. Det er min opfattelse, at Christian på denne måde fik lidt oprejsning for sin ellers triste skolegang.

Også dilettantkomedie havde lærer Jørgensens store interesse, som han undertiden brugte en regnetime til at vise os eksempler på. En kedelig regnetime blev derved til ren underholdning, når f.eks. eventyret om Store Claus og Lille Claus var på programmet. Lærer Jørgensen spillede alle personerne, og han gik mindst lige så meget op i rollerne, som vi børn nød komedien.

Lærer Jørgensen underviste også i gymnastik, og det var fortrinsvis stående øvelser, svarende til daværende Kaptajn Jespersens morgengymnastik i radioen. Men om sommeren kom vi i gymnastiktimerne ud på Fælleden, hvor der var langbold på programmet. I øvrigt var lærer Jørgensen ret sportsinteresseret. F.eks. var han fast tilskuer til fodboldkampene på Fælleden, når førsteholdet spillede. Også Idrætsforeningens arbejde har han været impliceret i, for efter sigende blandede han sig i fastlæggelsen af navnet og specielt årstallet for foreningens start. Foreningen havde vist holdt en pause, inden den igen blev aktiv, og da den så skulle navngives, foreslog lærer Jørgensen, at man valgte årstallet fra foreningens første start, idet det lød bedst, at man var en gammel forening. Der foresvæver mig noget om, at jeg har set et billede, hvor lærer Jørgensen var en del af fodboldholdet. Men i alle tilfælde har han dyrket cykling, for jeg har ofte mødt ham komme racende på sin lidt specielle cykel. Den havde nemlig ligesom mange andre ældre herrecykler en hanepind, en forlængelse af baghjulsakslen, lang nok til at man kunne træde på den, og den benyttede lærer Jørgensen altid, når han besteg cyklen.

Det hører med til omtalen af lærer Jørgensen, at han boede på skolen, hvor han havde en lille lejlighed eller måske bare et værelse i den nordre ende. Skolen var i min barndom en toetages bygning med fire klasseværelser, hvor der blev undervist på seks klassetrin. Det kunne lade sig gøre, ved at første og tredje klasse gik i skole om eftermiddagen, mens anden og fjerde klasse gik om formiddagen, og femte og sjette klasse kunne bruge både formiddag og eftermiddag.

 

Også Overlærer Thinggaard kan jeg fortælle lidt om. Da jeg gik i første klasse, bestemte min far en fredag aften, at jeg samme aften skulle rejse med til København for at besøge min mor, som lå på Rigshospitalet. Så skulle min faster næste dag ringe til overlæreren og bede om jeg måtte holde fri den lørdag. (Dengang gik vi også i skole om lørdagen). Overlærer Thinggaard svarede: ”Nej, det kan der ikke være tale om”. Så kunne min faster kun beklage og sige, at jeg var i København og derfor ikke kom i skole den lørdag.

Da jeg gik i tredje klasse sad jeg ved vinduet ud mod skolegården næsten lige ud for Bornholmeruret. En dag kom Svend Grise-Jørgensen styrtende forbi og faldt og slog hul i panden. Han beskyldte mig for at have spændt ben for ham. Det benægtede jeg, skønt jeg ikke anede, om jeg havde gjort det. Vi skulle have Agnethe Dam i den time, men hun turde ikke tage stilling til skyldspørgsmålet, så hun tilkaldte Thinggaard, der tog et overblik over situationen og derefter skældte Svend Grise-Jørgensen ud, fordi han var kommet løbende forbi Bornholmeren.

Overlærer Thinggaards indstilling til Statsskolen i Rønne var meget negativ. Det kom til udtryk, da nogle af hans elever bad om fri fra skole for at tage til optagelsesprøve på Statsskolen. De fik naturligvis fri, men det var med en nedladende bemærkning. Årsagen til hans negative indstilling kan jo godt være, at hans søn ikke havde klaret sig så godt til studentereksamen og derfor efter sigende blev kaldt Student Godt.

Knud Anker.