Jesper Larsens foredrag 2014.

1658 Hasle 2014, ledelse?

 

Hvem var leder

Det er interessant at historikere igennem tiden har haft svært ved at udpege den vigtigste person i form af en egentlig leder i forbindelse med oprøret i 1658. Jens Kofoed, Poul Anker og Peder Olsen er på skift blevet udnævnt til leder af oprøret og er på skift blevet hyldet som helt. Forskellige karakteregenskaber er lagt til grund for de forskellige hyldninger.

3 meget forskellige personer, med vidt forskellige roller i begivenhederne. Det er også interessant at man faktisk har svært ved at forestille sig at forehavendet ville gå godt, hvis bare en af de tre manglede. Ikke kun fordi vi selvfølgelig er blevet så vant til historien, at de alle 3 hører til, men også fordi vi har en fornemmelse af at der ville mangle noget afgørende uden alle 3’s karakteregenskaber.

Brug for alle 3

Kunne man forestille sig at projektet ville kunne lykkes, hvis der kun var eksempelvis Jens Koefod til at præge begivenhederne fra start til slut. Uanset hvor meget hans handlekraft har været afgørende, så er han ligeledes beskrevet som utålmodig, frembrusende, usleben og alt andet en diplomatisk. Hvordan skulle man kunne tage de første spadestik til dette projekt, og lade det modnes til det rette tidspunkt dukker op, hvis alt stod ene og alene til Jens Koefod.  Jens Kofoed kan sammenlignes med en kanonkugle i sammenligning med et moderne missil.  Når man ikke mere kan sende et styrbart missil fordi det nemt kan afledes af dygtige afledningsmekanismer, så må man gå tilbage til ældre teknologier, hvor man bare sender en jernkugle. Den kan ikke afledes.

Man kunne også spørge om det er den Poul Anker man får beskrevet i historiebøgerne, der skulle kunne drive dette projekt? Uanset hvor dygtig en formidler og kommunikator man er, så skal der, på den ene side bruges handlekraft og på den anden snuhed og erfaring. Sidst når det gælder Peder Olsen. Han var bl.a. afgørende når det kom til at kunne se for sig hvad det hele indebar og hvem man er nødt til at have fat i. Ikke desto mindre var det tydeligt at lederne af denne opstand ikke bare kunne nøjes med at ”støbe kuglerne” og herefter regne med at alle handler hensigtsmæssigt. I den meget farlige og uoverskuelige situation var der brud for ren, rå ledelseskraft, i selve situationen, den som Jens Kofoed repræsenterede.

Der er faktisk mange eksempler i historien, på at man har haft fordel af at forene en række karakteregenskaber i én ledelse. Med risiko for at trække på lige lovlig høje magter til denne sammenligning, kan jeg f.eks. nævne vores bibelhistorie, hvor man tilsyneladende har haft problemer med at få tilstrækkelig mange egenskaber ind i en enkelt ”rollemodel” i biblen, altså gud, hvorefter man operere med begrebet ”treenigheden”. Der er faderen, sønnen og Helligånden. Disse tre figurer står for hver sine egenskaber, men bliver samlet i en og samme enhed. Et stærkt billede på at man har brug for forskellighed, men også enighed

Oprørsmodellen

Jeg mener at vi kan tale om en egentlig model, og synes man skal kalde den oprørsmodellen. Oprørsmodellen vil jeg karakterisere som det tankesæt, og den organisering der skal til for at lykkes med projekter i særlig udfordrede situationer.

Køligt overblik, erfaring og lederskab

I tiden før krisen, kan krisen være svær at se for sig, da den jo logisk ligger i fremtiden og fordi man derfor skal forestille sig den. Det kræver erfaring at kunne se så meget for sig at man kan visualisere dette for andre på en troværdig måde. Midt i krisen mister de fleste nemt overblikket, og erfaring er igen oftest det der skal til for at kunne overskue hvad der er på spil midt i en krise.

Forståelse af krisen, kommunikation

Hvis man skal have mobiliseret det yderste af menneskers ressourcer i forbindelse med dybe kriser, må det være en nødvendighed at alle er bevidst om den krise man står i. Man kan ikke regne med alles totale uforfærdede opbakning, og at alle går ”All in”, hvis ikke alle forstår at det er nu det gælder. En massiv og dygtig kommunikation må være afgørende for et etablere denne krisebevidsthed.

Handlekraft, få noget gjort

Al kommunikation og al omtanke og viden er nyttesløst, hvis ikke der rent faktisk bliver taget aktion på noget. Hvis man hele tiden venter til man har fået mere viden, eller har fået alle med eller lige skal vende den endnu engang, så vil man ofte forpasse de vigtige øjeblikke i tilspidsede situationer hvor man virkelig kan gøre en forskel.

Det nytter altså ikke med ren rå handlekraft. Det nytter heller ikke med en masse kommunikation, og det nytter ikke med al eftertænksomhed i verden. Hvis tingende skal løfte sig, så skal man have en platform for samarbejde, hvilket Hasle havde i form af tillid,

Vi kan måske bruge netop oprørsmodellen også nu om dage.

Det synes som at Bornholm stadig kan have brug for noget af det samme, som man præsterede dengang. Der er brug for en kæmpe indsats af alle. Ingen der hviler på laurbær. Der er brug for at man har alle mennesketyper ”i brug” i ligeværdighed. Der skal være eftertænksomhed og erfaring, så man bevarer overblikket og ikke forfalder til enten mismod eller overmod. Der skal være indføling og kommunikation, så alle føler sig mødt og føler sig med, og informeret. Dette skal skabe følelsen af at være en gruppe som man kan erkende, og som man føler sig som en del af. Sidst skal der være taktisk overblik og ren, rå handlekraft, så der rent faktisk bliver gjort en forskel. Der skal ikke være tale om hensynsløshed i betydning ”uden evne til hensyn”, men om at man ikke lader sig aflede af hensyn til alt og alle. Dette så vi i 1658 i Hasle, og efter min mening ser vi det stadig i Hasle.

Hvis man kan handle ud fra dette tankesæt, og i højere grad være fokuseret på at gøre noget for sig selv, end at tage noget fra andre, så vil meget være muligt, ligeså vel som det blev muligt at Bornholm igen kom til at høre til Danmark, som følge af en fantastisk indsats af gæve Haslebo.  Tak til dem for deres indsats.   Tak for ordet.

Skriv et svar