Byvandring 4 ved Knud Anker.

Byvandring 4.

 

Efter besøget hos urmageren går jeg videre mod øst ad Sandløkkegade, idet jeg fortsat ser på sydsiden af gaden. Her møder jeg først et hus, som var beboet af hjemmesygeplejerske, frøken Hilda Svendsen, som gik dårligt, vel nærmest haltende. Jeg husker, at jeg har været med tante Anna (Anker) nede og besøge hende, og at hun også jævnligt kom og besøgte tante Anna.

Efter frøken Svendsen har Louis og Louise Westh boet i huset, indtil de overtog huset med urmagerforretningen. Senere har Robert Vejdiksen boet i huset. Ham kom jeg til at gå i klasse med, da jeg vendte tilbage til skolen efter at have været fraværende et helt år på grund af sygdom. Jeg var på det tidspunkt næsten elleve år. Da Robert gik ud af skolen, kom han i lære som sadelmager, men ellers har jeg ikke noget kendskab til, hvordan det gik ham.

Det næste hus, jeg kommer til, har facade mod Julegade, men indgang fra Sandløkkegade. Der boede, da jeg var barn, bankkasserer Jensen sammen med fru Jensen. Et af deres børn, datteren Hedvig, blev gift med Henrik Kjær, som var bror til vores stedmor. Jeg mener at have hørt Hedvig fortælle om en bror, som overtog en købmandsgård i Gudhjem.

Efter familien Jensen flyttede familien Peter Kreutzberg på et eller andet tidspunkt ind i huset, men Peters kone, Grethe, faldt aldrig rigtig til på Bornholm, så efter nogle år flyttede de tilbage til Hovedstadsområdet. Grethe havde fra en tidligere forbindelse en søn, Leif, og sammen fik Peter og Grethe sønnen, Allan. Da Peter er min fætter, har jeg meget mere at fortælle om ham, men det vil jeg først gøre i anden forbindelse.Min bror, Erik, overtog Peters job på fabrikken, og sammen med Annie overtog han huset.

Jeg fortsætter mod øst og kommer nu til ”Skorstensfejerhuset”. Her boede i sin tid en skorstensfejer, og der foresvæver mig noget om, at han hed Johansen, men da det er mere end 75 år siden, kan jeg godt tage fejl. Senere flyttede Peter Pedersen og hans kone, der var født Berggren, og deres to drenge, Grant og Ralf ind i huset. De kom fra det hus i Østergade, som vores mormor og morfar flyttede ind i, da de flyttede fra deres tjenestebolig på Rådhuset. I det samme hus boede Hedvig og Henrik Kjær, indtil de flyttede til Nygade, og senest har Thorvald Krøjer Hansen boet der i mange år.

Men efter disse sidespring, vender jeg tilbage til huset i Sandløkkegade, hvor jeg kan fortælle om den ældste søn, Grant, at han gik med min bedstemors køer i sin sommerferie. Nu må jeg nok lige fortælle lidt om min bedstemor, fars mor. Hun havde fra sit barndomshjem arvet et lille landbrug med bare fire tønder land, som lå ca. to km uden for byen. Det vil sige, det var bare jorden, der lå der, mens selve ejendommen lå ud til torvet, altså midt i byen. Den blev overtaget af tante Johanne og onkel Theodor (Kreutzberg) til beboelse, og køer og grise blev flyttet op til en nybygget stald på fabrikkens område. Her var det i min tidligste barndom vores nabo, Anton Jensen, der passede køerne, og fru Jensen malkede dem. Venner og bekendte kom så og købte mælk hos bedstemor. Når køerne skulle på græs om sommeren, blev der truffet aftale med en dreng i tretten eller fjorten års alderen, sjette klasse, om at gå med køerne. Det var altså det job, Grant havde et år. Det bestod i at føre køerne ud af stalden en efter en, koble dem sammen og derefter trække dem ad Østergade og fortsætte ad Storegade mod Rutsker. Ude på marken, som lå vest for Julehøjen, skulle køerne tøjres, og tøjrepælene skulle flyttes, så der var et passende tøjreslag, til de områder køerne kunne nå. Derefter gik turen hjem over markerne, og det var betydeligt kortere. Ved middagstid skulle køerne flyttes, så de fik et nyt tøjreslag, og der blev igen skudt genvej over markerne både frem og tilbage. Ved aftenstid skulle køerne hentes hjem til stalden til aftenmalkning og fodring, så det blev til tre ture frem og tilbage hver dag, dog kun en sammen med køerne. Ralf gik jeg i klasse med, da jeg vendte tilbage til skolen. Der klarede han sig pænt og kom senere i lære hos Brødrene Anker, hvor han blev færdig med sin læretid et år før mig. Han var en habil fodboldspiller på 1. holdet. Da han mødte op til firmaets 100 års jubilæum, fortalte han, at han underviste på Vardes tekniske skole.

Jeg går nu videre og kommer til et spændende hus, eller man må måske hellere kalde det en gammel rønne, som jeg dog ikke husker så godt, at jeg kan beskrive den nærmere. Her boede fru Hermansen og hendes datter Winnie. Datteren og hendes meriter erindrer jeg kun svagt, så dem må jeg afholde mig fra at fortælle om. Men fru Hermansen husker jeg bedre, blandt andet fordi hun malkede min bedstemors køer i en periode, og hun var nok den sidste, der gjorde det, for da bedstemor døde, blev køerne solgt. Efter den tid foldede fru Hermansen æsker til kønrøg, en slags sod, der bliver brugt som farvestof f. eks. i tusch og maling. Æskerne fyldte meget, efter at de var foldet, derfor så hun enormt stærk ud, når hun gik til Kønrøgsfabrikken med en fyldt, kæmpestor sæk. Efter fru Hermansen kom Gammelfar til at bo i huset. Han var tante Evas far og hed faktisk Lund, men mine fætre kaldte ham altid Gammelfar, så derfor gik han generelt under det navn. Han kom fra landet, vist nærmere bestemt Melsted. Han havde ikke noget særlig varmt forhold til familien, men jeg regner med, at tante Eva fik ham til byen, for at hun kunne hjælpe ham lidt på hans gamle dage.

Han var lidt eller snarere meget af en særling, set med vores øjne. Det måtte han vel blive efter at have levet alene på landet i mange år. Blandt andet brugte han et udtryk: ”Puh ejn hillu” i tide og utide, så hjemme hos os hed han aldrig andet. Han havde nogle høns og klarede sig vist meget godt med sin aldersrente, som folkepensionen hed dengang. I øvrigt havde han en bror, hjemstavnsdigteren Otto J. Lund, der også boede som eneboer på landet, men alligevel havde fået en helt anden tilværelse.

Onkel Julius fortalte om ”Puh ejn hillu”, at han havde sagt, at han ikke kunne spise kanin, men kylling og høns kunne han godt spise. Derfor sagde de ikke, at de skulle have kanin, da de inviterede ham til middag, så han spiste godt og roste maden, idet han troede, at det var kylling. Efter ”Puh ejn hillus” død, blev det gamle hus raseret af en brand, og der blev bygget et nyt, men det skete vist først, efter at jeg forlod øen.

Nu går jeg videre og kommer til det hus, hvor Charlotte Tranberg boede. Uden for det hus havde jeg, da jeg var fem-seks år, en meget ubehagelig oplevelse. Jeg var blevet sendt til bager Kuhre (bager Thorsens forgænger) efter fire pund rugbrød, som jeg bar under armen. (Pund var på daværende tidspunkt den gængse vægtenhed ved indkøb af madvarer). Da jeg kom ud for Charlotte Tranbergs hus, fik jeg pludselig smerter i hjerteregionen. Det føltes som stik i hjertet, og jeg kunne ikke trække vejret rigtig igennem. Heldigvis kunne jeg sætte mig på trappestenen og lægge brødet fra mig. Det hjalp forholdsvis hurtigt, da jeg ikke havde noget at bære på. Lidt efter lidt kunne jeg trække vejret igennem uden smerter. Jeg blev siddende et øjeblik og sundede mig, hvorefter jeg igen tog brødet under armen og gik hjem. Selv om jeg var bange, mens smerterne var der, talte jeg ikke om det, da jeg kom hjem. Mor skulle ikke have grund til bekymring. Charlotte Tranberg var en lidt ældre pebermø, som havde et dejligt humør og en smittende latter. På sine ældre dage fik hun jævnligt besøg af en ældre enkemand, murermester og træskomager Ipsen. Jeg kan forestille mig, at han lavede træsko om vinteren, når murerarbejdet lå stille. Det forekommer mig, at jeg har haft ærinde i hans forretning, som lå på det nordvestlige hjørne af Korsgade og Storegade. Men han gjorde sine hoser grønne, som man siger, og det endte med, at de blev gift og boede sammen i Charlottes hus. På et tidspunkt efter giftermålet var han inde på Brødrene Ankers kontor, hvor han fortalte tante Anna, at han altid var frisk om morgenen, og var han det ikke, blev han det i alle tilfælde, når han tog sit daglige, kolde morgenbrusebad. Det første, jeg husker om murermester Ipsen, er hans deltagelse i et sangkor, som øvede hjemme hos os, under ledelse af hans søn, Henry Ipsen. Jeg gætter på, at det foregik hos os, for at mor, der var svagelig, men havde en god sangstemme, også kunne deltage.

Jeg fortsætter min vandring til nr. 16, som dengang ligesom øvrige huse var nummerløse. Her boede nogle ældre mennesker, og jeg mener, de hed Holm. Da de døde, købte vores morfar deres gamle klunkemøbler, som var betrukket med grønt plys, og forærede vores far og mor dem til vores tomme stue. Ja, sådan kaldte vi den, fordi den ikke var møbleret. Da møblerne var velbevarede, kunne de i alle tilfælde udfylde et tomrum, men de var jo noget umoderne. Alligevel gik der mange år, inden de blev afløst af nye møbler. Det var ikke den slags, vi prioriterede højest. Der kom nye beboere efter Holms. Det var Charles og Dagny Olsen og deres to døtre. Charles var en stille og rolig mand, som var meget rar og hyggelig at tale med. Han blev skraldemand, som det hed dengang, og da det var under og efter anden verdenskrig, foregik det med hestevogn. For mange børn var det spændende at ”hjælpe” ham, så han havde næsten altid nogle ”hjælpere” med, når han var ude og køre med skraldevognen.

I det næste hus boede familien Vejdiksen. Der var Ludvig Vejdiksen, som var gårdskarl i Brugsen, det vil sige, at han tog sig af det grovere arbejde, specielt uden for butikken. I den forbindelse må vi huske på, at Brugsen på den tid var som en gammel købmandsgård, hvor der kom hestevogne med korn, og så skulle de f. eks. have kunstgødning med hjem foruden almindelige købmandsvarer. Brugsen lå over for købmand Thomsen mellem Storegade og Nygade.

Fru Karen Vejdiksen var en flink dame, som var flittig kirkegænger, og i kirken kunne man altid høre hendes stemme under salmesangen. Om det skyldtes, at hun sang højt, eller at stemmen var lidt gennemtrængende, kan jeg ikke sige, men det har muligvis været en kombination af begge dele. Da Vejdiksens havde sølvbryllup, kom onkel Henrik (Kjær), der var jæger, om morgenen for at skyde det i gang. Det er i øvrigt den eneste gang, jeg har hørt om skud i forbindelse med sølvbryllupper. Vejdiksens havde kun en søn, Henning, som var et par år yngre, end jeg var og et år ældre end Erik, men vi blev altid inviteret med til hans fødselsdag sammen med to af hans fætre fra Krusegård og et par andre fætre fra Hasle. Efter mellemskoleeksamen kom Henning i lære på Svalhøj Mejeri, og senere blev han postbud. I øvrigt blev han gift med en søster til Per Madsens kone. Det har Per Madsen, som var borgmester i Ishøj, selv fortalt mig.

I det næste og dermed også det sidste hus på den søndre side af Sandløkkegade boede Otto Jensen med sin kone og fire døtre. Med Otto Jensen husker jeg en lille hændelse, som foregik i tanternes (tante Anna og tante Margrethe) have. De havde et hønsehus med høns og kyllinger, og en af kyllingerne var kommet til skade. Jeg tror, den havde brækket benet. Derfor spurgte tante Anna Otto Jensen, om han kunne slå den ihjel. Det kunne han selvfølgelig godt, så han holdt den i kroppen og kørte dens hoved frem og tilbage langs et hønsehegn. Men jeg har nok ikke været ret gammel på det tidspunkt, for i flere år efter fik jeg stadig mareridt, som gik ud på, at Otto Jensen løb efter mig og prøvede at fange mig.

Den ældste af døtrene, Agnes, blev gift med avlsbruger Ejner Hansen. Den næste, Else, blev gift med Sigurd Nielsen. Han var selvstændig vognmand, idet han havde overtaget lillebils kørsel efter vognmand Mogensen og senere drev forretningen fra den ejendom, som havde tilhørt Ahlman Jacobsen. Den tredje datter, Kirsten, blev gift med Peter Carlsen. Også den fjerde datter, Inger, blev gift og flyttede vist nok til Klemensker.

Så er jeg kommet op til hjørnet af Sandløkkegade og Østergade, hvor der lå en have, som tilhørte købmand Tranberg. Han havde en købmandsforretning, der var afgrænset af Storegade, Heroldsgade og Grønnegade. Det havde nok oprindelig været en købmandsgård, men i min barndom var det næsten kun købmandsforretningen, der havde overlevet. Men jeg kan dog huske, at jeg har set hestekøretøjer køre ind i gården efter varer. Nå, jeg kom fra Tranbergs have, som bestod af sandjord og derfor var velegnet til kartofler og gulerødder, hvis de bare fik lidt vand af og til. Men det var helt afhængigt af Vorherres forgodtbefindende, om afgrøden skulle gro, for bortset fra en enkelt kande vand til gulerodsfrøene, da de blev sået, var sommerens regnvejr, det eneste vand haven fik. Men der er som bekendt noget, der altid gror godt, og det er ukrudtet. Sådan var det også her, og to til tre gange i løbet af sommeren kom Tranberg og sønnen, Holger, op i haven og prøvede at finde kartofler og grønsager mellem alt ukrudtet, og det var et ret sølle resultat, der stod tilbage, når ukrudtet var fjernet. Haven var indhegnet af hønsenet op til ca. en meters højde, hvor det var fastgjort til en lægte, så man ikke alt for let kom til at vælte det. Hegnet var også praktisk til at adskille haven fra fortovet, der var den bare jord, som var af samme beskaffenhed som havejorden.

Derfor var fortovet meget velegnet til at lege ”stjæle land”. Det foregik, ved at to personer ”indhegnede” to lige store stykker af fortovet, men med fælles grænse. Indhegningen bestod af streger i jorden, og for vores vedkommende altid lavet med den spidse ende af en udslidt grovfil. Derefter skulle den ene person begynde at stjæle noget af den andens land. Det vil sige, at han skulle kaste filen med spidsen nedad i den andens land. Hvis filen blev stående, som regel med en lille hældning, skulle der tegnes en streg i hældningens retning og i modsat retning. Hvis denne streg ramte ”grænsen”, kunne kasteren inddrage det mindste af de afgrænsede stykker af modpartens land og slette den gamle grænse. Hvis filens hældning og dermed den nye streg ikke ramte grænsen, eller hvis filen væltede, gik kasteretten og dermed stjæleretten over til den anden. Vinder var den, der først fik minimeret den andens land, så han ikke kunne placere en fod inden for sine egne grænser.

Knud Anker.

 

Skriv et svar