En hyldest til min bror, historiefortælleren.

Bornholmeren d. 16.04.1980.

En hyldest til min bror, historiefortælleren.

I dag fylder forfatteren Henning Ipsen 50 år, så må der gøres minder. Mine tidligste minder om min elleve år ældre bror går langt tilbage i tiden. Jeg var så lille, at han havde mig foran på sit hjul på vej til fodboldtræning på Hasle Fælled. At jeg havde gjort mine bukser våde, før vi skulle hjem, siger også noget om min ikke fremskredne alder. Det skete næppe på grund af spænding over fodboldkampens forløb, for sport har aldrig haft så stærkt et tag i mig som i Henning Ipsen.

Han var faktisk en af de stabile spillere inden for Hasle Idrætsforening fra omkring 1940 og nogle år frem efter. I dag snakker han godt med folk om både fodbold og biler og mere end det, for der snakkes meget i den familie.

Jeg husker endnu, hvor venlig og omsorgsfuld han tog det med den lille irriterende unge, der ikke havde kunnet holde sig tør, og jeg vover ved denne lejlighed at pointere hans menneskevenlige menneskelighed som præger både hans arbejde og daglige adfærd. Man går jo bare ikke og siger meget af den slags til hverdag.

Min bror tog studentereksamen samme år, som jeg begyndte i første klasse. Den gang var det ikke almindeligt, at et barn fra et arbejderhjem blev student. Min mor sørgede da også for, at jeg fik fri fra skole den dag for vi skulle til St. Torv i Rønne for at få et glimt af storebror i det festlige hestekøretøj.

Han var kun 18 år dengang og hans vej gik straks væk fra Bornholm med Skårups Seminarium som næste station. Han fandt sin kone på seminariet og Fyn skulle engang – efter afstikkere til Herlev og Hundested, hvor han var lærer – blive bostedet. Jeg husker endnu en radioudsendelse med korsang fra det fynske seminarium – bror og svigerinde var med i koret – hvor den skønne sang: ”For alle de små blomster” var på programmet.

Det kunne synes som om der går en linje fra denne musikalske kærlighedserklæring til den nuværende position på Fyn. Men Bornholm blev aldrig glemt. Man bør aldrig pådutte en forfatter noget med afbillede steder eller personer i hans fortællinger. Vi får jo alle de mange indtryk og påvirkninger – hvis vi ellers holder alle sanser åbne. Og den skarpe iagttagelse må naturligvis præge en historiefortæller – som Henning Ipsen kalder sig.

Bornholm har sin betydning. Hele sommeren tilbringer min bror og hans familie i Hasle. Han trives bedst i det jævne hverdagsliv, både i Kerteminde og i Sønderby.

Men ikke noget med at kalde ham hjemstavnsforfatter. ”Man må nu en gang skrive ud fra det man er dybt fortrolig med”, sagde han engang i et interview. I samme artikel sagde han også noget om, at mulighederne for informationer, adgangen til tidsskrifter og TV er nøjagtigt de samme, om man sidder i Kerteminde eller Gladsaxe.

Det har dog været spændende at følge hans og den svenske fotograf Sune Jonssons forarbejde til bogen ”Bornholm og bornholmere” som gennem tekst og billeder skildrer klippeøens steder og hverdagsliv uden for turistsæsonen og ofte har man kunne genkende intentioner i efterårets Ipsen – roman, som vi snakkede om i sommerferien. Men nok om det. Den slags er privat mellem brødre. Hans nære forhold til ægteparret Hedvig og Oluf Høst skal dog nævnes. Høst, dette fine menneske, fik stor betydning for hans forfatterskab. Han tænker dog ikke visuelt, men i historier, og kritikerne har øje for hans varme humor og venlige ironi. Relationerne mellem menneskene har altid optaget ham og som en kritiker engang har skrevet: ”Tolerancen har Henning Ipsen kæmpet hårdest for”. I øvrigt har han også travlt som debatskriver og oversætter.

Få dage før fødselsdagen udkom Henning Ipsens bog nr. 30 – kroniksamlingen ”Kalkunerne”. Hans yngste datter Pernille har fotograferet portrætter af sin far på bagsiden. En anden datter Malene, som er billedkunstner, har lavet omslag med et fint applikeret billede. Han har en datter mere, Ane som bor i Californien. Familielivet har altid betydet meget for Henning Ipsen, som ikke blev det man kalder receptionsløve.

Hans uformelle indstilling i verden fornægter sig ikke. Og selv om han helst tager til storbyer, når han rejser udenlands, så er byer som Kerteminde og Hasle lige ham. På sådanne steder bliver folk respekteret. Som det de er: Arbejdsmand, Købmand eller forfatter. Og i Hasle siger man naturligvis ikke: ”Kommer forfatteren hjem til sommer”. Nej der siger man: ”Kommer Calle i år”, for han hedder oprindelig Carlo Henning Ipsen. Det måtte jeg vist ikke fortælle – men der måtte jo gives en forklaring på ordet.

Hermed en lille hyldest til en bror – og en hyldest til forældre der hjalp deres børn godt på vej.

Forfatteren Henning Ipsen fylder i dag 50 år. Hans bror, journalisten Arne Ipsen har skrevet denne fødselsdagshilsen, som også er en tak til forældrene i Hasle.