Jesper Larsen foredrag 2011

1.      Gustavkrig

I 1657 erklærer Danmark Sverige krig. Her i midten af 1600 tallet betød krig og krigserklæringer noget andet for Danmark end det gjorde I starten af 1600 tallet. En krigserklæring i starten af 1600 tallet ville have vist at Danmark var overlegen og klar til at tage chancen til at erobre nye landområde overfor en svagere modpart. Krigserklæringen fra Danmark i 1657 har et anderledes præg. Op til 1657 er Danmark mere og mere truet af den svenske hærs fremmarch, specielt syd for os i Polen, og alt tyder på at det bare er et spørgsmål om tid hvornår Danmark vil blive angrebet af svenskerne. Meget tyder på at det faktisk var et tilfælde at Carl d. 10 Gustav valgte at angribe Polen og ikke Danmark få år før.  Krigserklæringen fra Danmark i 1657 skal derfor ses som et defensivt træk mere end et offensivt. Frederik d. 3 forsøger at udnytte at Carl ser ud til at være kørt fast i krigshandlinger i Polen, og Frederik beslutter at angribe før han selv senere vil blive angrebet. Planen lykkes ikke, og den skal vise sig at give et voldsomt bagslag. Ret hurtigt er først Jylland og senere Fyn og Sjælland, minus København indtaget af svenskerne. Danmark bliver reddet på målstregen af udenlandske diplomaters pres på Carl, og af udsigten til at hjælpetropper fra bl.a. Brandenburg vil komme Danmark til undsætning. Der bliver underskrevet en fredsaftale i Roskilde 26. februar 1658, som betyder at alt øst for Øresund bliver afstået til Sverige. Inklusiv Bornholm.

 Senere i august 1658 angreb Carl igen Danmark, og kort tid efter er selve København det eneste danskkontrollerede område der er tilbage. I denne situation så alt sort ud. Selv om Danmark modtager hjælp fra Holland i form af en flådestyrke, så alt ud til at Danmark vil blive udslettet. Frederik d. 3. sender i denne håbløse situation en opfordring til befolkningen i de afståede områder i Skåne og Bornholm, hvor han opfordrer til oprør mod svenskerne. Denne opfordring tager både Bornholm og de øvrige skåninge til sig, og man går umiddelbart efter i gang med planlægningen af en opstand. På Bornholm er man ikke helt klar med planerne, da man nærmest bliver taget på sengen af en fantastisk mulighed for at tage den svenske kommandant på Bornholm, Johan Printzenskjöld til fange. Selvom man fejlagtig slår den svenske kommandanten ihjel, så lykkes det bornholmske forehavende over al forventning og dagen d. 8. december 1658 er Bornholms store dag, da den ender med befrielsen af hele Bornholm, inklusiv Hammershus.

Hvis man zoomer ind på Bornholm på denne hektiske dag, er det som om resten af Nordeuropa ligger stille, handlingslammet og inaktiv. I perspektiv af den bornholmske effektivitet virker alt andet ineffektivt. I det øvrige Danmark har man midlertidigt accepteret den svenske besættelsesmagt, og afventer. På Sjælland har en svensk hær midlertidigt slået sig til tåls med at man ikke umiddelbart kan indtaget København og afventer. I selve København forbereder man sig på et svensk stormløb. Inde i Københavns havn ligger en flådeafdeling af Hollandske skibe, og i det hele taget er der en spændt, men rolig situation på havet i Østersøen. I Skåne mødes man bl.a. i Malmø i smug.  Alle disse steder bliver der planlagt og forberedt. Imens bliver der handlet på Bornholm. Her er handlingen i særklasse, og det er lige før man kan bruge de berømte ord ”aldrig har så mange, så få at takke for så meget”.

De få handlingsmænd fra primært Hasle har ikke bare haft afgørende betydning for resten af Bornholm, men også for resten af Danmark. Den tilsyneladende håbløse situation i Danmark op til d. 8. december krævede succeshistorier for at få vendt krigslykken, og sådan en succeshistorie leverede Bornholm. Set i dette perspektiv er det for os bornholmere som at alt starter og slutter med det bornholmske oprør, og for os der interesserer sig meget for denne del af den Bornholms historie er den 8. december lige så vigtig eller vigtigere end resten af begivenhederne i 1658 tilsammen.

Om det er rimeligt at betragte den bornholmske begivenhed som den vigtigste handling i hele krigsforløbet kan man nok nemt komme til at diskutere. Hvis man zoomer ud igen på hele Danmark, og på hele krigsforløbet omkring 1658, ville det være mere objektivt at sige at i en lang kæde af begivenheder, så var den 8. december Bornholms store bidrag for Danmark og for sig selv.

Mellemkrigstider

Jeg mener at man kan sætte det bornholmske oprør i en endnu større ramme ved tidsmæssigt at zoome længere ud. Krigen i 1658 kom ikke ud af ingenting, men var nærmest en uafvendelig følge af krigen mellem Danmark og Sverige 13 år før i 1645. Tidsforløbet mellem 1645 og 1658 ville derfor med god ret kunne kaldes for en mellemkrigstid, og perioden afsluttes endeligt med Roskildefreden i 1660.  At Roskildefreden markerer en afslutning er dog ikke helt rigtigt. Man skal ikke længere frem end til Skånske krig i 1675 hvor Danmark og Sverige igen er i krig. Hvor krigen i 1658 for Danmark drejede sig om at få de tabte områder fra 1645 tilbage, så drejede den Skånske krig sig for Danmark om at få de tabte områder fra 1658 tilbage.

 Hvor det før havde været svært for Danmark at forlige sig med at miste områder som Gotland, Øsel, Halland i 45 så var det nu umuligt at forlige sig med at miste områder som Skåne og Blekinge. Krigene i 45, 58 og 77 adskiller sig markant fra tidligere krige, ved mere at have eksistens end ekspansion for øje. Nu drejede det sig om overlevelse, Danmarks overlevelse. Selvom der findes et ”Danmark” efter afståelsen af alle områder øst for Øresund, så tyder det på at man som dansker ikke kan forlige sig med det nye Danmarksbegreb. Danmark er ikke Danmark uden Skåne, Halland og Blekinge. Hvis man derfor har en mellemkrigstid før Roskildefreden, så har man det også efter op til Skånske krig.

Dog er heller ikke den skånske krig en afslutning. I starten af 1700 tallet har vi f.eks. den store Nordiske krig. Faktisk kommer der yderligere 4 eller 5 træfninger med svenskerne inden vi endelig kan sige at der er sluttet fred mellem Sverige og Danmark. Freden i 1814 medførte tabet af Norge. Herefter står Danmark ydmyget, formindsket, forvirret, fallit.  Der har på det tidspunkt været ca. 12 træfninger mellem Danmark og Sverige. Hvornår man som dansker endeligt accepterer at Skånelandene er tabt for Danmark og nu er underlagt svensk herredømme for altid, er svært at sige, men tabet af Norge og senere landafståelser i Sønderjylland i 1864 gjorde at man som dansker blev nødt til at forlige sig med tabet af Skåne. Selvom al fornuft siger at man er nødt til at acceptere dette faktum, dette tab, så er det ikke altid man kan lade fornuften råde, og der er da en del mennesker der stadig ikke har lyst til at være ”fornuftige”. Man kan måske sige at man i så fald stadig lever i en mellemkrigstid. At man lever i en periode, hvor tingene endnu ikke er helt afklaret, hvor man ikke har lyst til afklaring, fordi uden afklaring er der stadig håb.

Stockholmsyndromet

Fejringen af det bornholmske oprør, og fejringen af Bornholms genindtræden i det danske rige er samtidig en markering af at Skåne forblev svensk efter at have været dansk i 800 år. Måske er denne følelse for Skåne mest fremherskende på Bornholm. Jeg vil komme med en fiktiv historie for at forklare hvorfor det evt. er sådan. En familie bliver taget af gidseltagere, og sidder fanget et stykke tid. Et familiemedlem får mulighed for at stikke af og kommer væk og hjem igen. Efter et stykke tid bliver det muligt at foretage en redningsoperation, men den mislykkes og et af familiemedlemmerne fra den tilfangetagne familien bliver dræbt. De øvriges skæbne er uvis, men det er klart for enhver at familien ikke får det nemmere efterfølgende pga. af repressalier fra gidseltagerne. Flere befrielsesforsøg bliver foretaget, og hver gang med store konsekvenser for gidslerne. Til sidst begynder gidslerne at håbe at der ikke kommer flere befrielsesforsøg, fordi konsekvenserne er så alvorlige.

Det bliver derfor besluttet at der ikke skal komme flere befrielsesforsøg. Den fangne familie er i mellemtiden enten blevet dræbt eller er blevet assimileret i gidselstagergruppen, det såkaldte ”Stockholmsyndrom”. Det er lidt et tilfælde at begrebet Stockholmsyndromet nemt kan misforstås og opfattes som om det skal referere til den forsvenskning der foregik i de Skånske lande. Med Stockholmsyndromet refererer jeg til fænomenet hvor gidsler begynder at sympatisere med deres gidseltagere. Gidslerne, som i denne fortælling er skåningene, bliver på denne måde mere og mere svensksindede, eller i hvert fald mindre og mindre dansksindede. Befrielsesstyrken, som i denne fortælling er hæren udsendt fra Danmark, glemmer målet med aktionen, nemlig gidslerne, som i denne fortælling er Skånelandene og fejrer sig selv pga. den indsats man dog har ydet. Tilbage sidder det ene familiemedlem, der i denne fortælling er Bornholm, som slap væk fra starten af med et smerteligt tab af sin familie, og med dårlig samvittighed over egen lykke.

Fejringen af Bornholms befrielse er derfor altid krydret med mindet om det mislykkede oprør i Malmø, hvor Bornholm blev adskilt fra de øvrige Skånelande, og er også krydret med mindet om den enorme indsats Danmark ydede i mange år for at befri Skåne i et forsøg på at blive hel igen. Danmark er blevet hel igen, men det har taget flere hundrede år at acceptere at vi nu er et helt Danmark uden Skånelandene.

Dette nye hele Danmark, har så måttet tage til takke med Bornholm, men det er vel ikke så ringe endda

 

Jesper Larsen.

Skriv et svar