Ved Hans Christian Siersteds jordefærd.

Ved Hans Christian Siersteds Jordefærd

Den 8de Marts 1907.

Naade og Fred fra Gud vor Fader og vor Herre Jesus Kristus. Amen!

                                                                                                                                                                              ”Mindet lader som ingenting

er dog et lønligt Kildespring.”

 

Saaledes lyder et Par gamle, velkendte Verselinier og jeg vilde gærne have Tilladelse til ved gamle Lærer Siersteds Baare at fremhæve netop den Tanke, der ligger i disse Linier.

Den gamle Mand har sikkert selv følt Sandheden i denne Tanke, om det stille, næppe umærkelige Minde, der dukker frem i Erindringen og der bliver til et Kildespring for Interesse og Glæde. Naar man kom ned i hans Hjem, mødtes man af et Pust fra fortiden; saa meget dernede talte til én Mindernes Sprog. Stuerne fortalte om de Minder, de gemte, de gamle Møbler talte derom, de gamle, nu forældede Bøger talte derom, men først og fremmest de gamle Mennesker, og fik man saa den gamle Lærer til Sæde i Sofaen, fik man ham i tale, saa fik Minderne Ord, og han fortalte helst fra svundne Dage, om barnetiden i Aakirkeby og om den første Lærertid. Det nye i Tiden var han ikke altid parat eller aldrig helt tilfreds med. Der regnedes i vor Tid med større Summer, end hans Tid havde regnet med, vor Tid havde mere nervøs Hastværk end hans sindige, overvejende Tid.

Naar han dog interesserede sig for det nye og gærne hørte derom, var Grunden den, at Mindet drog frem for hans Tanke den Forberedelse til det nye, som han selv havde været med til at skabe. Og som hans Erindring kunde blive levende i hans Tale, saaledes var det ganske tydeligt, at i de stille, ensomme Alderdommens Timer Mindet, selv hvor det ikke fandt Ord, levede i hans Tanke som et Kildespring for Interessen.

Og det var ikke underligt, thi han havde levet længe og oplevet meget. Han hørte aldrig til dem, der nøjes med, naar Begivenhederne gaar deres gang, at have Tilskuerens Rolle. Han havde selv levet i og taget Del i Begivenhederne. Han var jo iblandt dem, der lagde Grund for den danske Folkeskole her paa Bornholm. Som en Knøs, halvvejs endnu en Dreng begyndte han sin lange Skolegærning som Vandrelærer i Ols Sogn, faa Aar senere tiltraadte han, efter at have erhvervet sig forsvarlige Kundskaber, Lærergerningen i Hasle og tog saaledes Del i vort Skolevæsens Udvikling saa at sige fra dets første Begyndelse. Og fra Skolevæsenet gik hans Interesser ud til vort hele kommunale Liv, saa at der i et aarelangt Tidsrum næppe her i Byen var noget fælles Foretagende, uden at hans Navn var knyttet dertil. Det er ikke underligt, at Mindet om denne store Virksomhed endnu paa de gamle Dage har kunnet fængsle og berige hans Tanker, selvom det kun blev Minder om en svunden Tid. Thi det var jo saaledes, at han levede saa længe, at det gik med hans øvrige Gærning som med de Plantninger han foretog i Skoven. Vanskeligt kunde han forstaa, at det han plantede saa smaat havde kunnet voxe sig saa stort og kraftigt. En kommende Slægt, der læser vor Byes Historie og forundrer sig over hvor langt det tidligere Slægtled stod tilbage for vort Slægtled, maa ikke glemme, at den gamle Slægt, der nu snart ganske er uddød, har sin Fortjeneste i at have sat en nødvendig Begyndelse for en kommende Slægts Arbejde. Erindres dette, da vil endnu i Aarevis Hans Christian Siersteds Navn nævnes med Ære som en af Rydningsmændene for vor Tid.

”Mindet lader som ingenting”. Stille som det lønligste Kildevæld er Mindet, og det ligner ogsaa Kildevældet deri, at det kan tabe sig i Sandet. Snart vil Mindet om Mennesker viskes ud i Slægtens Bevidsthed, men et Sted bevares Mindet længe klart, det er i de nærmestes, i Familiens Kreds. Der var over gamle Siersted noget fornemt tilbageholdende overfor Fremmede, men overfor Familien forsvandt det reserverede og afmaalte. Det var rørende at se hans Kærlighed overfor den gamle Søster, for hvem han blev næsten uundværlig, og om hvem han værnede med baade Finfølelse og Ømhed. Gamle Tante Bolbro vil aldrig glemme sin Broder, og selvom hendes Savn nok med Tiden mildnes, vil dog Erindringen om den Afdøde bevares og bringe hende Berigelse. Og overfor sine Børn var Siersted en altopofrende Fader. Deres Ve og Vel laa ham stærkt paa Sinde; naar de kom, var han altid glad. Jeg fandt ofte Lejlighed til at se, hvor stærkt han var knyttet til min Hustrus Moder, der atter og atter ved sine Besøg knyttede Forbindelsen med det gamle Hjem, og jeg er vis paa, at det var de samme stærke Baand, hvormed han var knyttet til sine andre Børn. Ogsaa Børnebørnene, der blev voxne for hans øjne, fulgte han med Interesse og Kærlighed. Jeg mindes hans Glæde, da en af Børnebørnene fik sit Hjem saa nær hans Alderdomshjem. I Børnenes og i Børnebørnenes Hjærter vil hans Minde længe bevares og fortælle om Energi og Dygtighed, stræbsomhed og Flid, fortælle det saaledes, at Mindet maaske ogsaa derved kan blive et lønligt Kildespring.

Minder, gode Minder ere en Rigdom, men al Rigdom er forgængelig og alle Minder vil dø. En Gang vil ingen Slægt, intet Men­neske mere nævne gamle Siersteds Navn, Jordhøjen paa hans Grav vil slettes ud af en kommende Slægt., der ikke ved hvad eller hvem han var. Der er noget mere vi ønske for vore kære end Minder. Vi ønske Liv, evigt Liv, og det evige Liv vindes ikke ved Flid og Dygtighed, det skænkes den, der i Troen tyer hen til vor Herre Jesus Kristus, han som er Livets Kilde og for hvis hellige øjne hvert Menneske forvandles til en fattig synder, en unyttig Tjener. Det bede vi da om, vi der holdt af gamle Siersted, at Gud vil være ham en naadig Dommer og for Jesu Skyld give ham Tjenerens, Barnets Plads i sin Himmel.

Amen!                                               W. S. Lichtenberg.

Skriv et svar