Den bornholmske forfatter i Kerteminde.

Den 22.juli 1969.

Den bornholmske forfatter i Kerteminde.

Interview med Henning Ipsen om Bornholm, befrielsen i 1945 og om trængslerne før en ny bog kommer til verden.

Henning Ipsen, der i efteråret udgav sin tredje novellesamling ”Udsigtstårnet”, har nu i godt ti år boet i den lille nord-fynske by Kerteminde. Han er født på Bornholm, og han boede på øen, indtil han havde taget sin studentereksamen.

Jeg flyttede fra Bornholm, fordi jeg var nødt til det for at læse videre. Men jeg blev hængende og har længtes hjem mange gange og gør det stadig. Men jeg er lidt bange for at vende tilbage, jeg tror ikke rigtig jeg turde. Man har været for længe væk fra hjemlandet, man vil se på det med andre øjne. Så jeg tror bestemt, at jeg bliver her.

Efter studentereksamen begyndte jeg på seminariet i Skårup. Jeg blev lærer og underviser i fem år, inden jeg definitivt sprang fra. For ene og alene at skrive.

Kerteminde, hvor vi nu bor, ligger meget centralt, og det er en dejlig by at bo i. en meget åben by med mennesker, som er meget åbne. De lukkede småsamfund, man ellers kan møde, har ikke noget tilfælles med denne by. Jeg holder meget af Kerteminde, jeg kender simpelthen ikke nogen bedre by i landet.

Og alligevel var det noget af et tilfælde, at vi kom her til byen. Jeg havde ofte tænkt, at Kerteminde ville være en dejlig by at i. min kone er herfra. Men hun sagde aldrig noget om at flytte hertil. Da jeg så havde sagt mit job op, og vi skulle flytte, søgte vi at finde et sted på Sjælland. Jeg annoncerede i en masse aviser, men fik ingen tilbud. I sidste øjeblik inden vi skulle flytte, satte jeg en annonce i en fynsk avis. Vi fik ét tilbud: vi kunne leje et hus lige uden for Kerteminde. Det var den eneste chance, vi havde, men det faldt meget godt sammen med mit eget ønske. Havde vi fået et tilbud fra en anden by, havde vi måttet tage det. At det blev Kerteminde, var en tilfældighed, men en tilfældighed der krydsede mit ønske. Det var så vidt jeg husker i 1958.

Søgte afsked fra skole.

Alle rådede mig på det tidspunkt til at blive stående i pensionskassen og søge orlov, men jeg tog altså min afsked med brask og bram og forlangte mit pensionsbidrag udbetalt. Jeg hører ikke til dem, der kører med sikkerhedsnet under. Jeg tænkte, at skal man vise, at det, man laver, kan bære, må man også gøre det konsekvent, så jeg sprang helt fra.

På det tidspunkt var min første bog kommet og nummer to var på vej. Den var antaget. Den udkom samme år om efteråret.

Så var der jo også det, at jeg havde fået tre tusind kroner i tipslegat, så jeg var jo en holden mand, der var slet ikke noget at overveje, overhovedet ikke.

Det var i 1956 din første bog ”De tavse huse” udkom. Hvordan ser du på den bog i dag?

Jeg læser aldrig mine bøger bagefter, så jeg har et meget vagt forhold til den bog, men jeg kan lettere se på den næste, som hedder ”Det Herrens år”. Jeg kan tydeligere se på den end på den første. Da den udkom, var der nogle, der skrev, at jeg var påvirket af Martin A. Hansen, men det er ikke sandt. Jeg havde ikke noget imod det, men det er ikke sandt. Mine påvirkninger kom på det tidspunkt absolut ikke fra nogen forfatter, men derimod fra en maler, nemlig Oluf Høst, som betød enormt meget for mig. Jeg kendte ham i mange år, vi var venner igennem en årrække. Hans billeder betød meget for mig og gør det stadig, og på det tidspunkt tror jeg, at jeg i høj grad ville skrive, ligesom han malede. Hvis nogen om ”Det Herrens år” havde skrevet, at den var påvirket af Høst, ville jeg ikke være blevet forbavset. Det var nemlig sandt.

Den bog sætter jeg ret højt i rækken af dine bøger.

Det tror jeg også nok, at jeg selv gør. Jeg har som nævnt ikke læst den, siden jeg skrev den. Jeg kan huske, at den er skrevet i en raptus. Jeg tror, jeg skrev den i løbet af to måneder, og det er i hvert fald meget hurtigt for mig. Hvis jeg skulle læse den i dag, ville jeg ganske givet skære i den og lave om og alt det der, men selve det spontane i den var noget, der betød meget for mig, da jeg skrev den. Jeg husker den som noget, der gik i én ubrudt kæde. Jeg har altså ikke læst den siden, og jeg vil egentlig nødig.

Bornholm i tiden omkring befrielsen.

Når man er kommet igennem den første tomhed, der opstår, når man har sluttet en bog, så vil man simpelt hen ikke se den ting mere. Så må man videre. Det er jo ikke helt løgn, når man hører om forfattere, der snakker om at begå selvmord, når de er færdige med en bog. Det er overdrevet, men usandt er det ikke.

Det var jo noget ekstra for bornholmerne, for to dage efter at befrielsen var kommet, blev vore to største byer bombet, og vi skulle ud at rende på landevejene. Det skete efter at vi i to dage havde stået og viftet med små flag og råbt hurra. Jeg var 15 år dengang, og man var jo så grøn, at man var med på den værste revanchisme. Jeg har ikke ligefrem spyttet på værnemagerne, men man undte dem virkelig at komme i spjældet. Man havde ligefrem den følelse, at alle dem der havde gået tyskernes ærinde, ja de skulle på det nærmeste skydes alle sammen. Det var en fuldstændig barnlig følelse eller tankegang, som jeg ikke bryder mig så forfærdeligt meget om i dag, men det er sandheden om det, vi følte. Jeg kan huske, hvor lykkelige vi var, da en eller anden fik fat i en pistol. Da skulle vi rigtig ud og gøre noget. Vi skulle klippe tysker- piger osv. I dag er jeg lykkelig over, at det aldrig kom til den slags. Vi skød en sodavandsflaske i stykker, det var det hele. Men der kunne sagtens være sket noget. Vi var alle besat af en primitiv hævnfølelse. Vi gennemskuede i virkeligheden ikke meget af det, der foregik.

Bombningen af Rønne og Nexø.

Efter at man havde stået og viftet med flag i to dage begyndte bombningerne. Jeg lå på bakkerne og så russiske flyvemaskiner dykke ned over Rønne og bombe den, og jeg så dem bombe tyske skibe, der lå lige uden for havnen, så dem flække midt over, sådan som man ellers kun ser på krigsfilm i vore dage. Og jeg så røgskyen over Rønne. Og derefter ordren til at evakuere byen i en fart. Vi jollede af sted med trækvogne osv., og så tilbage igen omsider. Jeg fik et job som arbejdsdreng i Rønne, og var med til at genopbygge byen. Jeg ydede skam mit bidrag.

Russere på øen.

Man så de første russere, og efter hele Goebbels-kampagnen troede vi skam også, at russerne var sådan nogle, der åd små børn. Det troede vi vitterlig. Senere opdagede vi, at de jo også brugte kniv og gaffel som andre mennesker. Men det var nogle voldsomme omvæltninger i løbet af få dage.

Vi havde så godt som ikke haft én eneste sabotage på Bornholm. Øen var gennemgangssted for flygtninge, så der var ordre til, at der ikke måtte laves for meget, der skulle være fred. Vi havde dårligt nok hørt én bombe før, og så pludselig hagler det ned over os. Russerne kom og derefter tømte man i løbet af 14 dage øen for tyske flygtninge. Der var mange på det tidspunkt, omkring 30.000, øen havde ca. 50.000 indbyggere. Russerne blev så på Bornholm i næsten et år. Det var meget store omvæltninger for os.

Chokket over bombningerne.

At der var nogle værnemagervirksomheder, der røg i luften, det kunne man forstå. Man syntes, det var retfærdigt. Men at en by blev op til 90 % beskadiget (Nexø), det var noget man ikke havde oplevet før. Ja, man havde set billeder fra Bremen og London. Men det var store byer, og billederne viste kun en lille del. Og så lå de langt, langt borte. Men dette var pludselig kommet helt ind på livet af én selv. Man kom i de gader, hvor man havde cyklet til skole hver dag i flere år, og pludselig kunne man ikke mere cykle der. Der lå murbrokker. Der var et helt kvarter, der var blæst væk, og der lå klaverer med maven sprængt og tarmene strittende ud osv. Og en pige, man gik i skole med, var blevet knust i et af de huse. Det hele kom anderledes håndgribeligt ind på én. Der blev ikke rigtig plads til det operettemageri, der er blevet skildret i noget af efterkrigstidens litteratur.

Din roman ”Ulla, min Ulla” foregår netop på det tidspunkt.

Med den bog har jeg forsøgt at komme en anden vej rundt om problemerne. Da havde jeg set så mange bøger om sabotører og den slags. Jeg ville skrive om en af dem, der absolut ikke var nogen helt. Størstedelen af befolkningen var jo ikke helte under krigen, det turde vel efterhånden være fastslået. På det tidspunkt synes jeg stadig, at det så ud, som om hver anden mand havde været medlem af modstandsbevægelsen. Jeg ville godt skrive om en af dem, der ikke var helte, men jeg ville også gerne have, at den anden side af sagen – den menneskelige – skulle få plads.

I dag ville jeg have skrevet den anderledes. Det havde været langt, langt stærkere, hvis jeg havde ladet en pige komme til Bornholm. En pige som så redder en tysk soldat, måske ovenikøbet én med SS på kraven. Men det er eftertanke i dag. På det tidspunkt syntes jeg, at det var mit bidrag.

Hvilken af dine bøger har været sværest at skrive?

ORINOCO er den, jeg har været længst tid i gang med, men det der tog længst tid, var ikke nedskrivningen, det var forberedelserne. Jeg tror, jeg skrev de første 50 sider sytten eller atten gange, før jeg kom ind på den bog. Jeg endte hver gang i en mere realistisk optakt til den, og det ville jeg ikke, for så kunne jeg ikke fortælle den historie, jeg meget gerne ville fortælle. Den bog var fra min side slet ikke noget forsøg på at være modernist eller sådan noget. Den var et forsøg på at bryde med en realisme, som jeg efterhånden sad fast i, en realisme der efterhånden var blevet for alvorsfuld.

Måtte stikke af hjemmefra.

min private humor havde jeg ligesom ikke kunnet få ind i en realistisk form. Jeg knoklede med ORINOCO i lang tid, og det lykkedes stadig ikke. Så fik jeg helt overraskende Andersen-Nexø – legatet (der er et legat, man ikke søger). Min kone vidste, hvordan jeg havde det på det tidspunkt, så hun sagde: ”Stik af, tag hjemmefra, så du ikke ser os!” jeg plejer ikke at stikke hjemmefra, når jeg skal lave noget. Jeg vil gerne have kone og børn omkring mig. Det hører ganske simpelt med til mit arbejde. Også at de forstyrrer, det hører med som gode afbrydelser.

Men så rejste jeg til Stockholm for de penge og sad der på et lille værelse. Og det lykkedes mig i den tid, jeg var der at få skrevet syv sider, og det var nok. Så rejste jeg hjem, for da var jeg kommet i gang. Selve nedskrivningen tog ikke så frygtelig lang tid, men bogen er alligevel den, der har krævet mest af mig. Og det er den bog, der står mig nærmest. Den blev slagtet af halvdelen af pressen, og den anden halvdel var begejstret. Men det må man tage med, det er arbejdsvilkårene. Skal der være en billigbog af den, tror jeg nok, at jeg vil skære den et halvt hundrede sider ned. Det kan den nok bære.

Collage.

I ”Udsigtstårnet” har du kaldt én af novellerne ”1930”?

Det er en collage. Jeg ville gerne prøve det rent teknisk. Og så måtte jeg vælge et eller andet udgangspunkt. Jeg er født i 1930, så hvorfor ikke skrive om 1930. jeg læste aviser og noterede ned og smed en masse væk og klistrede resten sammen. Den skal ikke tages for andet end den lille spøg, den er, måske med den lille ironi at der er en del af citaterne deri, hvorom man vil sige: Var folk virkelig så dumme dengang. Men de siger præcis det samme i dag. Der er både vigtige og uvigtige ting i den, fordi jeg både ville have den store og den lille verden med. Dengang som i dag sker det, at man på grund af lykkelige begivenheder herhjemme glemmer, at krigene stadig foregår og fortsætter. Og jeg ville vise, at dengang kunne man i aviserne se, at det var vigtigere, at der stod en hingst til afbenyttelse, end at der døde to millioner mennesker af sult i Kina. Den slags er vi stadig tilbøjelige til.

Humorist – legatet til den alvorlige forfatter.

Det var ORINOCO der hjalp mig til at skrive på en anden måde. Jeg kan huske, hvor meget der blev grinet, da jeg fik humorist – legatet efter tre dødsens – alvorlige bøger. Det fejrede alle landets aviser. Det var humor, syntes de. Jeg følte, at de folk, der gav mig det, så meget godt.

Men novellerne er blevet meget mere beviste, end de var dengang. Jeg må blankt indrømme, at jeg vidste simpelt hen ikke, hvad jeg foretog mig i de første bøger, jeg skrev. Jeg skrev, fordi det var en eller anden besættelse. I dag er man sig meget mere bevidst, man ved, hvad man foretager sig.                                                                                                                  Krongaard Christensen.