Calle fra Bornholm

Berlingske Tidende d. 28.12.1974.

Calle fra Bornholm.

Ingen, der står Henning Ipsen bare lidt nær, kalder ham andet end Calle, skønt han vitterligt ikke hedder Carl og ikke er fra skåne, men så udpræget fra Bornholm. Han er meget snart 45, og hans TV – spil ”Søndage med Karl og Gudrun” bygger nok på hans vældige viden om provinsfolk og deres adfærdsmønster. Det kommer måske af hans nedstamning i Hasle, hvor faderen var organist og murer og siden fra Kerteminde, hvor han nu har boet i mange år. Tre døtre har han, og han skriver med myreflid året rundt romaner, noveller, radiospil og TV – spil. Vi husker hans tredelte spil ”Regnvejr og ingen penge” fra for ti år siden. Han gør sig måske ikke så meget i replikken, men han har et uomtvisteligt øre for den naturlige daglige tale blandt jævne folk. I øvrigt er Henning Ipsen en fremragende analysator af andres sproglige bedrifter, en dygtig forlagskonsulent og i mange år en solid og velrenommeret boganmelder i Jylland.

Hvad han har skrevet, siden han stod af lærergerningen 1958, kan naturligvis opregnes, men det er meget og det bliver omfattende. Egalt er det ikke, mildest talt lidt svingende mellem det helt fortræffelige og det næsten middelmådige, dog med størst vægt på det første. Nu, bringer han sig i søgelyset igen med sine nye TV – spil. Dem må man tage stilling til, nok også på den baggrund, at Calles tidligere og mangeårige bundne humor i de senere år er drønet ud i fuldt og løssluppent flor nu og da. For resten er den arbejdsomme Henning Ipsen svært hyggelig og aldeles uhøjtidelig. Helt velgørende er det år efter år at konstatere, at han ikke tager sig selv højtideligt. Det er godt at kunne sige om en forfatter.

Tikili

 

**************************************************************************************************** 

24.07.1972.

Henning Ipsen holder travl sommerferie på Bornholm…

Han skriver hver dag ca. 100 linjer og har netop afsendt et nyt TV – spil.

Skrivemaskinen står ikke stille i Vestergade 29 i Hasle på Bornholm, selv om forfatteren Henning Ipsen kalder det ferie. Han skriver hver dag omkring 100 linjer.

Det kan tage lige fra et par timer til ti timer, alt efter hvilket humør jeg er i, fortæller Henning Ipsen. Men hvad enten det glider nemt og smertefrit en dag eller ikke, så er jeg tom efter de 100 linjer.

Henning Ipsen har netop sendt et nyt TV – spil til Danmarks Radio. ”Helene” hedder det efter spillets hovedperson. En ældre dame, der bor alene på en gård. De fleste vil betegne hende som en lille smule skør, hvilket passer kommunen udmærket, da kommunalbestyrelsen ønsker at købe hendes gård til udstykning. Hun nægter at sælge, og kommunen prøver at få hende tvangsindlagt, siger Henning Ipsen. Men jeg mener, at selv folk, som vi måske ikke vil betegne som helt normale, skal have lov til at være, hvor de altid har været.

Ny politisk roman.

Henning Ipsen har netop afsluttet TV – spillet. Han føler sig tom, når et værk netop er afsluttet. Går derfor straks i gang med et nyt.

Tasterne på Henning Ipsens skrivemaskine printer for øjeblikket en ny roman ”Kysten ved Nab”. Den har intet med topografi at gøre, men er en politisk roman. I romanen klæder Henning Ipsen den på facaden pæne, liberale og fristende dansker af til skindet. Det sker i en konfrontation med to magtmennesker fra henholdsvis 1600- og 1200- tallet. Til denne bog har hans datter Malene tegnet omslaget.

Men det første vi kommer til at høre fra Henning Ipsen, bliver til efteråret, når forlaget Fremad udsender ”Til hver en tid”. Den handler om det, der er sket og sker i en mindre, dansk provinsby. Her portrætteres hele byens personregister. – Alle de mindre byer, jeg har boet i, vil sikkert føle sig ramt, men det er ingen nøgleroman, fortæller Henning Ipsen

Forfattere må have ”ben”.

Henning Ipsen skriver mindst en roman om året, foruden eventuelle radio – og Tv – spil. – Det er umuligt at leve af at være dansk forfatter, hvis man ikke har nogle ”ben” i forn af oversættelser, anmeldelser og kronikker ved siden af, siger Henning Ipsen. Romanen ”Hr. Gærlik” er netop blevet oversat til tysk og hollandsk. Det giver 1.000 kr. i forskud fra hvert land, men så er det usikkert, hvornår den eventuelle senere betaling finder sted. Et halv times spil i TV giver 7.000 kr. Det er meget få danske forfattere, som kan leve af at skrive skønlitteratur.

Huset i Vestergade 29 i Hasle købte Henning Ipsen for to år siden. For 56.000 kr. Billigt, men til gengæld har både han og familien måttet bruge adskillige hundrede timer på at restaurere det.

Kærligheden til Bornholm.

For Henning Ipsen er det afslapning at pusle med hus og have. Det gør han også til daglig i Kerteminde, hvor han bor resten af året. For fremmede er det svært at blive accepteret af bornholmerne, men Henning Ipsen er født på øen. Det meste af tiden – hvis han ikke spiller fodbold eller badminton med døtrene i haven – tilbringer han sammen med øens lokale befolkning. Til den har han en kærlighed, som han skildrede i TV -spillet ”Regnvejr og ingen penge” for et par år siden.

Jeg vil altid vende tilbage til Bornholm, selv om jeg flytter andre steder hen. Det er øen, som giver mig den bedste inspiration, slutter Henning Ipsen.

els.