På sporet af den tabte tid
Om et fotografi fra Charles Svendsen Hasle
18. august 1990 var det 40 år siden, at jeg var begyndt i 1. klasse på Hasle Borgerskole.
I den anledning havde to af mine klassekammerater, Mona Regnersen, Dambakken og Lillian Campanella taget initiativ til at indkalde alle fra årgang 1950, som havde afsluttet med 7. klasse. Det lykkedes at samle 23 ud af 33. Ved denne lejlighed blev vi også inviteret til at besøge Hasle Lokalhistoriske samling. Her havde man nylig modtaget en samling af fotograf Charles Sendsens optagelser af de mange hasleborgere, der var blevet fotograferet gennem tiderne. Alle deltagerne var ved at falde over hinanden af lutter iver efter at fortælle levende om begivenheder, som man kunne huske omkring de mange personer. Mange hørte også til de døde.
Det eneste billede, jeg havde fra min egen barndom, var et fotografi af mig selv med hvid krave og brun bluse. Billedet var klæbet op på pap med signatur i nederste højre hjørne, Charles Svendsen Hasle. Fotografiet var blevet sendt til min biologiske mor i København i 1946.
Jeg var blevet sat i pleje hos Tømrermester Carl og Anna Jensen i Vestergade nr. 45. Herfra undgik min nye verden. De følgende år udfoldede jeg mine aktiviteter på havnen, hvor Carl Jensen havde sin virksomhed med at reparere småskibe og fiskerbåde.
Det bedste sted at finde legekammerater var på Sildetorvet hos familierne Funch og Olsen(Bella Olsen). Her var rigelige muligheder. Alene hos de to familier var der født 12 børn – hvert sted. Hos Funch blev Aage min faste legekammerat. I dette hjem blev der spillet meget levende musik. Violin, guitar, harmonika og bedt mange bønner. Når jeg var på besøg, kunne den gamle Funch pludselig udbryde: ”Haaleeluuujaaa – lad os alle bede”, for herefter at tage sin violin og spille et smukt stykke musik. Der var magi i den violin. Det var her, jeg fik min impuls til senere at lære at spille violin.
På havnen var det mange muligheder for at udvikle min fantasi. De store bunker af store og mellemstore granitsten, blev omdannet til en cirkusarena. De helt store granitstykker udgjorde tilskuerpladserne. Ligeledes har lugten af træ, tjære og fisk, lejret sig i min hukommelse. Vi hoppede ombord på kutterne og stjal snus og smøger, som blev ”nydt” i de tomme hytteflade, der var stillet på land.
Hestastran. Her lå beddingen hvor Carl Jensen om sommeren reparerede fiskekutterne. Her havde jeg en fast tjans med at bringe kaffe med mælk i en sodavandsflaske, der var pakket ind i en avis, for at holde sig varm samt et lille stykke sandkage. Det skulle leveres præcis kl. 3 om eftermiddagen.
Molen med badebroerne og vipperne. Her lærte jeg mig selv at svømme ved at lure dem af, der fik undervisning af manufakturhandler Thomsen. Det var også på den tid, hvor svømmefænomenet Birte Munk kunne slæbe en kæmpesten 50 meter under vandet.
”Pågaskolan” – hos frk. Stenberg i Vestergade, hvor vi lærte at læse og skrive, inden vi kom i skole.
Fælleden – fodbold – røgerierne – skoven – fange rotter – fiske ål. I en alder af 9 år blev det hele standset brat. Jeg skulle forlade ”min far og mor” i Vestergade nr. 45 og tilbage til min biologiske mor i København. Jeg blev dermed ”indvandrer” i København og blev i den første tid mobbet meget, fordi jeg snakkede bornholmsk. De første år måtte jeg i bogstaveligste forstand ”slå mig igennem” i Valby skole. Her kunne jeg udnytte de færdigheder, jeg havde opøvet i Hasle, hvad angik svømning og fodbold. Jeg kom på skoleholdet. Jeg gik til violinspil og blev støttet af min dansklærer, der betalte halvdelen af min violin-undervisning. Derfor øvede jeg mig flittigt og det resulterede i, at jeg fik en plads i skoleorkestret.
Årgang 1950 fra Hasle Borgerskole har nu gennem snart 20 år mødt hinanden i Hasle. Det har for mig været bevægende at kunne genopleve og genfortælle erindringer fra min barndom på Bornholm. At opleve at der mellem mange af os, der mødes, stadig er minder og fælles oplevelser, der stadig knytter os sammen.
Rudy Hassing