Lørdag den 6. oktober 1979 i Bornholmeren, skrev Arne Ipsen & Eyvind L. Lind.
Dagliglivet omkring Jons Kapel (4).
Her tager alle del i hinandens glæder og sorger.
Vejen fra alfarvej ned til fiskerlejet Vang snor sig stejlt og skarpt i en slags S-form, og vi kan forestille os, at lejet engang må have fremtrådt som et barsk område mellem de kantede klipper, sikkert i stil med de markante fiskerbyer højt oppe i det nordlige Norge.
Fællesskabet i denne lilleby er velkendt. Det siges ofte, at her tager alle del i hinandens glæder og sorger. Og de to, der har skrevet nærværende artikelserie, fandt frem til en virkelig fin fortæller med stærk hukommelse, tidligere havnefoged m. m. Andreas Holm. Men før vi banker på hans dør, skal vi lige gennem nogle af de vigtigste historiske oplysninger om Vang.
I sin Bornholmsbeskrivelse af 1625 betegnede landsprovst Jens Pedersen alle fiskerlejerne omkring Jons Kapel som forarmede, mens Vang dog altid har haft den betydeligste fiskerihavn i området.
I 1671 skrev Rasmus Pedersen Ravn i sin Borringholms Krønike, at Vang havde op mod en halv snes både. Og i dag kan vi kigge på en kilde fra en langt senere periode: ”Vang Havns Regnskab 1863 – 1907”. Lad os lige blade i regnskaberne:
I 1863 havde Vang 11 både og 21 fiskere, blandt disse møder vi typiske navne som Wang, Holm, Bohn og Svart, og i det næste år blev der landet i alt 6. 763 ol sild og 680 laks.
I løbet af 1860èrne havde havnen mellem 10 og 15 både, og et enkelt år, 1867, blev der registreret i alt 10. 399 ol sild. Men ellers varierede antallet fra godt 3.000 til ca. 7. 000 ol sild.
I 1875 havde Vang 17 både, som fangede i alt 5. 872 ol sild og 457 stk. laks. Året efter nævnes 10 både og fangster på 19. 659 ol sild og 379 laks. Og det ses af regnskaberne, at de vangfiskere klarede stabilt og godt for sig i årtierne før århundredskiftet. Men nødvendigheden af en havneudbygning begyndte at stille krav til kapitalen.
Udbygning af havnen.
I 1881 skrev fiskerne til folketingsmand for Bornholm, Lucianus Kofoed og søgte om støtte til udbedring af molerne, som havde lidt skade under nogle hårde storme. Fiskerne havde selv en kapital på ca. 2.000 kr., og ved ombygning af nordre mole ville de udvide havnen ca. 15 alen mod nord. I 1884 havde fiskernes kasse en beholdning på 39, 61 kr., og i dette år blev der afgivet penge til havnens istandsættelse.
Det fremgår af rigsdagsoptegnelserne for 1889 – 90, at den bornholmske rigsdagsmand Blem genoptog ansøgningen om et lån på 36.000 kr., og Blem sagde:
”Det er et af vore største fiskerlejer. Der er 25 – 30 fiskere, der have en snes både, men de have ikke plads til alle bådene – under en østenstorm, når der kommer flere fiskere fra nabofiskerlejerne, er de nødt til at trække de halve både på land. De leve under meget uheldige forhold, så det ville være heldigt, om de kunne få dette lån. De have for øvrigt for en snes år siden bekostet 6-8.000 på bådehavnen, men nu kunne de ikke magte at sætte den i stand ved egne kræfter”.
I 1898 viser havneregnskabet en kassebeholdning på 262 kr., en kapital på 1. 087 kr., og en gæld på 9. 845kr., og i dette år fremkom planer om at udsætte et ”stenkar” mere på søndre mole. Det vides, at grundlæggeren af Vang Stenbrud, Jacob Mogensen, gik i spidsen for et udvalg, der arbejdede med planer for en ny havn, og havnens regnskab slutter da også i 1907 med disse oplysninger: Kassebeholdning: 27 kr., gæld: 23.105kr.80øre, heraf 20.300 kr. Handelsbanken i Rønne og 2. 805 kr.80øre til Jacob Mogensen.
Mogensen var selv entreprenør på havnebyggeriet, og han havde endda nok at varetage som stenbrudsejer. Lad os nu kigge på fiskerlejets øvrige, daglige arbejdsforhold.
Arbejdet i hverdagen.
Jacob Mogensen startede stenbruddet i 1896, og han fik det hurtigt banket op til et foretagende med 60 stenhuggere. I 1910 købte Holm og Strøjberg virksomheden, som fik navnet A/S Det Danske Granitbrud med hovedkontor i København. det skal nævnes, at virksomheden foretog granitbeklædning af Christiansborg slot omkring 1912. i 1977 blev granitbruddet nedlagt, og fiskerlejet mistede derved en betydelig industrivirksomhed.
Siden har lokale erhvervs og kommunalfolk talt om mulighederne for at kunne fremstille elementer til Storebæltsbroen i et granitbrud i Rutsker med deraf følgende behov for et nyt havneanlæg i Vang.
Arbejderbevægelsen har altid haft gode vilkår i Vang. Det fremgår af annalerne, som nævner, at de bornholmske socialdemokrater i 1902 holdt tre majfester i henholdsvis Rønne, Allinge og Vang. Og Bornholms Socialdemokrat skrev:
”Efter at de har fået dannet deres politiske organisationer, er der kommet liv over arbejderbevægelsen i den lille fisker- og stenhuggerby, og vor bevægelse har sat sig fast og vil langsomt og sikkert brede sig fra fiskerlejet ind over Rutsker sogn til husmænd og landarbejdere og ned langs kysten til de andre fiskerbyer”.
Hvad med silderøgning? Den er foregået i et enkelt røgeri. Det første blev bygget i 1916, og det lå tæt ved havet, og tidligere havde der været et røgeri nede ved stranden. I 1922 byggede seks vangboer et røgeri oppe i skrænterne. Det fungerede indtil 1956, og bygningen blev købt og fint istandsat af overlærer Bloch, Rønne, som siden har solgt bygningen.
Dette røgeri, der blev opført af Brødrene Linds tømrerfirma i Rutsker, kostede 3.000kr., og det fik to skorstene og en syv gange 10 meter stor bygning. På loftets hanebånd kan man finde masser af autografer, skrevet og skåret af børn, der stod og sømmede kasser.
Havnefogeden fortæller.
Vangs fiskerleje blev i mange år ejet af 12 husejere, der fik dele af lillebyen som arvefæste i 1860. et af husene kaldes stadig ”Femmasteren”, fordi det rummer fem boliger. Det såkaldte arvefæste varede til 1938-39, hvor en del af den samlede grund blev solgt fra til Rutsker kommune og senere til Allinge.
En af fiskerlejets ældste borgere, Andreas Holm, født i 1903, har fortalt os om det nævnte forhold, og han kan fortælle meget mere om Vang i gamle dage. Nu træder vi inden for i hans hus, der ligger til venstre kort før vejen svinger til venstre mod havnen.
Andreas Holm har altid boet i Vang, hvor han i tidens løb har været bl.a. toldopsynsmand, havnefoged (det blev han i 1927) og brevsamler for området. Vi giver ordet til Andreas Holm:
”Ja, jeg har altid boet hernede mellem bakkerne, og jeg husker, at min far, der var toldopsynsmand, sov allerbedst, når han var i sin båd. – I min barndomstid var vi tidligt velforsynet med dagligvarebutikkerne: Bagerens hus blev bygget i 1905, og Brugsen var kommet til i 1898. bygmester Jørgen Peter Christensen i Hasle, kendt fra byggerier som f.eks. posthuset og toldkammeret i Hasle og Enesgårds ombygning til Hotel Jons Kapel, byggede de fleste huse i Vang i århundredets begyndelse.
Der var en enkelt smed i Vang i min barndom, han hed Kofoed, og af lodser husker jeg Janus Kofoed og senere Villy Kjøller. Gaden i Vang blev brolagt i 1896, og arbejdet blev udført ved frivillig arbejdskraft, min far måtte dog betale to kroner for at slippe fri, da han havde så meget andet at lave. Men vi fik altså en pæn, brolagt gade, og ved dens sider var der rendestene med brædder.
Vandforsyningen måtte vi selv finde ud af. Der løb en kilde ved vort hus, og foran Bill Nielsens hus nede ved vandmøllen var en brønd hugget ind i klippen. Den blev dog fjernet for en hel del år siden. Efterhånden fik hvert hjem sin brønd, men alt det er jo ”historie” i dag. Alle familier her i fiskerlejet havde høns og gris, sådan som man havde det i næsten alle bornholmske byhjem. Men der var også mange Vangboere, der holdt en enkelt ko.
Havnen blev jo bygget i 1898, og jeg ved, at Svart måtte rejse til København for at skaffe lånet til byggeriet. Vangboerne fik også lidt tilskud, og så kom der altså gang i sagen. Vangs tolddistrikt, som min far passede, går op til Tørovnen nord og Mågeholmen mod syd.
Jeg kan huske, at når toldforvalteren fra Hasle kom på besøg, altid i lukket vogn, så skulle flaget hejses hos os.
Et år i min tid som havnefoged, var der i alt 308 skibe i havnen, og det gav jo et vældigt leben. Under krigen kom et skib på 400 tons fra Tyskland. Lå udenfor, men ellers fik vi ikke de store både i havnen. Under anden verdenskrig vakte det uro, da en mine drev ind i havnen. Men vi fik fat på en minør, og snart efter kunne tingesten slæbes væk.
Fiskeriet, der tidligere har præget Vang så stærkt, er aftaget som erhverv. I min barndom var der fire småbåde i havnen, senere var der i lang tid to erhvervsfiskere i Vang, i dag er der kun en enkelt.
Vi kunne godt være noget isolerede i Vang. Eftersom vi måtte tage turene til Allinge og Hasle til fods, så kom vi selvfølgelig ikke så meget omkring. De nærmeste gårde var Krakgård, som nu er forsvundet, Hullegård og Dyngegård.
Hvordan man havde det som barn i Vang? Jeg kan fortælle, at vi havde en stor tumleplads i bakkerne. Vi gravede hule på hjørnet, der ligesom deler byen i to afsnit, og vi skulle selvfølgelig altid ned på stranden og kigge, og ofte fandt vi mange spændende ting, f.eks. flotte marmeladedåser, der var drevet i land. En enkelt vinter, det var i 1947, skete der ikke mindre end tre strandinger ved Vang. Bornholms nordvestkyst har jo tiltrukket mange skibe på grund af magnetismen.
Men det var ikke alt sammen leg og spændende strejftogt, når man var kommet hjem fra skole. Ofte måtte jeg klæde hurtigt om til arbejdstøj for at komme ud og sætte ”bottegarn”. – og ved I for resten, at man altid har sagt i Vang, at botterne kommer, når ”hunjatjajsinj”(vildkørvelen, red.) blomstrer.
En særlig hård opgave for mig som dreng var, da jeg under stormfloden i 1914 som 12-årig fyr måtte stride mig gennem blæsten ned til Karoline Per Truelsens hus, som lå helt nede ved stranden. Hun ville ikke forlade sit hus, og det var folk i vort lille samfund meget bekymrede over. Jeg skulle prøve at få hende overtalt, men hun ville stadig ikke. Og der skete for øvrigt heller ikke noget med hendes hus, for de store sten ved stranden tog godt af for vandet under stormen.
Min skolegang havde jeg i Rutskers nordre skole, og en overgang var jeg eneste barn fra Vang i en af skolens klasser. Da min yngre bror William blev konfirmeret et par år før 1920, var der dog seks børn fra Vang, der blev konfirmeret.
Om Vang by kan jeg fortælle, at den blev ejet af 12 husejere, som i 1938-39 delte 22 tønder land mellem sig. Noget af det blev solgt fra til Rutsker kommune, som senere solgte til Allinge kommune og fik ca. 10.000kr.for den handel. Det var jo også penge dengang”.
Sjove folk og steder.
”Du må have kendt nogle sjove personligheder i gamle dage, Andreas Holm”?
”Ja. Jeg kan særlig huske fisker Hans Holm, som blev 95 år. Han var en stout og lidt tør fyr, og han kørte med fisk på børen til Allinge lige til han var 90 år. Maleren Claus Johansen, som boede en kort tid i Vang, har for resten lavet et portrætmaleri af Hans Holm.
Der var også en anden sjov mand, som hed Mads Valborgsen. Han sagde engang disse fyndige ord: ”Hvis jeg kan lænse, skal jeg kanale mig nok komme i land”! Efter Mads Valborgsen blev et sted nord for Vang kaldt ” Valborrakråginj” I det samme område har vi ”Galparakråginj”, og det er en lille dalsænkning, som er tilholdssted for råger, så det bliver ofte til et værre galperi.
Et skær lidt ude i vandet bliver kaldt ”Skansen”. Og Finnedalen er det skovbevoksede område mod nord for os. De store sten siges at være kastet af trolden Finn. Her gik vi i sin tid og plukkede jordbær, og en masse får holdt træ – buskvæksten nede, i dag er det hele jo dækket af træer”.
”Nu er vi nok i gang med at snakke samlingssteder i det gamle Vang”?
”Ja, og lad mig først nævne Baptistmenighedens hus. Menigheden holder til i den ene ende af Carl Pedersens hjørnehus, og den købte i sin tid huset af en Hans Møller efter at have boet til leje i nogle år.
For de unge var der samlingssted ved Lerkulen og i slagter Kures skur, eller man gik til førnævnte fisker Hans Holm, som havde købmandsforretning og beværtning. Her sad man og spillede kort.
Jeg kan svagt huske, at der var en danse-estrade i Ringedalen. Her havde madam Svart kaffebevilling. Stedet skrånede fra Mølledammen og Tuleborggærdet, og der var lagt store sten op. Så gik folk og pyntede med blomster, før der skulle holdes fest.
Af seværdigheder har vi jo stadig den gamle vandmølle, som foreningen Bornholm istandsatte i 1927 og som siden er blevet vedligeholdt af staten. Det er jo en stor attraktion med en vandmølle.
Men før vi nu slutter af, så vil jeg lige fortælle en historie, der koncentrerer sig om min bedstefar, Christian Holm:
En gang i slutningen af forrige århundrede blev der sat et gærde op omkring bedstefars hus, og så fandt de et nedgravet lig. Det var formentlig noget med en mand, der var blevet slået ihjel, på et fremmed skib, og så drev liget i land ved Vang. Vang-boerne havde så gravet manden ned, og bedstefar sagde til myndighederne, at den døde var kommet i kristen jord (altså ”Christens jord”). Men den gik ikke. De 12 Vang-boere fik hver to rigsdaler i bøde – for der var jo grænser for hvad nok så frie folk som Vang-boerne kunne tillade sig”.
Før vi forlader gemytlige Andreas Holm, får vi sagt til ham, at det er væsentligt, når minder fra gamle dage bliver nedskrevet for eftertiden.