9f. Afsnit. – 1889. – 1890. – 1891. – 1892.

1889

 

I dette år mindes jeg ikke, der indtraf noget, der fortjener at optegnes, undtagen min deltagelse i Bornholms Telefonselskab.

En dag kom Konsul Hintze og jernstøber Peter Bidstrup fra Rønne til og ville have mig til at deltage i et telefonanlæg på Bornholm. Jeg svarede, at jeg var for gammel til at befatte mig med slige sager, der muligvis en gang kunne betale sig, men at det næppe kunne ske i min levetid og at det var bedre, de henvendte sig til yngre kraftige mænd i byen. De havde talt med nogle, men ingen ville have med sagen at gøre. Efter nogen fik jeg en indbydelse fra dem til et møde i Rønne, med den bemærkning, at mødet var foreløbigt, uden at der skulle tages bindende bestemmelser. Jeg mødte og kom sammen med mænd fra de forskellige byer. Der taltes en del om anlægget, der var anslået til 36.000 kr. fordelt på 24 aktier, således at kun halvdelen måtte være i Rønne, de andre skulle deles på de andre byer, dog således at der måtte være mindst en i hver by. Jeg måtte, med de andre, underskrive denne bestemmelse – som i øvrigt ikke var bindende – . En tid senere skrev jeg derfor til Bidstrup, at han ikke måtte gøre regning på mig som aktionær, da jeg både tidligere og ved selve mødet havde sagt, at jeg ikke tog en aktie, som jo var 1500 kr. – Ikke desto mindre sendte man mig udkast til lovene, hvor den indbetalte kapital skulle være 36.000 kr. og et lån på 12.000 kr. skulle optages, så anlægget ville behøve 48.000 kr. Jeg rejste til København og i min fraværelse havde Hintze og Bidstrup været herude og søgt at overtale købmand Grønbech til at gå med, men uden resultat. Nogen tid efter kom jeg til Rønne og mødte Hintze på gaden. Han sagde, at man havde forbeholdt Hasle en aktie, endskønt man kunne få den solgt andet steds og at det ville være til stort tab for byen, om den ikke kom med i telefonforbindelsen osv., samt at aktien kunne deles i 10 underaktier, men at kun hovedaktien gav stemmeret. Da jeg kom hjem, talte jeg med købmand Grønbech om sagen og vi var enige om, at det ville være til stor skade for byen, om vi blev uden for telefonforbindelsen og besluttede derfor at tage aktien, men sælge de 6 underaktier og i fællesskab beholde de 4, da hovedaktien kun måtte sælge 7 underaktier. Vi afsatte med lethed de 6 underaktier. Nu blev spørgsmålet, hvem af os der skulle stå for hovedaktien. Jeg mente, at det burde Grønbech, som var den yngste, men han mente, at han var svagelig og at jeg burde stå for den. Vi var 2 om 4 underaktier, men den, som stod for hovedaktien, stod for 3, hvorimod den anden kun stod for 1, skønt han havde betalt for 2.

Da vi havde betalt og aktiebrevene kom, fandt jeg det var rettest, at jeg betalte ham tilbage for den ene underaktie, så jeg virkelig ejede de 3 aktier, jeg stod bogført for. Anlægget blev fuldført, men kostede mere end anslået, så det i 1890 havde kostet ca. 60.000 kr.

Årsagen til, at man så i øvrigt søgte at få mig med, var nok især, fordi man mente, jeg stod mig godt hos borgerne, for hvilke jeg i sin tid havde været lærer og derfor hos dem kunne få tilladelse til at sætte telefonstativer på deres tag. Ligeledes var jeg medlem af både Rådstuebestyrelsen og skoleudvalget og kunne derfor hjælpe til at få tilladelse at sætte stativer både på rådstuen og skolen. Selskabets formand erklærede senere, at det ikke i nogen by var gået så let med tilladelsen at sætte stativer på husene som netop her i Hasle.

 

1890

Straks i begyndelsen af året indtraf et ulykkestilfælde, som havde betydelig indflydelse på min ejendom, nemlig dampskibet ”Jarl”s undergang. Da jeg ejer 10 aktier i Det Østbornholmske Dampskibsselskab, eller 1/140 af det hele. Selskabet ejede 2 skibe, Nemlig ”Erna” og ”Jarl”. Nogle måneder om sommeren gik begge skibe samtidigt, men den øvrige tid gik kun et af dem, hvorimod det andet lå stille og maskinen blev adskilt og efterset. Erna havde gået hele vinteren og Jarl skulle begynde sin fart 4. Marts. Den dag var det temmelig blæst fra SV og meget lavt vand. Da skibet kom til Allinge, spurgte Kapt. Davidsen gennem telefonen, hvordan det var i Hasle med hensyn til havneforholdene. Der svaredes, at her var meget lavt vand og ikke meget der skulle med. Han mente, man kunne sende varerne til ham i Allinge, så behøvede han ikke at anløbe havnen her, da det blæste temmelig stærkt og vinden var på havnen, samt den lave vandstand osv. Varerne sendtes derfor til ham til Allinge. Kl. 11 om aftenen sejlede han herfra, men ved udsejlingen ragede skibet mod grunden, som jo er klippe, da der var lav vandstand. Skibet havde nok også skuret på grunden ved Gudhjem. Både kaptajn og styrmand syntes at være i en usædvanlig sørgmodig stemning. Det Forenede Dampskibs Selskabs skib ”Elisabeth”, der kom fra Østersøen, så Jarl sejle ud fra Allinge og sejle foran sig vester efter. Kl. 1-2 sås fra Elisabeth pludselig et dampskibs røde lanterne, som næsten øjeblikkeligt forsvandt og kort efter mødte Elisabeth en stor mængde tomme kasser og slige sager, som findes på en fragtdampers dæk. Næste dag fandt fiskere en del døde kreaturer drivende i søen, samt genstande, der havde tilhørt Jarl. Det var altså utvivlsomt, at skibet var sunket.

Om årsagen er der mange gisninger, men ingen ved den rette årsag. Nogle mener, at skibet er kæntret af stormen; men det er ikke rimeligt, da det havde en passende ladning og var ingenlunde rankt og det var heller ikke meget stærk storm. Andre mener, at det ved grundstødningen har fået plader knækket og at disse først har åbnet sig, nå skibet kom ud og arbejdede i søen. Men hvis så var, mener man, det var opdaget tidligere, så det kunne have vendt om – det havde jo, da det sank, sejlet flere timer. Endelig mener flere, at der er gået brud på maskinen og det er vistnok det rimeligste. Jeg har talt med en fisker, som påstår, at han har sejlet over stedet, hvor skibet står. Det er et par mile vest for hammeren, der var bly på havet i en temmelig omkreds og han syntes at mærke en forrådnet lugt. Det var en 3-4 måneder efter at skibet blev borte. Han angav, at der var 30 favne vand, altså på en dybde hvor en dykker ikke kan gå ned.

Besætningen bestod af 12 personer og der var 14 passagerer, så der i det hele var 26 mennesker, der mistede livet. Det vakte en almindelig sorg overalt og der dannedes komiteer for at foretage indsamling til fordel for de efterladte enker og børn. Der indkom rundelige gaver. Jeg fik her fra byen 900 kr. og fra omegnen 372 kr., så jeg sendte til hovedkomiteen 1272 kr. Også udenfor Bornholm samledes betydelige summer. Der indkom i alt 46.446 kr.; deraf i København 30.933 kr. og på Bornholm 15.513 kr.

Da indsamlingen var sluttet, samledes alle indbyderne til et møde i Almindingen for at vælge en mindre komite af 4 personer, der skulle forhandle med komiteen i København om anvendelsen af den indkomne sum. Valgte blev Konsul Munch og Kapt. O.E. Sonne af Nexø, Landstingsmand Kapt. Jensen af Aaker og jeg. Den københavnske komite bestod af grossererne Fritsche, Adolf og Lyngby. Vi gjorde forslag om at købe livrenter til enkerne og til børnenes 15. år, men den bornholmske komité måtte rejse over til København for at forhandle. Vi måtte give efter i nogle punkter – navnlig deri at de fordrede større understøttelse til enkerne i København – hvorimod de gav efter i andre punkter. Vi var nødte til at rette os lidt efter dem, da de slog på, at hver komite jo kunne uddele, hvad der var indkommet hos den.

Det bestemtes da, at enhver af enkerne skulle have en livrente af 125 kr.; men følgende enker have en tillægs livrente: Kaptajn Davidsens af 175 kr., Maskinmester Dams 75, Styrmand Hansens 25, Kok Diemars 75 (hun var svagelig og næsten blind), Sagfører Nielsens 75 (hendes mand var passager og det var navnlig for hendes vedkommende, der var uoverensstemmelse mellem komiteerne, idet bornholmerne mente, hun var ung og rask og ikke burde have mere end de 125, hvor hun nu fik 200 årligt.) desuden tilstodes Hans Clausen 30 og Margrethe Holm 50 kr. årligt, da de begge mistede deres forsørgere.

Hvert af de efterladte børn erholdt en årlig understøttelse på 50 kr. til det fyldte 15. år. Fremdeles fik nogle af passagerernes forældre nogle beløb udbetalt til at dække nogen gæld, de havde påtaget sig for deres omkomne børn. Foruden det anførte fik alle sømandsenkerne udbetalt mellem 175 og 200 kr. kontant en gang for alle.

Nu rejstes spørgsmålet: Skal der anskaffes et nyt skib i stedet for Jarl? Jarl var assureret for 2/3 af sin værdi, nemlig 80.000 kr., men et nyt skib ville koste omtrent 160.000 kr. Anskaffedes et nyt skib, fik man betydelig gæld og der kunne ikke ventes udbytte i en nær fremtid. Mange mente derfor, man helst burde undlade at skaffe noget skib, da det svarede bedre regning, når vi kun havde et skib, skønt vi da ikke kunne fyldestgøre afsendernes fordringer og farten måtte standse, medens skibet underkastedes de nødvendige reparationer. På den anden side indvendtes, at når man således viste en stor del af trafikken fra sig og ganske standsede farten, medens reparationer foretages, ville let en stor del af afsenderne sende deres varer over Rønne og lidt efter lidt ville vor rute blive ødelagt og det måtte betænkes, at Erna var 14 år gammel og snart kunne trænge til hovedreparation. Det blev derfor vedtaget at anskaffe et nyt skib.

En ulykke kommer ikke alene og det viste sig snart, hvad følgerne er, når intet reserveskib haves. Natten mellem 12. og 13. Oktober 1890 kl. 1 blev Erna i tåge påsejlet af et finsk barkskib under sandhammeren. Stødet traf midtskibs og maskinrummet løb fuldt af vand. Mandskab og passagerer kom i en fart over på barkskibet, da man troede, at Erna straks ville synke. Imidlertid vedblev Ernas lanterner at brænde, hvorfor man igen kl. 4 gik om bord for at se, hvordan det forholdt sig og fandt, at der slet intet vand var i forlasten og meget ubetydeligt i agterlasten og at dette kunne pumpes ud på et øjeblik. De vandtætte skotter havde holdt vandet ude. Nu tog skibet Erna på slæb og satte kurs mod Bornholm, men da søen var urolig, holdt de mod Simbritshavn, hvor de ankom kl. 5 eftermiddag. Assurancen lod skibet slæbe til København og istandsætte; men da der var adskilligt, som vi alligevel skulle have gjort ved skibet og kedlen, så fik vi dette gjort med det samme. Assurancen betalte 31.000 kr. og vi 15.000 kr. – Desuden betalte assurancen 25.000 til skibet, som havde reddet Erna til Simbritshavn.

Vi lejede Svitzers skib ”Øresund” til at gå i farten indtil Erna blev færdigt – omtrent 1½ måned – det kostede over 10.000 kr. Vi havde det uheld med det, at det i tåge kom på grund ved Svaneke, så Svitzer måtte sende en damper ind for at tage det af grunden. Skaden var ubetydelig og vi havde assureret, så tabet ikke var stort; men vi var inderligt glade, da vi fik vor Erna igen og blev af med Øresund.


1891

Den 4. Januar havde jeg været i byrådet og borgerrepræsentationen i 30 år og da jeg fratrådte efter tur, blev jeg for 6. gang genvalgt og fandt at jeg ikke burde vægre mig ved at modtage valget, da der jo vistes mig en stor ære, som er sjælden; især da de fleste vælgere er venstremænd og jeg er højremand.

Den 29. April flyttede jeg ned til min søster. Samme dag var det 25 års-dagen for min stiftelse af Hasle og Omegns sygekasse, for hvilken jeg hele tiden har været formand. Ved denne lejlighed overraktes mig en foræring bestående af et overmåde smukt poleret egetræsskrivebord, hvorpå en sølvplade med indskrift. ” H. C. Siersted. Med tak for nidkjær virksomhed i Hasle Syge- og Begravelseskasse. 1866-1891.”

Bidragene til foræringen var ydet af 64 personer, hvoraf flere ikke var medlemmer af sygekassen; jeg betragter det derfor ikke alene som en foræring fra Sygeforeningen, men som en gave fra borgerne.

I dette år er der ellers kun meget lidt at mærke. Det vigtigste er min deltagelse i en deputation for byrådet til ministeriet angående en udvidelse af havnen, til hvilket der ansøgtes om et statslån rentefrit i 25 år. Hele det projekterede arbejde ansloges til 132.000 kr., men havnekassen ejede 22.000, så lånet blev 110.000 kr. Deputationen bestod af borgmester Nørgård, købmand Grønbech og mig. Endskønt jeg mente og havde udtalt, at hele udgravningen af en indre havn var unødvendig og at blot den projekterede forlængelse af vestre mole og indsejlingens uddybning, der ville koste omtrent 30.000 kr., var nødvendig, så blev jeg dog valgt til at deltage i deputationen, og som en følge deraf måtte jeg tale for sagen hos ministrene og hos vandbygningsdirektøren. Efter at vi havde forklaret os hos indenrigsministeren, viste han os til finansministeren (Estrup), som foreholdt os de store summer, der var udlånt til bornholmske havne og at man hidtil havde bevilget disse lån, da Bornholm ikke havde jernbane; men nu ville bornholmerne jo også have jernbane. Jeg bemærkede hertil, at en jernbane ville kun komme en ringe del af landet til gode og ville snarere for vort vedkommende være til skade end gavn, når varerne gik til Rønne, hvorved hvad, der var anvendt på de andre bornholmske havne, var for en del spildt. Efter en del tale sluttede han: ” Det er min pligt at fremme ethvert foretagende, der er til landets gavn og jeg skal derfor nøje undersøge sagen.” Han forelagde Rigsdagen sagen og der bevilgedes et lån på 71.500 kr., dog således at rentefriheden indskrænkedes til 10 år. Dette, tilligemed vort opsparede, var tilstrækkeligt til udgravningen; men til det vigtigste – molens forlængelse – bevilgedes intet. Byrådet fandt, at dette arbejde absolut måtte udføres og indskrænkede forlængelsen til det halve (60 fod), hvilket beregnedes til 17.000 kr. og ansøgte om tilladelse til at optage et andet lån til dette arbejde, hvilket bevilgedes.

Jeg har altid talt imod dette arbejde – udgravningen – som jeg anså for unyttig; men da jeg i byrådet var næsten ene om min mening, kunne det ikke gavne at stemme imod, tværtimod kunne det skade. Jeg har derfor sagt til mine medkolleger: ” I få ligge, som I har redet.” Thi når renter og afdrag skal betales er jeg borte, sandsynligvis død; men i alle fald ude af byrådet. Det, der ærgrede mig mest, var, at der tilstodes vejinspektøren 1600 kr. for at have det tekniske tilsyn ved arbejdet – ikke det daglige som havneudvalget her, men blot ved at komme tilstede en gang imellem.

I sommeren gjorde jeg en fornøjelsesrejse til Jylland tilligemed Emilie. Vi besøgte Christian i Kjellerup, hvor vi var i 8 dage. Jeg havde lejlighed til at se hele omegnen, dels ved Hald og dels hederne, Gratahede og Grategård osv.

 

1892

 

I dette år har jeg foretaget ikke mindre end 3 længere rejser. I april rejste jeg til København og var nærværende ved min dattersøns – H. A. Kopps – konfirmation, hvor også Christian var til stede.

I Maj rejste jeg igen over for at se på kongeparrets guldbryllup og var med i folketoget, der hilste på Kongen.

I Juni rejste jeg over til Herning og besøgte Christian. Det var en behagelig tur. Søster var med på alle turene og da hun er bange for havet, gik jyllandsturen ad jernbanen over Fyn, hvorved vi fik mere at se, end hvis jeg havde været alene; thi da havde jeg gået med dampskibet til Århus.

I øvrigt begyndte året ikke glædeligt for mig; thi nytårsdag blev jeg angrebet af influenza, af hvilken sygdom jeg måtte holde sengen 8-10 dage. Nu viste det sig heldigt, at jeg var flyttet ned til min søster, da jeg her fik den omhyggeligste pleje; thi til at pleje syge er hun meget skikket og viser megen opofrelse. Hun mener det godt og det bøder på hendes mange særheder, der virker stødende. Det, der ved denne lejlighed næsten plagede mig mere end sygdommen, var folk. Ved Nytår skal jo alle regnskaber opgøres og da jeg er formand i mange udvalg og kasserer i fattigudvalget, gik ingen dag forbi, uden at der kom mange personer, der dels skulle have regninger attesterede, dels udbetalinger af fattigkassen osv. Nogle blev anmodet om at komme igen nogle dage senere; men personer, der boede uden for byen, måtte jeg – så syg jeg var – dog gøre regnskab med. Denne uro gjorde ikke min tilstand noget gavn.

Skriv et svar