Historien om Bâgarahorrinjs âria

Den 1.august 2001 i Bornholms Tidende skrev Ole B. Christensen.

Arne Ipsen skriver børne – og ungdomsbog på bornholmsk:

”Bâgarahorrings âria”.

I Bornholmer Festugen 2001 – den tredje uge i september – udkommer den første lille børne – og ungdomsbog på bornholmsk nogensinde.

Og det er ikke uventet Hasle – drengen, journalisten og forfatteren, Arne Ipsen, der har lagt pen, viden og inspiration til.

Emnet er nemlig kgl. kammersanger Vilhelm Herold, som blev født i Hasle, turnerede på verdens største operascener i de største klassiske roller og partier, og begejstrede datidens kræsne musik – og operapublikum. I dag ligger Vilhelm Herold begravet ved Hasle kirke.

Det var oprindelig Kultur Bornholms initiativrige formand, Carsten Seeger, Østermarie, der fik ideen af fhv. boghandler Frank Hoffmann i Listed, fortæller Arne Ipsen.

Jeg blev så opfordret til at skrive bogen om kgl. Kammersanger Vilhelm Herolds barndom i Hasle.

Bog og CD.

Bogen får titlen ”Bâgarahorrinjs âria” – med dermed direkte henvisning til, at Herolds far var bagersvend og han selv sanger.

Den inddeles i korte afsnit og får et rigsdansk resumé. Det er maleren Bent Katzeff, der illustrerer bogen med muntre tegninger, og bogen får desuden vedlagt en CD.

På denne indlæses den bornholmske tekst af den bornholmsk fødte operasanger Niels Jørgen Riis – som tidl. Har modtaget Vilhelm Herolds Mindelegat mens den rigsdanske tekst læses af kgl. Skuespiller John Hahn-Petersen, som er en god ven af Bornholm og desuden aktiv i Vilhelm Herolds Æresbolig i Østermarie.

Det er desuden i forbindelse med udgivelsen og præsentationen tanken, at vi vil udskrive en konkurrence blandt børn og unge om den bedste oplæsning på bornholmsk, fortæller Arne Ipsen.

Det er Bornholms Tidendes Bogtrykkeri, der producerer bogen, og pengene – til såvel trykning som CD – er sikret gennem stor opbakning og mange tilskud.

Tilskudsgiverne er Bornholms Amt, Bornholms Tidendes Fond, Bornholmernes Fond, Velux Fonden, Kulturministeriet, Undervisningsministeriet og Hasle Kommune.

Betænkelig, men.

Arne Ipsen, nu bosiddende i Humlebæk nord for København, fik for år tilbage udgivet en topografisk voksenbog om Vilhelm Herold som bornholmer, ”Sangeren fra Hasle”, men var alligevel lidt betænkelig, da Carsten Seeger ringede og forelagde ham ideen og opfordringen.

Minderne om Vilhelm Herold er jo sikret på Bornholm. Først takket være ingeniør Johannes Anker i Hasle, der stod i spidsen for Herolds Mindesamling i Hasle.

Og nu er samlingen sikret i tre mindelokaler på Bornholms Museum i Rønne. Men jeg har selv sagt ved flere lejligheder, at Herolds eventyragtige livshistorie, vil jeg gerne fortælle igen og igen. Så det var, som om bordet fangede, fortæller Arne Ipsen.

Livshistorien er jo fortalt mange gange, – men i hvert fald ikke på skriftligt bornholmsk og som børne – og ungdomsbog. Og da jeg tænkte tingene grundigt igennem, havde jeg da også nogle ekstra optegnelser, der ikke er alment kendt, som jeg kan anvende i bogen.

Så nu kunne jeg pludselig godt se, at projektet var en stor udfordring, og efter lidt betænkningstid sagde jeg glad og taknemmelig ja til opgaven, siger Arne Ipsen.

De mange beretninger om Vilhelm Herolds barndom og hans senere tilværelse som verdensberømt sanger med veneration over for sin elskede fødeø, har jeg personligt samlet et helt lille arkiv over.

Og en beretning om en koncert, Vilhelm Herold gav på Københavns Rådhus til fordel for fattige københavnske friskolebørn, er blot en af mange af disse optegnelser, som naturligvis skulle med i denne børnebog om hans liv.

Sproget.

Men hvad så med det bornholmske sprog, spurgte jeg mig selv. I starten under skriveriet fulgte jeg den fine stil, der blev skrevet af hjemstavnsdigteren i Rutsker, Otto Lund. Men jeg valgte så siden at ty til Leif Henriksen, som har udgivet ordbøger, og som jeg selv regner for værende bornholmsk sprogekspert.

Denne betegnelse ved jeg godt, at Leif Henriksen vil stejle over, og beskeden som han er, ville han da heller ikke nævnes i bogen som sprogkonsulent eller nævnes overhovedet.

Men han har vitterlig været en uvurderlig hjælper gennem utallige samtaler og omskrivninger, så Carsten Seeger og jeg fik alligevel gennemtrumfet, at Leif Henriksen i hvert fald skal nævnes som sproglig rådgiver, fortæller Arne Ipsen.

Bogens sprog er primært dét bornholmske, der blev talt i min barndom omkring 50èrne, og så er der nu og da listet et gammelt ord ind ved f.eks. at skrive: ”Som min bedstemor sagde”.

Min bedstemor (mormor, red.) talte et ”bredt”, og for mig ofte uforståeligt, bornholmsk. Der er også listet lokalhistorie ind i bogen. Læserne skal således følge Vilhelm Herold i Hasles gader og byens omegn og opleve, hvordan det tog sig ud i 1870èrne.

Pudseløjerlig.

Illustratoren, Bent Katzeff, har jeg kendt, lige siden vi var indkaldt sammen som civile værnepligtige i begyndelsen 1960èrne. Han var den gang skiltemaler, kom senere på kunstakademiet, bor i dag i Helsingborg i Sverige, og er formningslærer og anerkendt kunstmaler med bygninger og sydsvenske landskaber som sine foretrukne motiver.

Men han har også sans for at skabe pudseløjerlige billeder i let naivistisk stil af gamle dages folketyper og bymiljøer.

Han har flere gange været med mig hjemme hos mine forældre på Bornholm, og vi har travet rundt i Hasles gader og på denne måde også gået i Herolds spor.

Jo, jeg er glad for, at Carsten Seeger gav mig opgaven, og håber så at kunne leve op til æren.

Og Arne Ipsen slutter: Sangglæde kendte jeg i mit eget barndomshjem, og da jeg arbejdede med skildring af Herolds mor, en lille vims og omsorgsfuld, men bestemt bornholmsk kone, så slog det mig, hvor fantastisk meget hun minder om min egen mor.

Med de lokalhistoriske indslag håber jeg derfor også, at bogen vil interessere voksne. Jeg ville meget gerne have læst op for min far og andre beboere på plejehjemmet Toftegården i Hasle.

Nogle af beboerne var jo unge i Hasle, da Herold var en verdensstjerne, men har utvivlsomt kendt til ham og hans og hørt mange historier om Hasles store søn.

Nu har jeg desværre ikke mine forældre mere, men Toftegården skal i hvert fald have et eksemplar af bogen, fortæller Arne Ipsen.

Skriv et svar