Ska vi nu hâ enj opstæjlledans..

Denne artikel skrev Eyvind L. Lind i Bornholms Tidende lørdag d. 24.september 1976.

På grundlag af en gammel håndskreven nodebog fortæller Eyvind L. Lind her om et morsomt kapitel af den bornholmske folkedans’ historie.

 

Ska vi nu hâ enj opstæjlledans

Di borrinjholmske opstæjlledansana er et uvurderligt guldsmykke hængt om bornholmernes hals. Desværre findes der ikke noget kontant materiale, der historisk set kan give et sammenfattende billede af, hvornår disse borrinjholmske opstæjlledansana kom til Bornholm. På grund af overleveringer har man i store træk bevaret såvel musik som koreografien til disse fra deres første begyndelse, men det er vel kun et begrænset antal af disse melodier og danse, der således har fået en blivende plads i musiklitteraturen. Det er derfor meget interessant at stifte bekendtskab med en gammel nodebog, håndskreven, der går tilbage til 1777. Den er hentet frem fra min fars gamle nodebunke. Det, der yderligere skærper interessen, er dette, at der indlagt i nodebogen findes et håndskrevet ark med en fortegnelse af en række danske folke – eller bondedanse, heriblandt en række borrinjholmske opstæjlledansa.

Materialet i den gamle nodebog, der tæller ca. 100 sider, indeholder 300 danse, hvoraf gruppen ”Vals” er den hyppigst nævnte. I den forbindelse skal anføres følgende nævnte varianter: Vals, Forkert Vals, Gesvint Vals, March Vals, Landlig Vals, Tysk Vals, Klinke Vals, Tyroler Vals, Jæger Vals, Nodebogen indeholder desuden Engelske danse, Hamborger, Mazurkaer, Galop, Polka, Pariserpolka, Galop forkert, Kontra Dans, Reel (Riil rigl), Forkert Hamboger, Kontra Dans med Minuetto, Hamborger eller Kryds Polka, March, m.fl.

Den gamle bondedans

Litteraturen og forskningen om folkedansen, som er en gammel bondedans med nøje fastsatte trin og opstillinger, går tilbage til det 12. århundrede, da dansemusikken blev indført i Norden. På det tidspunkt begyndte dansen og visen at holde sit sejrstog i de skandinaviske lande. De fyldigste beretninger om dansens oprindelse kommer fra Island. Selve ordet ”dans” forekommer der, del i dets nuværende betydning, dels som navn på den vise eller melodi, hvorefter der blev danset. At gøre eller kvæde en dans, betyder derfor at digte eller synge en dansevise, ligesom ”at slå dans” betegner spille eller at spille op til dans.

Dans har altid været et af de umiddelbare udtryk for folkenes liv. Der gemmes derfor i de gamle melodier og danse, i forbindelse med folkesangens ord, gestus, situationer og kostumer, flere momenter af betydelig værd for kunst, historie, sprogforskning og etnografi. Det er derfor en værdifuld gren af vor kultur at der i vor tid stadig er en vågen interesse og sans for at vedligeholde dyrkningen af vore gamle originale folkedanse og folkesange.

Allerede fra det 12. og 13. århundrede kan spores folkelige danse fra Tyskland, engelske og skotske danse (f. Reel), Spanien (Fandango), Frankrig, Norge (Springdans), Kontradanse som Totur, og Firtur, Sverige (Halling, Polskdans m.fl.).

Om valsens oprindelse hedder det, at den ligesom de to andre bekendte polskdanse: mazurkaen og polkaen hører til de gamle slaviske danse. Balletmester August Bournonville har i sin bog ”Teaterliv”, 1848 givet en beretning om flere danses oprindelse, og polskdansens hjem bliver da at søge i Nord- og Mellemasien, hvad der vel også stemmer med det gamle opholdssted for vedkommende folkestammer af den jafeteske slægt. Da de slaviske folk bosatte sig i Østeuropa, medbragte de deres gamle folkedanse og – sange.

Valsen hører til de danske, hvor mandens kraft og ridderlighed særlig trådte frem. I ordet ”dans” ligger betydningen af at række eller strække, idet de dansende hos de gamle germanske og romanske folk i reglen strakte hænderne ud mod hinanden og dannede kæder, som figurerede rundt, eller frem og tilbage over for hinanden, medens de dansende selv sang, men uden parvis at dreje rundt. I sin urgamle skikkelse har musikken til valsen mest bestået i klang, rytme og recitativ.

En særpræget bornholmsk dans

Opstæjlledans er det bornholmske ord for opstilledans, som af Espersen udlægges som: en af de gammeldags figurdanse til forskel fra de moderne runddanse, der ofte går under fællesbenævnelsen ”runnjenom” (i efterfølgende fortegnelse forekommer dette ord for en dans). Espersen har således klart skelnet mellem de to dansearter, idet han siger: – Ska’ vi nu hâ enj opstæjlledans, æjlle enj runnjenom.

Den musikalske Lind familie. Nr. 2 fra venstre er Anders Lind med violinen.

Betegnelsen ”opstæjlledans”, blev bl.a. af min far og igen hans far altid udtrykkelig nævnt til forskel for andre danse: Naj, ded e inte en vals. Ded e enj gammajl opstæjlledans. Hermed blev med det samme fastslået, at det var en særpræget bornholmsk dans med bestemte trin og opstillinger. Som eksempel skal nævnes koreografien af den bornholmske opstæjlledans ”Ryjggjaturn”: Opstilling i firkant – 4 par. Alle rundt den ene vej og så den anden. 1. og 2. par går ud om 3. og 4. par og stiller op, så damerne står ryg mod ryg. 3. og 4. par gør ligeså. Damerne står stille. Herrerne går til venstre til modsat dame, svinger hende ud, så står herrerne stille, og damerne går til venstre til deres egen herre, – og så kæde.

Denne optegnelse er hentet fra et notat af nu afdøde forhenværende rentier gårdejer Westh, Brønshøj i Rutsker.

Ved gennemgang af de i den gamle nodebog opskrevne dans lægger man mærke til den ringe anvendelse af tonearternes og instrumentationens alsidighed. Hovedsagelig står melodierne i klang c, – g-, d-, enkelte i a-, og endnu sjældnere e-dur. For b- durernes vedkommende begrænses tonearterne til f og b og sjælden Es-dur. Der fremkommer kun en enkelt melodi skrevet i moll. Opbygningen af melodien virker såre enkelt. Man boltrer sig i anvendelse af trenklangsformer efterfuldt af trinmæssige vandringer op eller ned, nu og da indflettet med en frasering i form af et kort forslag, evt. en tre – ol, men derudover har man ikke ladet sig forvilde ud i tonale vanskeligheder. Dertil fulgte så en simpel instrumentation begrænsende sig til grundbas plus treklang, afvekslende med den dertil hørende kvint plus firklang. Denne enkelte form for akkompagnement var et almindeligt kendetegn i samspillet derhjemme.

Jeg mindes stadig væggen i det gamle hjem i stadsstuen, hvor der var ophængt flere violiner, bratsch, ligesom der fandtes en cello, kontrabas, klarinetter og fløjter. Der var således et instrument til næsten alle familiemedlemmerne.

Dette desværre lidt forrevne billede, viser et folkedanserhold fra Hasle i 1920’erne. I forreste række ses Helga Jensen – Ellen Hansen – Hedvig Pedersen – Hedvig Kofoed – frk. Hansen – Mary Hansen – Else Petersen – Magda Andersen – og ? Hansen. I bagerste række Karl Holm – ? Andersen – André Skovgaard – ? Madsen – André Skov – og instruktøren, rentier Anker Skov.

Når dansen gik

Og interessen for at opøve med hinanden blev gjort, når ”dær ve syzlad å”. Så samledes man og spillede sammen. Ofte skete det, ”a kjænnda ansajter komm på dænnj len å hælste på”, og før man vidste af det, var alle instrumenterne optaget. Det var særlig fremtrædende i de lange, mørke vinteraftener. Så ”ble dær kjølnad opp i stazstâuan”, og der blev øvet, spillet og snakket musik. Faktisk en vidunderlig adspredelse, hvor ”inj inte hadde tid te å togga folk, mænnj bâra snakte mozek”. Så blev kaffebønnerne brændt, vandkedlerne snurrede i kakkelovnen, og der skabtes hygge og samhørighed. Mange af disse mennesker, der samledes her, virkede i deres fritid som landsbyspillemænd. Man trænede sammen på den musik, der skulle bruges ved kommende baller, gjijller, o.s.v., og blandt dansene var hovedsagelig indøvelsen og instrumentationen af ”di borrinjholmske opstæjlledansana”. Man ikke blot drøftede musikken, men man var som musiker i stand til at tilrettelægge dansenes koreografi. Det var således spillemanden, der dirigerede hele underholdningen og ballet, og instruerede de forskellige i, hvordan denne eller hin dans skulle danses.

Det mest morsomme ved disse sammenspilssaftener, var næsten altid, når der skulle begyndes. Det var farfar, der som ældsten slog tonen an, men forinden blev der gerne spurgt: — Va hedder tonan, æjlle va spillar du i”. Så blev der nævnt en eller anden toneart og så fulgte de andre straks med; deres naturlige musikalske anlæg kunne derefter følge overgangen til de forskellige ”rubbetesier”. Havde man bestillinger til at spille til bal til høstagjijlle, bonnaballer, gennemgik man repertoiret.

At man har moret sig ved sådanne baller, familiesammenkomster og lignende lejligheder, fortælles der mange morsomme historier om. Der blev danset, kvindernes lange skørter hvirvlede støvet op i tætte støvskyer, stuerne var fyldt med lampeos og tobaksrøg fra langpiberne, sveden piblede fra de svedige pander, der duftede af mados, der var travlhed fra køkkenregionerne til ”salinj”; man drak, spiste og morede sig. Der blev spillet vals, Engelsk Dans, Hamborger, Sekstur, Galop, Rheinlænder, for slet ikke at tale om de gamle borrinjholmske opstæjlledansana, der blev udført med megen pietisme. Herrerne var iklædt sjødefrakkinj, og damerne var i lange kjoler med brogede borter og håndvirkede garneringer. Så blev der trampet i gulvet, klappet i hænderne, pigerne hujede, når de blev løftet i skulderhøjde af kraftige karle, medens man sang og jublede i fælles morskab. Og nattetimerne svandt hastigt. Man lod blæse på regn og uvejr, frost og sne, for der var kød i ”salarakâred,sijl i tønjevis, brænnjevin på lajlana, jemmabryjgt, starrit drikka å brø på kammershyjln”. Der manglede ikke noget, for man havde allerede i god tid samlet i lade med bl.a. festligheder for øje. Kunne man ikke komme hjem på grund af ”ulada vær”, ja, så redte man op i hele huset, hvorefter man sov til næstedags formiddag, hvor man så håbede; at det havde klaret så meget op, at man kunne spænde hestene for køretøjed å aga jemmætte.

Mange steder var samlingspunktet ”di gamle opstæjlledansana”, som ved enhver lejlighed blev repeteret og opøvet, hvorved kontinuiteten kunne fortsætte. Fra slægtsled til slægtsled er overleveringerne sket på denne måde. Hvilken lykke for eftertiden.

Det manglende blad

I den gamle nodebog fortæller prikker og streger om livets tilskikkelser i hine tider, hvor dans hørte med til de bedste adspredelser. Kunne de små blæktegn fortælle, ville meget kunne åbenbares, men desværre kan kun gengivelse gennem musikken henføre billedet til mange generationer tilbage. Det fremkomne register mellem nodearkene giver også et billede over, hvilke danse, man dansede. I indledningsnotatet hedder det: – En fortegnelse over de folke – og nationale danse, jeg (farfar) er i besiddelse af. Den gamle Tyrolervals er en optegnelse fra min bedstefar og dateret til 1777. Desværre er dette nodeblad, hvorpå den nævnte Tyrolervals sandsynligvis har været skrevet på, faldet ud, hvorfor jeg desværre ikke kan bringe melodien og hermed et musikalsk træk for 200 år siden.

Fra den gamle nodebogs indhold skal jeg i det efterfølgende genfortælle det repertorie, som hørte den tid til, heriblandt en række af ”di gamle borrinjholmske opstæjlledansana”. Ikke mindre end 126 navne på dansenumre indeholder det optegnede indeks, som her skal gengives i den håndskrevne rækkefølge: Bromlan, Herman Bosses, Aren Bosses, Hollandsk Kontra, Per Kolberska, Kryds Tur, Stads Tur, Ryjggja Turn, Spansk Es, Kjælaflikkara Turn, Figaro, Kjærlighed udan strømper, Kvadrilja, Jysk Kontra, Hamborg på Råd, Reel (Rill, Rigl, Riel, flere forskellige), Kjijkke Tur, Hornfiffe, Syvspring, Tante Let, Blåflag, Engelsk Mollevit (Minuet), Seks Kæden, Troptur, Engelsk Dans (flere forskellige), Seks Tur, Pariser Polka, Seks Tur Rundt, To Tur, Kontra Dans, Kontra Dans med Minuet, Kontra Dans med March, Firgatterrang, Labatos, Minuet, Mølle Mads, Skomagara Dans, Vejrmølle Dans, Doktor Apotek, Potigennem (2 forskellige), Kjyssetur, Pajernes Fornøjelse, Pandekage Tur, Seks Tur i Vinkel, To Tur med Kæde, Kontrasej, Alle Mands To Tur, Sjinjmyra Valsen, Skotsk Kvadrille, Jep Jens Tre Tur, Långsomma  Gjarted, La Tem Pet (Stormen), Kapperøllika, Borddansinj, Fandango, Kjællinjen me sinnj Spolerokkatén, Hamborg Skotsk, To spring, Matros Valsen, Kongens Have, Norsk Fjældmarch, Tre Tur Hopsa, Vildbassen, Rutskjærketurn, Galopade Vals, Møllaradansinj, Gamla Toza, Napoleon, Engelsk Dans med March, Fransk Reel, Seks Tur på Rås, Kontra Mollevet, Sabelkansker, Skåninjen, Ungarsk Vals, Bitte Mand i Knibe, Gustavs Skål, Gribsken, Jødeturn, Ravgal, Hundrede Valsen, Vippan, Ota Mannjs Dans, Pær Hânskes Livstyjkkje, Peter Runnjeom, Finger Polka, Svajtrit, Sving Dans, Muffedans, Oksekæv, Træskodans, Kyllinge sørensen, Pittes Lisbeth-Stykket, Spring forkert, To Trit, Kors Firtur, Sløjfan, Kontra Sejren, Dommara Danjsinj, Den Toppede Høne, Halvfemte Tur, Kjøravs, Ajle- maga-saj, Springstykket, Langdans, Den lille Gåsepige, Berlinerkontra, Per Smed, Finger Polka, Ruder Es, Mallebrok, Fru Landsdommer, Børnedans, Spansk Vals, Bøndernes Hoftur, Enkelt Kæden, Mølle Dans, Klap Finale, Klappe Tur, Keget Kvadrille, Trop Tur, Jydsken, Fynsken og Hajdelom.

Navne

Et stort minus i indskrivningen af noderne i den gamle nodebog er, at man ikke har anført komponist og datoen for kompositionen, så man med sikkerhed, – i hvert tilfælde for di borrinjholmske opstæjlledansanas vedkommende – kunne fastslå tidspunktet for dansenes oprindelse.

Der forekommer dog i materialet et par navne, som kan give et vist fingerpeg om tidsperioden. Således nævnes Ared Kure som komponist til en Engelsk Dans og en vals. Ared Kure var snedker og landsbyspillemand, der levede for ca. 100 år siden. Han skulle have haft sin bopæl i nærheden af Tornagårrinj i Rutskjærke.

Den anden bornholmske komponist, som er nævnt, er musikdirigent ved Rønne Theater, Nicasius Stibolt, der ses som komponist til en mazurka. Han var uddannet som maler, men holdt meget af musik, og skønt hans musikalske uddannelse var ringe, forstod han alligevel at arrangere den musik, man havde brug for på Rønne Theater. Nicasius Stibolt blev født den 15 – 12 – 1819 og døde den 26 – 02 – 1875.

Di borrinjholmske opstæjlledansana viser i høj grad et enestående billede af bornholmsk bondeliv for århundreder tilbage. Men hvor langt tilbage kunne man spørge? Hvorlænge har man danset de pågældende særprægede egnsdanse på Bornholm, og hvorledes er de opstået, indført, o.s.v.? Som sagt, den historiske baggrund er dunkel, fordi man simpelthen ikke har materiale, der kan give de konkrete oplysninger. Man kan nogenlunde påvise, hvordan danserne i sin helhed er kommet til Norden, men ikke for Bornholm specielt og i særlig grad de borrinjholmske opstæjlledansana.

Meget betegnende skriver folkemindeforskeren Grüner Nielsen i sin indledning til ”Vore ældste folkedanse, langdanse og polkadanse”, 1917:  – Det ville være en interessant opgave at udrede alle de danske folkedanses historie og udfinde, fra hvad land hver enkelt er indvandret, og hvor meget i de danske danseformer, der skyldes nyopfindelse af den danske almue.

I Særtryk af Bornholmske Samlinger findes Johansens optegnelser af en del opstæjlledansa. For musikkens vedkommende er blot anført ”Gammel dansemelodi”. Teksten til disse er en overlevering af en fortæller. Melodi sammenholdt med tekst giver alligevel et ganske godt billede af bornholmsk bondeliv forr i tider.

Noter:

Engelsk Dans: Navn på en tidligere almindelig form for tur-dans. Således hed f.eks.: Denne pandekage ser ud, som om en halv snes rotter havde danset Engelsk Dans på den.

Hamborg, Hamborger: En dans, men især forældet Hamborgerskotsk. Hamborg: Det samme som Hamborgerskotsk, f.eks. vendingen: Musikken summed i hans øre, vals, Hamborg og alskens ture.

Herman Boss: (også kaldet Harmen) hørte i forrige århundrede til en af Bornholms mange originaler. Han var født i Vestermarie i 1837 og døde 1904 i Rønne. Han led skibbrud i kærlighed og blev snydt for en gård, han skulle have arvet. Det gjorde ham mærkelig, men sådan havde han ikke altid været. I sine unge dage var han en ivrig danser, og en borrinjholmsk opstæjlledans bærer hans navn.

Potigennem: Se endvidere Grüner Nielsen nr. 10. ”Vore ældste Folkedanse, Langdans og Polskdans, 1917”, Fra Vendsyssel, Ulsted: Den gale Potigennem, der har stor lighed med den bornholmske.

Kjøravs, Kjørovs: Ukendt egn. Optegnelse i Evald Tang Kristensens melodisamling. En lignende melodi er trykt. Se bornholmske melodier fra gamle dansk almuedanse. Ifølge Grüner Nielsen: Lang- og Polskdans, 1917, side 24, nr. 9 Fra Himmerland ”Gale To-Tur og Kjøraus. Kendes også som ”Rundenom Kjøraus”.