Hellere være ærlig end at være solist

Hellere være ærlig end at være solist.
Den tidligere murer og nuværende musiker Henry Ipsen i Hasle fortæller om sig selv og om det at have to skrivende sønner.
Henry Ipsen siger, at han aldrig har brudt sig om at være solist. De ord ville i en politikers mund lyne af forlorenhed, men her bliver de til et dybere billede af manden. En erkendelse og en tiltalende ydmyghed over for så meget i livet. Og overfor medmennesker. Nok noget af det, vi alment mangler i tilværelsen, så det kunne gå noget bedre med os alle sammen. Dette at kende sin begrænsning, men alligevel gøre arbejdet, som om det drejede sig om det vigtigste i verden. For det er stadig sådan, at uden alvor går det ikke, og når man sidder i stuen i Hasle og snakker med den 78-årige murer, føles det, som om han siger tingene med den indstilling, at det grejer sig ikke om, hvad jeg gør, men hvad der er godt for helheden. Og at være organist, siger han, er håndværk, der har til formål at formidle samarbejde med menighedens salmesang, der er så vigtig, for med den deltager menigheden aktivt i gudstjenesten. – Du vover dig ikke ud i de store musikudfoldelser? – Jeg har aldrig kunnet sådan noget. Det jævne, bare det er ægte.

Morskab og krig.
Som dreng læste Henry Ipsen Ingemann, Etlar og Ewald, alt det spændende fra Danmarks-historien: – Vi børn var tit på ferie hos mine bedsteforældre. Dèr var bøger, og de kom ned af hylden, når det var regnvejr. De holdt ugebladet Hus og Hjem, derigennem kunne man købe bøger. Der var også Onkel Toms Hytte. Den og Gøngehøvdingen lå i spidsen. Men vi havde da skolebibliotek og en lærer, der læste for os, den populære serie om Rasmus fra Rodskov i krigen i 1864. Han var vores helt, meget hyggelig læsning, men nu synes jeg, det var urealistisk. Hvad kom der ikke senere af virkelighed? Den anden verdenskrig, der ødelagde Europa. Jeg så russerne komme udefra. De skød på et tysk flygtningeskib ud for Blykobbe, gik ind over Levkalejren, dèr blev de beskudt. De fløj videre mod Rønne, og så faldt bomberne. Da det endelig var forbi, troede man på, det der med at nu blev der aldrig mere krig. Jeg kan harmes, når jeg tænker på verden siden. Krig er uretfærdig – uanset dens mål.

Skriverkarlene.
– Du har to drenge, der lever af at skrive. Journalisten Arne Ipsen og forfatteren Henning Ipsen, som de også kalder Kalle. – Han samlede på havregrynsbøgerne. Når man købte en pakke Ota, fik man en samlekupon, og når man havde tilstrækkeligt mange, kunne man få en morskabsbog. Det var vel hans første læsning. Men han kunne læse, før han kom i skole. Han gik altid med mig på posthuset for at hente avisen, så fik vi den lidt tidligere, og da morede han folk ved at læse overskrifterne. Da var han seks år. Men han var bare nysgerrig. Det er det hele. Når der blev læst op for ham, var han der, hvis der manglede noget. Enhver far og mor kender vel til at springe lidt, når de gentagne gange har læst af den samme bog for børnene, men de bemærker det. På den måde begyndte Kalle. Intet skulle gå ham forbi. Det viste sig jo efterhånden, at han ville læse. Da han var 11 år, kom han til Rønne for at få mellemskoleeksamen og senere blev han student, sproglig. De gav ham valget mellem den linje og den matematiske. Han var lidt i tvivl. Hans bedste kammerater fra mellemskolen ville være matematikere. Han ville gerne følges med dem, men vi kendte ham og sagde, han skulle vælge den sproglige linje. Dèr ligger dine største interesser. Det forstod han.

Brevet fra Høst.
Men hvem lærte Kalle at skrive? – Mon ikke den slags kommer af sig selv? Han blev jo lærer senere, og jeg tror, det var i seminarium tiden. Han kom i redaktionen af elevbladet og syntes, der skulle noget kunst i også og skrev til Oluf Høst for at få ham til at skrive en lille artikel, men det var nok ikke Høsts stærke side. Han svarede pænt med en af sine tegninger, og så stod der nedenunder: Når du kommer hjem til Bornholm igen, så ring og kom ned, så vi kan snakke. Og hver gang en ferie nærmede sig, var Høst i telefonen for at spørge, om sønnen var kommet hjem. – Men det med skriveriet var altså ikke et krav, der meldte sig fra barndommen? – Det har det nok ikke været, det var det mere for Arnes vedkommende. Kalle var ellers mere åben overfor fremmede, men han var også spejder, og det var han meget optaget af. Han tilrettelagde deres ture. Nu er han ikke til at få med. Når de er herovre på ferie, går hans kone og jeg altid sammen. Lange ture langs havet. Vi elsker det, men han kører os ud til et punkt og henter os ved et andet.

Pacifisterne.
Men det første skrev han nok fra Oksbøl lejren. Ja, Kalle er pacifist, det er de begge to, og det er meget godt. Desuden var der noget med en serie til Politiken. Siden blev han anmelder ved Jyllandsposten. Det er han meget glad for. På et tidspunkt på seminariet, blev han træt og ville være journalist, men vi sagde, han skulle gøre sig færdig med seminariet, og nu kunne han slet ikke tænke sig at springe fra. – Han er jo også engageret i så meget andet… – Ja, nu er han kommet på finansloven. Dèr er det nu så visselig indrettet, at de ikke får penge, når de selv har tilstrækkelige indtægter. Men kommer der så et år, hvor de i lang tid har siddet med noget brødløst, som de føler skal ud, så udbetales der et beløb. – Nej, det er ikke ved at skrive romaner, man tjener penge i dagens Danmark. – Jeg synes heller ikke det er meget, han får for dem i forhold til det store og engagerede arbejde. Men han er en værdsat oversætter, både dramatik og romaner. Der er et par forfattere, ham englænderen Wesker, og Delblanc ovre i Sverige, der kun vil have ham som oversætter, når forlagene skal udsende noget på dansk. Det siges, de ligner hinanden i så meget, Delblanc og Kalle, mener jeg.

Militærpersoner.
Der er en fin tone af Bornholm og bornholmere i nogle af hans bøger – men også noget, der siger mig, at han skriver om sin familie. – Når du fornemmer det sådan, skal der nok være noget om det. Hans personer har ofte træk, der ligner mennesker i familien, nulevende som afdøde. Han laver selvfølgelig om på dem, så det vel kun er nærlæserne, der fanger det, og han gør det aldrig på en ondskabsfuld måde. Han kan godt lange ud efter militærpersoner. – Jamen de er da også en slags pacifister. Har vi ikke forsvar for at afskaffe krig? – Han kan ikke lide det, de står for. – Og det kan du heller ikke? – Jeg er også pacifist. Men jeg går ikke så meget op i det med krig. Jeg har arbejdet i Almegårds lejren engang, og da fandt jeg ud af, at dem med de højeste grader, var de flinkeste. Men krig løser jo ikke problemerne. De skaber tværtimod nye, og de er meget værre. I 1938 var jeg på et kursus, hvor Ejler Jensen fra det, der nu hedder LO, holdt foredrag, lige under den spanske borgerkrig og Hitlers store oprustning. Han sagde: De opruster for at værne, men oprustning fører altid til krig. Han fik ret. Skal det gå på samme måde nu? Skal et opgør mellem Sovjet og USA foregå i Europa? Jeg kan godt forstå fredsbevægelserne.

Tidlig debut.
Men den anden søn har det med skriveriet fra barnsben af, sagde du? – Ja, sådan er det nok. Arne var mere genert, og vi forbavsedes lidt herhjemme, da han fandt på at opsøge en fiskerfamilie i Helligpeder og spørge den ud om fiskeriet. Han skrev det ned og sendte det til avisen. Og de tog det. Som 13-årig skrev han en lille historie om at have ondt i maven – på bornholmsk. Den tog avisen også. Som lille lavede han serier, lange historier uden egentlig tekst, men fantasi, det var der. Nu er han journalist ved en ugeavis i Lyngby. Men først var han typograf. Han begyndte på Bornholms Avis. Han var så lille dengang. Og genert. Det har forandret sig. Men han var lidt uheldig i starten, hans læreplads, lukkede. Han skulle fortsætte i Åkirkeby, men det kunne ikke lade sig gøre. Så tog han i lang tid tilfældigt arbejde og kom endelig op til bogtrykker Gornitzka i Allinge. Det var han glad for. Men så viste det sig alligevel, at han ville skrive.

Model Ipsen.
Kan man få dig til at indrømme, at Kalle har brugt dig som model engang? – Han har sikkert brugt mig flere gange, nok også uden at være klar over det, men jeg mener, jeg kan genkende en situation i en novelle. Nogle arbejdere bliver sendt ind i en tunnelovn, endnu før den er afkølet. Den situation mindes jeg fra Hasle Klinker. Der var 120 graders varme. Jeg var syg, da jeg kom hjem, ikke noget varigt, men ubehageligt var det. Det har sikkert gjort indtryk på Kalle, siden han gav sig til at skrive om det. – Havde du tænkt dig, at sønnerne skulle have fulgt familie-traditionen? – Så de var blevet murere? Både min far og hans far var murere, og jeg blev det også. Nej, det lå ikke for. De viste ikke anlæg eller interesse. Jeg syntes også, de selv skulle bestemme. – Hvem bestemte for dig – gjorde du selv? – Ja, jeg vil gerne være murer, men jeg ville også godt have fortsat i skolen. Det kunne bare ikke lade sig gøre, så skulle der betales. Men da jeg kom i teknisk skole i læretiden fik jeg bekræftet, hvad jeg nok længe havde haft en anelse om, at jeg ikke dur til matematik. Arne havde det på samme måde i skolen. Han fik altid hjælp fra sidekammeraten, der var god til regning, men ikke til at skrive. Det var Arne til gengæld. De kunne bytte kundskaber. Men jeg har været godt tilfreds med at være murer. Selv om det også kunne være surt. Men der er vist noget surt ved alting, mon ikke. Jeg husker især vejret. Når det var dårligt, var det strengt. På den anden side kan det ikke bortforklares, at det hærder at være ude. Men det kunne være hårdt imod hænderne, når det regnede. Der skulle ingenting til, før man fik slidt hul på fingrene. Men det tænkte vi ikke så meget over. Det var det samme for os alle sammen.

Med handsker.
Kunne du ikke bruge handsker? – Det gør de jo rask væk i dag, men det var ikke rigtigt dengang. – Men hvordan kan grove murerhænder forenes med noget så sprødt og skrøbeligt som musik? – Det har også tit været et problem. Det duer ikke at spille på orgel med næver, der har hård hud og er sprukne og stive af for meget kulde. Derfor lærte jeg også at bruge handsker. Men det kunne man som sagt ikke. Det fik jeg også at høre fra kolleger, men det fik være. Spille ville jeg. – Hvordan startede det? – Far havde spillet lidt violin, men han havde lagt den på loftet. Jeg havde lyst til den, men mor led så meget af migræne, og så var det ikke så heldigt at stå og file i en uendelighed. Så blev det til et harmonium i stedet for, brugt. Det kom mine søskende også til at spille på. Min første lærer var Georg Rytsel. Siden gik jeg hos lærer Pedersen på nordre skole i Rutsker, derefter hos Wolffsen, der var organist ved Hasle kirke, og sidst hos organisten i Nyker, Martha West. Men det var med pauser. – Hvorfor?

Udsigten.
Jeg var ikke lige begejstret hver gang, men så var der udsigt til at få stillingen som organist, og så tog jeg mig sammen. – Og du fik stillingen? – Ja, først i Hasle og senere i Rutsker. Jeg gik også til noget musikteori, og det har jeg haft glæde af senere. F. eks. på den måde at jeg kunne gøre mig fortrolig med andre instrumenter, egentlig ikke af lyst, men fordi der kom interesserede med instrumenter, som de gerne ville lære at bruge. Siden kom der arbejde med sangkor og medlemskab af Bornholms Musikamatører, og jeg afløser af og til på orgel og spiller stadig lidt ude omkring, men ellers er vi nogle, der mødes og spiller sammen, fordi vi kan lide det. – Hvad f. eks.? – Det er meget uforpligtende. Lige fra gamle bornholmske melodier til Händel og Mozart. Det lette for det meste.

Denne artikel er skrevet af Bøggild, og var i Bornholms Tidende onsdag den 23. december 1981.