Rudy Hassings historie

Erindringer fra min opvækst i Vestergade 45, hos Anna og Carl Jensen. Fra 1945 til 1958. Set fra et barns perspektiv.

Rudy Hassing.

Min første erindring fra Vestergade 45.

Jeg ligger i en metalseng på loftet og kan kigge ud gennem teglstenene. Jeg kan se det frostklare lys fra en gasgadelygte, som stråler fra den modsatte side af gaden. Bygningen er søndagsskolen, Zoar. Over mig har jeg en temmelig tung dyne på grund af kulden. Jeg har kun stukket en lille del af ansigtet frem for bedre at kunne trække vejret. Der kommer damp ud af munden, når jeg ånder ud. Jeg stikker min tunge ud og vil slikke på sengens metal. Pludselig sætter tungen sig fast. Jeg er på dette tidspunkt 2½ år og ankommet til Hasle, ind i en helt ny familie hos Carl og Anna Jensen i Vestergade 45. hvordan og hvorfor er jeg landet her?

Seks håndskrevne sider.

Svaret finder jeg i 2007, efter min biologiske mors død.

Jeg er på dette tidspunkt fyldt 63 år.

Under oprydningen af boet efter min mor, finder jeg seks håndskrevne sider skrevet med hendes karakteristiske håndskrift. Heri skildrer hun blandt andet sit eget tidlige liv og også hvem, der er mit biologiske ophav.

Dokumentet er adresseret til min halvbror, der som jeg selv gennem årene også havde ønsket at få noget at vide om vores mors fortid. Hendes beretning var altså aldrig blevet udleveret. Trods gentagne forsøg i løbet af mit liv, bl.a., da jeg selv fik børn, var det aldrig lykkes mig at få oplysninger om de tre første år af mit liv. Derfor blev forholdet til min mor gennem mange år temmelig anstrengt.

Min mor var den yngste af 3 søskende. Hun blev født i 1924. en såkaldt efternøler. Hendes to ældre søskende var allerede voksne. Min mormor er født Andrea Kofoed født 1890 i Østermarie, som den ældste af 9 søskende. Som ung ”kommer hun over” og får arbejde i København hos min oldefar, der er restauratør og ejer af ”Cafe Fremtiden”, et værtshus beliggende i Sydhavnen. Her bliver hun forelsket og senere gift med restauratørens søn, Henry Peter Marcussen, min bedstefar.

Det er her, at min mor bliver født og vokser op. Hun beskriver, at hun er meget alene. Har ingen legekammerater udover hunde. Dem mister hun ofte, fordi de bliver kørt over, da der er en meget stærk trafik i området.

Som 17årig mister hun sin mor, der dør af en svulst i hjernen. Hendes far har året forinden kautioneret for en person og må derfor ufrivilligt afhænde værtshuset ”Cafe Fremtiden”. Herudover får han konstateret diabetes, hvilket gør ham svagtseende. Senere anskaffer han sig et nyt værtshus, ”Cafe Heimdal” i Heimdalsgade på Nørrebro. Min mor har efter sin mors død lovet at hjælpe ham i det daglige.

 

Kærlighed, krig, bomber og en sæk kartofler. Året er 1941.

Efter en arbejdsdag på 12 timer tager hun på sin fridag med en veninde i Tivoli. De er på vej hjem og går over Rådhuspladsen. Her bliver de tiltalt af et par tyske soldater, der gerne vil gøre dem selskab.

Den ene vil gerne følge min mor hjem til Nørrebro. Han bliver ved ankomsten af min bedstefar gjort opmærksom på min mors unge alder, da hun ser betydelig ælde ud. Det udvikler sig til et kærlighedsforhold og min moder bliver gravid. Min bedstefar kvitterer med at give soldaten en rungende øretæve, som gør, at han ikke tør vise sig mere.

Jeg bliver født den 13. december 1942 på Rigshospitalet. Faderen ukendt. I min dåbsattest får jeg derfor min mors efternavn: Marcussen.

Allerede i maj 1943 bliver soldaten sendt til fronten og falder. Soldaten var ikke tysker, men østriger. Min mor skriver videre, at jeg bliver afleveret på et børnehjem, fordi hun skal arbejde for at tjene til føden til os begge.

I 1944 beslutter hun sig for at rejse sammen med mig ned til Wien, hvor soldaten har en søster. Dette gør hun for at vise mig frem. Kort tid efter ankomsten begynder voldsomme bombardementer af Wien.

Min mor beretter, hvordan hun med mig på armen med nød og næppe overlever. Der er luftalarm. Alle skal hurtigt ned i en af ejendommens kældre, der ligger under hver opgang. Hun skriver, at hun vælger at gå til højre, selvom hun blev opfordret til at gøre det modsatte. Havde hun valgt at gå til venstre, var vi begge to omkommet. Af opgangen til venstre var der kun en sæk kartofler tilbage.

Hun vælger derfor at skynde sig tilbage til København, hvor hun ankommer på min 2års fødselsdag, den 13. december 1944. den 6. maj bliver hun anholdt af politiet og anklaget for at have omgang med værnemagten. Ifølge hendes beretning bliver jeg i hast afleveret af en af hendes veninder hos min tante på Frihedsvej i Hvidovre. Her er Carl Jensen og hans ældste datter Ruth på besøg. Ruth er under uddannelse som sygeplejerske i København og kommer her ofte. De beslutter sig for at tage mig med til Hasle, indtil min mor bliver løsladt.

Efter 14 dage ankommer min mor til Hasle. Hendes situation er kritisk. Derfor bliver det besluttet, at jeg skal forblive hos Anna og Carl, indtil min mor får skabt mere ordnede forhold omkring sit liv.

Vestergade 45 bliver således mit hjem. Anna og Carl bliver min mor og far. Min mor bliver senere frikendt i Landsretten.

Hjemmet i Vestergade 1945/46.

Anna og Carl havde selv syv børn, som alle var voksne. Næste generation var allerede undervejs. Min erindring af stemningen var, at der inde i huset myldrede med mange personer. Pladsen var trang. Huset bestod af en spisestue med kakkelovn. Et stort massivt spisebord med kraftige bordben, der var kugleformede midt på. Et møbel som Carl selv havde lavet. Han var oprindelig uddannet møbelsnedker.

I sovekammerets ene hjørne stod der ved siden af sengen en servante. (Vandfad og stor vandkande). Lige bag døren op ad væggen, med varmen fra skorstenen, stod min seng. Ved siden af stuen var der et lille kammer med en sofa. Indgangen til huset foregik gennem køkkenet. Her blev håndvasken benyttet som badeværelse. En trappestige i loftet førte op til loftskammeret.

 

Per var den yngste i søskendeflokken og 9 år ældre end mig. Herudover var der Ellen på 13 og storesøster Mie, der lige var blevet gift og boede i Rønne. Hendes hus var bombet af russerne, derfor var hun flyttet midlertidigt hjem. Inger, en yngre søster var højgravid og skulle snart føde.

Fødslen fandt sted i det lille kammer under høje skrig, alt imens jeg lå inde i sovekammeret. Den ældste søn aksel var fisker. Han opholdt sig under krigen delvis i Sverige. Han sørgede for, at der hver morgen lå frisk fisk i køkkenets håndvask.

Toilettet var et lokum tværs over gården. Det var bare om at få overstået sit ærinde. Angsten for at skulle løbe ind i en rotte var stor. Når lokumstønden var fuld, blev den tømt omme i baghaven. Her blev der gravet et stort overdækket hul. Når det var næsten fyldt, blev det dækket til med jord og så blev der gravet et nyt. I denne have blev der sået agurker, asier og græskar, som blev store og flotte. De blev høstet og herefter syltet og henkogt.

Carl Jensen bliver min far og mit forbillede. Han udstrålede en ro og varme samt udviste stor besindighed i diskussioner og benyttede sig ofte af humor. Carl Jensen var selvstændig skibstømrer. Han havde sit værksted i den ene ende af havnen, hvor han udførte reparationer af træskonnerter og fiskekuttere. Han førte tilsyn og vedligeholdt vatter listerne i havnen. Når sommeren nærmede sig, sørgede han ligeledes for, at badebroerne og vipperne ved den ene af ydermolerne blev samlet og sat op.

Jeg fulgtes dagligt med ham på arbejdet og kunne frit løbe rundt på hele havneområdet og lege mellem hyttefadene, garnbrislerne, på skibene og fiskekutterne. Duften af beg og blår, når skibene skulle kalfatres, husker jeg som behagelig. Hans værktøjskasse med de forskelligartede stemmejern står stadig tydelig i min erindring.

Carl byggede også småbåde og foretog ind imellem også reparation af køkkener.

Snus.

Carl brugte snus. Han havde nede i kælderen et syltetøjsglas stående med en særlig blanding. Den bestod af Rød Aalborg og gammel Tuborg. Hans lille snusdåse, som han havde i sin vestelomme. Dåsen var lavet af kohorn med et lille låg. Det løftede han og gravede med tommelfingeren ned i snusdåsen, til han havde en lille pris snus. Den førte han hen til underlæben og vred snusen ind, så den dannede en lille bule. Dette havde han gjort gennem et langt liv.

Da han i sit sidste år blev indlagt på Rigshospitalet i København, spurgte man ham, om han børstede tænder. Næ, det havde han da aldrig gjort, men jeg har brugt snus, svarede han. Så mente de bestemt, at han måtte have dårlige tænder. Det var ikke tilfældet: Nul huller!

Carl Jensen var gennem livet politisk aktiv. Han var medlem af Socialdemokratiet og i en lang årrække medlem af kommunalbestyrelsen. Her blev han formand i en række udvalg, bl.a. Skolekommissionen. Det indebar, at han skulle føre tilsyn med undervisningen.

Da jeg gik i første klasse, husker jeg, at han kom og satte sig bagerst for at overvære Frk. Dams undervisning i dansk. Han sad i arbejdstøjet – men renvasket med sin kasket i hånden. Han rejste sig igen efter ti minutter, for så at gå ned på havnen og fortsætte sit arbejde.

Han fungerede endda som sensor i engelsk ved eksamen på skolen. Han havde jo sejlet på skibe til Amerika da han var ung. Engang oplevede jeg ham komme hjem, hvor han virkede meget oprevet. Han gik uroligt frem og tilbage i stuen. Det var tydeligt, at der var noget, der var gået ham på. Så sagde han med fast stemme: Jeg siger Nej Tak. Han var blevet valgt til Borgmester. Det ville jo indebære, at han skulle holde op med sit arbejde som skibstømrer.

Det blev i stedet skomageren Otto Hansen. Carl blev viceborgmester og fortsatte sit arbejde på havnen.

Når jeg i dag ser ophængningen i den gamle byrådssal med repræsentanterne i kommunal -bestyrelserne op gennem tiderne, så tænker jeg på, hvor meget af nærdemokratiet, der er gået tabt, da det tidligere var en naturlig del, at byrådsrepræsentanterne repræsenterede forskellige hverv.

Anna bliver min mor. Hun var en kraftig kvinde og gik dårligt på grund af slid og gigt. Hun brugte ikke megen tid på personlig pleje. Hendes tænder var i dårlig stand. Hun var tydeligt præget af de mange fødsler og var altid i gang med at passe huset og husholdningen. Tøjvask foregik i vaskehuset i en stor murgryde. Om sommeren havde hun påtaget sig en bibeskæftigelse med at ”klæfta kroga”. Maddingen, som bestod af små silde stykker, var ved at gå i råd, derfor stank der af fisk på gårdspladsen. Anna sørgede hver dag for, at der var varm mad kl. 12. der skulle være ro, så Carl kunne høre ”pressens radioavis” og kunne få ro til sin middagslur (sniva) på sofaen mellem 12.30 og 13.

Dette var ikke altid nemt, når det nye unge medlem af familien var en lille gut med krudt i. Vi fik meget ofte fisk i mange former, men kogt salt sild hørte bestemt ikke til mine favoritter. Jeg husker, at når der var noget jeg ikke kunne lide at spise, blev jeg sendt ud i gården uden mad. Så kunne jeg komme ind igen, når jeg blev sulten.

Til mit store held boede søstrene Klausen ved siden af. disse gode kvinder forbarmede sig over det stortudende og forurettede barn og stillede kærligst en tallerken med frugt eller rugbrødsmadder oven på muren, som skilte de to husstande. Det benyttede jeg mig af i flere omgange.

Som den lille møgunge, jeg var, kunne jeg nemt løbe fra hende, når jeg havde lavet ulykker, men jeg elskede hende alligevel, fordi hun ofte gav mig knus og kærtegn. Du e mowoers horra! Jeg kvitterede ved at hjælpe hende, når hun skulle tage fodbad. Hun kunne ikke nå ned for at tørre sine fødder, derfor hjalp jeg hende med at tørre dem. Anna har præget min opfattelse af skønhedsbegrebet hos kvinder.

Af hende lærte jeg, at ydre skønhed ikke er det vigtigste. Anna stod i stærk kontrast til min biologiske mor, som gik med ildrøde læber og et særligt opsat hår. Det stærkeste billede, jeg har i min erindring om Anna er, da hun skulle ”aflevere” mig til min biologiske mor i København. det må have været i 1950.

Vi sad i bunden af damperen Østbornholm med de karakteristiske røde lædersæder. Anna med en lille brun rejsekuffert ved sin side. Under den syv timer lange rejse sad hun op i sin sorte frakke med tårerne trillende ned ad kinderne og mumlende med korte mellemrum frem for sig: ” Jamen, vi havde jo aftalt, at du skulle blive hos os. Hun sagde og lovede, at vi ikke behøvede at lave nogle papirer på det”.

Det står stadig for mig som den smukkeste kærlighedserklæring til den lille gut, der var på vej til at forlade en tryg tilværelse for at begynde i en ny verden og lære et nyt sprog sammen med en ung enlig mor i Valby.

Det jeg her har skrevet, er i dyb taknemmelighed til Anna og Carl Jensen, som gav mig tryghed i en meget vigtig periode af mit liv. De har været medvirkende til at forme min sociale bevidsthed i en tid, hvor verden lige havde overstået en krig. Deres indsats og kærlige omsorg for mig har præget mig resten af mit liv.

Til slut er der de ”gamle” klassekammerater fra Hasle Borgerskole, årgang 1950, som nu snart gennem en 25-årig periode nyder hinandens selskab mindst en gang om året: Den Aktive Klasse, hvor jeg altid føler, at jeg kommer hjem som en: Ejn Hâzlehorra.