Jesper Larsen foredrag i 2016

1658 arrangementet.

Den vigtigste nye vinkel på historien præsenteret i år, tog udgangspunkt i et fænomen der tidligere er blevet reflekteret over. Vi ved at hovedmændene bag begivenhederne i 1658 hovedsageligt kommer fra Hasle. Umiddelbart er der ikke så meget at sige til det, da Hasle jo ligger på vestkysten, tæt på Skåne, hvorved det er relativt nemt at komme i kontakt med denne by. Ikke desto mindre virker det kontrastfyldt at Jens Koefoed, Peder Olsen og Poul Anker, styrer begivenhederne ikke bare i få hektiske timer, men også længe efter, og faktisk de facto står som de absolutte ledere af Bornholm.

Tidligere har dette fænomen fået os til at konkludere at der altid har været en særlig ånd i Hasle, som evt. bedst kan forklares som en rest fra  vikingetiden, der i Hasle er bedst bevaret.

Link til dette http://www.haslelokalhistorie.dk/1658-2/jesper-larsen-foredrag-2012/

 

Ved nærmere overvejelse synes det dog ikke at kunne forklare hele fænomenet. Der er et besynderligt fravær af store dele af Bornholm, ikke bare i få hektiske timer, hvor Hasle har serveretten, men også i dagene efter, hvor de succesrige indsatser skal sikres.

Når man nu står på torvet i Hasle og ser på de markante mindestene, den ene for 1658 og den anden for 2. verdenskrig, har det været nærliggende at drage sammenligninger.

I 1940 blev Danmark overfaldet af Tyskland. Vores egenfortælling om denne tid er, at vi ydede markant modstand, efter bedste evne. Dette synes også at være rigtigt, men ikke i de første år. Her synes manat være frygtsom eller handlingslammet, sandsynligvis fordi det ikke var muligt at få en sikker indikation af hvor det bar hen ad. Tyskland virkede uovervindelig og der blev flere steder fra plæderet for at vi skulle søge at få det bedst ud af situationen.

Til sammenligning var den svenske hær ikke umiddelbart så frygtindgydende i 1657-58 som den tyske var i 1956, men ret kort efter krigstilstanden mellem Sverige og Danmark, blev der klart at Sverige var overlegen i forhold til Danmark. Man kan derfor godt forestille sig at man, på Bornholm var i en lignende tilstand i 1658, som Danmark var i 1940, når øen bliver overgivet til Sverige, og Sverige efter alt at dømme kommer til at blive den dominerende magt i Østersøen.

Det er tidligere blevet beskrevet, hvordan Bornholmerne synes at forlige sig, eksempelvis med tanken om de skatter svenskerne udskrev, og i øvrigt synes at være mere opsat på at få det bedste ud af situationen, når det nu ikke kunne være anderledes, underlegne som man var, og overgivet at resten af Danmark. Det er uklart hvor meget resten af øen vidste om Kong Frederik d. 3’s henvendelse til Bornholm med opfordring til oprør, men dette må have kommet til alles bekendtskab, efter et par dage.

Man kunne nemt forestille sig at det meste af Bornholms befolkning har haft svært ved at komme ud af en evt. tilstand af frygt for repressalier, og ønske om at skabe stabilitet for øen og ikke kaos, og efterfølgende  forstå og deltage i den kampberedte og handlekraftige stemning, der herskede omkring oprørets hovedmænd. I det vacuum af deltagelse fra resten af øen, synes der således at have udviklet sig en ”situationens generalstab” der har vist så tydelig lederskab at man har fået lov at beholde denne status, selv når tingene bliver mere afklaret, og der igen kommer overblik over situationen.

Det gode spørgsmål er så, om man fik lov til dette lederskab, fordi man faktisk var blevet de facto udnævnt til Bornholms nye ledere, eller om andre prominente bornholmere holdt sig i baggrunden, fordi de stadig ikke rigtig har troet på at situationen var sikret.

Det er stadig et godt spørgsmål.