Jesper Larsen foredrag 2009

8. december 2009.

Ved markeringen af 351 året i Hasle Kirke  holdt Jesper Larsen nedenstående tale.

 

Held

Om morgenen d. 10. december stod bornholmerne i en besynderlig og meget farlig position. Det må egentlig have føltes som at man allerede havde været så meget spænding og fare igennem, at det ikke skulle synes rimeligt at der ventede mere af samme slags. Man havde allerede været heldig at Printzenskold havde begivet sig udenfor Hammershus, så man havde haft mulighed for at komme til ham. Man havde også været heldig at Carl d. 10 Gustav ikke mente at han kunne afse forstærkninger til Bornholm i efteråret 1658, selvom Printzenskjolds vurdering og indberetning til den svenske konge viser at dette er påkrævet.

Her kan man vel sige at det er København der redder Bornholm, da det bl.a. er klargøringen til angrebet på hovedstaden der dræner svensker for tropper. Herefter havde man været heldig at det lykkedes at forhindre svenskerne at i få overbragt nyheden om at Bornholm nu var faldet i indbyggernes hænder, og man havde man været heldig at det var lykkedes at indtage Hammershus uden nævneværdig blodsudgydelse. Under denne aktion er man så yderligere så heldig at den erfarne næstkommanderende kaptajn Nils Holm var på rejse, således at den funderende kommandant var en ung og uerfaren løjtnant. Undervejs var heldet dog suppleret med usædvanlig mod og handlekraft.

Tømmermænd

Man ville nemt kunne forestille sig at de fleste deltager i oprøret ikke har set længere frem i tiden end dette øjeblik hvor Hammershus er indtaget og hele øen er på Bornholmske hænder. De fleste havde nok undervejs forestillet sig at det ville ske med hjælp at danske undsætningsstyrker, men nej, man har gjort det selv. Men hvad så nu? Måske kan man sammenligne situation med den følelse man har når man har set en film, som slutter med noget i stil med ”..og så levede de lykkeligt sammen til deres dages ende..”, eller der hvor man ser skurken endeligt blive nedkæmpet.  Alt er godt, alt er lykkedes, morgendagen findes ikke.

Beskrivelsen af forholdene ved indtagelsen af borgen d. 9. december viser tydeligt en løssluppen stemning, og den giver ikke os fornemmelse af at man som bornholmer har været alt for bevidst om hvilken fare man stadig var i. Man kan så forestille sig hvordan det ville være hvis den film der er endt lykkeligt og allerede viser rulletekster skal fortsætte! Nogenlunde sådan kan situationen have været på Hammershus d. 10. om morgenen da man vågner op til tømmermænd. Situationen er unik, spændende og farlig. Øen er ikke rigtig svensk mere, men er heller ikke rigtig dansk.

Situationsrapport

Mange situationer af afgørende betydning venter stadig forude d. 10. december. Det ulmende oprør i skånelandene kunne gøre Skånes svenskerperiode ligeså kort som Bornholms, og derved bringe Bornholm tilbage til Danmark, på den måde man altid havde været en del af Danmark, nemlig som en integreret del af Skåne. Omvendt kan svenskernes storm på København gøre hele Danmark svensk, og dermed også Bornholm. Således vil Københavns fald sandsynligvis betyde døden for de mennesker vi netop hylder i dag. Vi ved ikke hvilke overvejelser de ledende mennesker ved Hammershus havde denne dag, men vi ved at man gennemfører en form for stænderforsamling samme dag hvor det bliver besluttet, at man hurtigt vil bekræfte bornholmernes lyst til at blive en del af Danmark igen, overfor Frederik 3. i København.   

Handling efter 10. december

Som sagt så gjort. Jens Koefod bliver udnævnt til midlertidig kommandant på Bornholm, og Klaus Kam som midlertidig administrator, mens en større delegation tager til København.  Meget tyder på at nyheden om Bornholms befrielse har haft psykologisk betydning i det belejrede København. Svenskerne kan besejres! Efter få dage opstår en særdeles farlig situation på Bornholm, da en svensk undsætningsstyrke ankommer til Hammershus ombord på Galioten ”Spes” med den kaptajn Nils Holm, med ombord. Det er de, af svenskerne, meget savnede ryttersoldater.

 Her handler Jens Koefod igen usædvanlig koldblodigt, og gennemfører således et skuespil, der tillader bornholmerne at tilfangetage samtlige svenskere med heste og våben og skib uden kamp, og uden at nyheden slipper ud til Sverige. Igen er en katastrofe afværget. Imens i Skåne er man ligeledes kampberedt og har faktisk meget mere styr på planlægningen af oprøret der. Der er bl.a. konkrete planer om støtte fra København til det planlagte oprør. Oprøret i Skåne mislykkes dog med store konsekvenser for skåningene og især de direkte implicerede. Det ser ud til at skåningene manglede det held som bornholmerne havde, eller også manglede de folkene fra Hasle og Rønne. Det afgørende var at skåningene ville afvente ankomsten af styrker fra København, og da disse styrker ikke ankom af forskellige uheldige årsager, så opgav man forehavendet.

Sammenhold

Hvad er det de kunne disse folk fra Hasle? Det er iøjnefaldende hvor loyalt og sikkert samarbejdet mellem hovedmændene foregår, selvom de er utrolig forskellige, og selvom oprøret er kommet i gang ”ude af takt” med planen. Jens Koefod, der er opfarende og ilter og handlingens mand, Poul Anker, der er en ung akademiker og kommunikerende og Peder Olsen som ældre eftertænksom og strategisk tænkende. Meget tyder på at man kun kan foretage det de gjorde ved et udpræget sammenhold. Det sammenhold man fra historiske kilder hører om altid har været specielt i Hasle. I månederne efter fulgte yderligere mellemspil som bl.a. indbefattede et svensk forsøg på landgang, som blev slået tilbage, igen med Vestbornholm i ilden. I 1660 blev det så endeligt bekræftet efter mange komplikationer at Bornholm vitterligt skulle høre til Danmark.

Belønninger

Belønningerne der følger til oprørets folk er blevet diskuteret meget af forskellige historikere af forskellige grunde. Viser de noget om hvem der var hovedmanden? Var belønningerne store nok? Hvad med de mere ukendte deltagere, hvad fik de? osv.  Jeg vil her kommentere enkelte personer og mener at det, der gør sig gældende for dem, godt kan gælde for alle andre.

Hvis vi følger sporet af Jens Koefod efter 1658, ses tydeligt en person der har store problemer med at indordne sig i et fredeligt samfund, og han kommer igen og igen i konflikt med både enkeltpersoner og loven, ligesom det jo også var tilfældet i tiden før 1658. Efter alt at dømme ser det ud til at det er hans fortjenester i 1658 der redder ham ud af kniben igen og igen i resten af hans liv, og det ser ud til at Jens Koefod havde lige så meget brug for oprøret, som oprøret havde brug for ham.

Helt så meget havde Peder Olsen ikke brug for situationen, men han havde alligevel også et efterslæb. I 1645 var han således anklaget for forræderi i forbindelse med svenskernes indtagelse af Bornholm ved den lejlighed. Selvom han bliver frikendt er stemningen at der alligevel er noget om det. Han må således bruge det kendte trick at han jo bare fulgte ordre og henviser i øvrigt til enfoldighed. Det må være frustrerende at skulle vælge mellem at være dum eller skurk, især når man tydeligvis, som Peder Olsen, absolut ikke er dum. Alt dette er fortid efter 1658, hvor både det øvrige Danmark og Bornholm tydeligvis giver Peder Olsen oprejsning.

Umiddelbart kan det se ud som om det ikke gik Villum Clausen helt så godt, da han jo blive frataget sit embede i Rønne som Kæmner. Man skal dog huske at tiden fremover for f.eks. Jens Koefod og Peder Olsen absolut ikke var problemfri, og det var ikke sådan at de bare fik lov til alt de foretog sig. Det tyder bare på at de fik noget længere snor end de fleste andre. I den sammenhæng ser man jo også at der går flere år før Villum Clausen bliver frataget sit embede, så det er ikke umuligt at man har mere tålmodighed med ham end man ellers ville have haft. Det ser ud til at deltagerne i oprøret, ud over de kendte konkrete belønninger, fik en særstilling i samfundet, der kom dem til gode længe efter.

Sådan kan man måske også sige om øen Bornholm, der jo ikke i så høj en grad som forventet fik de belønninger fra Frederik d. 3 som man følte man var stillet i udsigt. Det ser ud til at episoden flere gange kommer Bornholm til gode. At Bornholm ikke skal stille soldater udenfor øen skal blive et stort aktiv for Bornholm, og den meget stærke fokus på at Bornholm aldrig mere skal skilles fra Danmark er betryggende. Desuden er det sandsynlig at denne begivenhed har givet Bornholm en stor selvbevidsthed. I et kort øjeblik var halen der logrede med hunden.

Skriv et svar