Hasle-borgmesteren Peder Olsen var Bornholms befrier.

Hasle-borgmesteren Peder Olsen var Bornholms befrier.

Kong Frederik den III opfordrede til opstanden for at pantsætte Bornholm til Lübeck, fastslår Ebbe Gert Rasmussen i det netop udkomne ”Bornholmske samlinger”.

I en snes år har Ebbe Gert Rasmussen syslet med Bornholms skæbneår, 1658. Det er hidtil blevet til to bind af ”Bornholmske samlinger” samt flere artikler i samme. Netop i disse dage udsendes bind 15 og 16 i ”samlingerne” til medlemmerne af Bornholms historiske Samfund. En afhandling på 330 sider. Ikke underligt, at forfatteren i sit forord takker sin familie. En så omfattende forskning i fritiden har ikke kunnet undgå at belaste familielivet.

Modig herre.

Forfatteren er også en modig herre. Her har vi bornholmere i århundreder gået og troet, at opstanden i 1658 var noget, bornholmerne selv havde fundet ud af – og så påviser Ebbe Gert Rasmussen, at opstanden var inspireret udefra og et led i en større sammenhæng. Vi har hyldet Jens Kofoed og pastor Povl Anker som opstandens ledere, og Jens Kofoed har fået prædikatet ”Bornholms befrier”. Men nu giver Rasmussen, Hasle-borgmesteren Peder Olsen hovedparten af æren for opstanden.

Vi har været forvisset om, at det var bornholmerne selv, der fandt på at overdrage Bornholm til kongen personlig – og så hævder forfatteren, at det var kongen, der fandt på dette trick. Og den gode, rare konge bliver klædt af til skindet, idet bogen beretter om, at kongen fik sat gang i opstanden for at kunne bruge Bornholm som pant til Lübeck.

Men det værste er, at forfatteren ganske givet har ret i sin venden op og ned på begreberne. Der foreligger så mange dokumentationer for de grundige undersøgelser, at det vil blive meget svært at tilbagevise nogen af dem.

Bornholmerne forfattede ikke gavebrevet.

Bogen hedder ”Dette gavebrev” med undertitlen ”Det politiske spil omkring den bornholmske opstand og Peder Olsens indsats i løsrivelsesværket 1658-59”. Bogen er delt i to dele. Første omgang drejer den sig om ordningen af det bornholmske spørgsmål efter opstanden, medens anden del koncentrerer sig om Bornholm i den kongelige politik. Forfatteren påpeger, at der er stor forskel på den skrivelse, det såkaldte bønskrift, som den bornholmske delegation havde med til København efter opstanden, og det gavebrev, der nogle uger senere blev udfærdiget. Ikke blot er underskriverne ikke de samme. Stil og indhold er også forskelligt. Det er ikke bornholmerne, der har udformet gavebrevet, og det er ikke delegationen, der fandt på at overgive Bornholm som julegave til kong Frederik III personligt til evindelig arv og ejendom. Gavebrevet er udarbejdet af en professionel skriver. Ordlyden er i modsætning til bønskriftet klar og skarp og skrevet af en endog meget smuk skriverhånd. Brevet må være blevet skrevet af kongens skriver.

Den første underskriver på brevet er Hasle-borgmesteren Peder Olsen, der var delegationens førstemand. Dagen før underskrivelsen var han blevet kongelig udnævnt til stillingen som landsdommer på Bornholm, øens fornemste civile embede.

Foruden Olsen er det kun provst Jens Lauridsen, Malmø, der underskriver gavebrevet. De ni øvrige underskrivere er nye, og d fleste af dem havde været med i opstanden.

Optakten til enevælden.

Mads Pedersen Kofoed, der også skrev under, var en ældre broder til Jens Kofoed. Mads benyttede lejligheden til at få et kongeligt brev, der fritog Jens Kofoed for tiltale for det for fire år tidligere begåede drab. Mens bønskriftet havde andraget om kongelig beskyttelse og nydelse af gode danske love og privilegier, fastslår gavebrevet, at underskriverne hermed overdrager deres ø og sig selv til arvelig ejendom for Frederik III og hans arvinger. I stedet for bønskriftets konservative program er trådt et helt andet, et progressivt program, programmet om den arvelige og dermed rent faktisk enevældige, absolutte fyrstemagt – to år før enevælden blev indført i Danmark. Et forhandlingsresultat, hvortil deputationen helt enkelt intet lovligt mandat medførte, konstaterer forfatteren.

Vi er her vidne til en bevidst, hensynsløst dygtig kongelig tilsidesættelse af håndfæstningens klare bestemmelser om Danmarks riges råds medbestemmelsesret i styret af riget. Den bornholmske deputation havde ingen forudsætninger for at stille et gavebrev op på denne måde. Formuleringen må være foretaget af kongen selv og hans dronning med deres hjælpere. Kongen greb den enestående chance, der blev spillet i hænderne på ham. Det var på kongens betingelser, at Bornholm kom tilbage til det øvrige land.. men ikke uden en vis hensynsfuldhed over for de bornholmere, der var blevet hans redskaber.

Hovedmanden.

Meget interessant er afsnittet om, hvordan kongen før Bornholms befrielse tilbød Lübeck Bornholm som pant mod leverancer af levnedsmidler og krigsmateriel. Bornholm var altså på dette tidspunkt svensk ejendom. Fem dage senere udfærdigede kongen sin utilslørede opfordring til bornholmerne om at eliminere det svenske herredømme. Forfatteren ser her en klar sammenhæng mellem de to begivenheder. Bornholm måtte tilbage til riget, før det kunne bruges som pant.

Det vil føre for vidt at gennemgå begivenhederne i et større perspektiv, så vi skal nøjes med at omtale Peder Olsen, som Ebbe Gert Rasmussen også tidligere har udpeget som den egentlige leder af opstanden i 1658. forfatteren skriver: ”Der kan næppe herefter være nogen som helst tvivl om, at Peder Olsen var foretagendets suveræne ankermand. Det var denne hans helt naturlige lederposition, fast cementeret som den var blevet i den foregående periode, som blev yderligere befæstet under selve opstands-tildragelserne, der sikkert styredes af Olsen fra start til slut, og som han heller ikke satte over styr, da den militære succes skulle følges op med et politisk udspil.

Hasleboerne beholder æren.

Hvis nogen bornholmer virkelig fortjener hædersbetegnelsen ”Bornholms befrier”, er det så sandelig Peder Olsen. Det er ikke en Jens Pedersen Kofoed. Ikke for at forklejne denne brave mand, men den holbergske tanke om at tildele ham hovedrollen skulle med tiden blive en myte, der hovedsagelig hentede sin inspiration fra hans egen senere version af begivenhederne. Ej heller var det en Povl Hansen Ancher. Hans bidrag skal heller ikke reduceres til intet men den zahrtmannske idé om hans lederskab er en fantastisk konstruktion, der beror på, at ophavsmanden hertil har stirret sig ganske blind på et enkelt udsagn i Olsens liste over de virksomste opstandsdeltagere, der intet steds lader sig verificere. Kofoed og Ancher kom først inde i begivenhedskomplekset senere. De var ikke som Olsen den toneangivende figur fra den spæde start til den bitre ende”.

Hasleboernes berømmelse i 1658 er helt uberørt af de nye oplysninger. Forfatteren slår fast, at rejsningen var et værk, hvor hasleboerne gik i allerførste række. Og opstanden var et rent bornholmsk foretagende, selv om det var inspireret udefra. Men at Bornholms historie i skæbneåret bør ses i en bredere sammenhæng, kan ingen være i tvivl om efter at have læst dette vægtige bidrag til belysning af 1658.

Bogen udsendes til medlemmerne af ”samfundet”, men 400 eksemplarer er tildelt boghandlerne til en pris af 185 kr. pr. stk. bogen er trykt hos Hakon Holm. Der er mange illustrationer i bogen, nogle taget af seminarieelev Niels Jørgensen, Rønne. Bibliotekar Hans Michelsen, Himmelev, har udarbejdet udførlige registre. Bogen slutter med et resumé på tysk, udarbejdet af lektor Arne Jørgensen, Rønne. Økonomisk har kulturministeriet, amtskommunen, Hasle Bank og Sparekassen Bornholm ydet støtte.

Alle, der er interesseret i at kende sandheden om den bornholmske opstand i 1658 og baggrunden herfor, bør læse denne bog.

Denne artikel skrev Werner Hansen i Bornholmeren lørdag den 19. juni 1982.