Foredraget der ikke blev holdt.

Foredraget der ikke blev holdt:

 

Hasle kendt for gulerødder, brændevin og frihedskæmpere.

Oberst Jersing skulle have holdt foredrag grundlovsdag om Hasles historie, men der blev ikke tid. Her er foredraget in extenso.

Hasle: Ved værnets dag i Hasle, grundlovsdagen, ville Bornholms kommandant, oberst I. Jersing gerne have fortalt træk af Hasles militære historie, som han kender den ved oberstløjtnant H. E. Skårup.

Der var imidlertid kun tid til at få meget spredte træk med i talen. Obersten har imidlertid overladt sig manuskript til Bornholmeren, så det alligevel er muligt at fortælle lidt herom.

Gulerødder og brændevin.

”Bortset fra at Hasle i gamle dage var bedst kendt for sine gulerødder og sin fortræffelige brændevin, er der grund til at erindre omm, at byen engang fostrede den gruppe af mænd, som  frem for alle andre blev årsagen til, at Bornholm blev dansk igen. Jeg tænker her på begivenhederne i 1658, da bornholmerne gjorde opstand mod det svenske herredømme. Mindestenen på torvet her i byen bærer i dag vidnesbyrd om deres dåd. I alt ni navne på hasleboere er ristede på stenen, men jeg vil ikke nævne dem alle, men som det vil være naturligt, så står fire navne øverst på stenen, nemlig navnene på dem, som i første række var oprørets ledere, nemlig Poul Anker, præsten i Hasle og Rutsker, der som sjælen bag opstandens folk, formentlig stod for planerne. Samtiden forstod dette, medens eftertiden mest har hæftet sig ved den militære leder af opstanden, Jens Pedersen Koefoed, der havde deltaget i felttoget i Skåne året før. Dernæst borgmesteren i Hasle, Peder Olsen, som havde været bykaptajn og havde været med i de ulykkelige begivenheder, som fandt sted efter svenskernes angreb i juni 1645 ved Nexø. Som det sidste af de fire navne øverst på stenen står Niels Gumløse, byfoged i Hasle, han havde været en af Ebbe Ulfeldts (den tidligere lensmands) forhadte ryttere, men stod nu last og brast med opstandens folk imod svenskerne.

Af en samtidig beretning fremgår det: ”Anno 1658, den 8.december om aftenen blev landshøvdingen Johan Printzensköld skudt til døde udi Rønne af hasleboer og deres medfølgere”.

Der er således ingen tvivl om, at samtiden klart erkendte, at hasleborgerne var drivkraften i opstanden mod de svenske.

Som jeg nævnte, var en af mændene borgmester i byen.

Da Printzensköld var blevet skudt og svenskernes åg brudt, blev han udnævnt til landsdommer her på øen – den højeste civile stilling efter kommandant og lensmand.

Som en af Bornholms gamle byer har Hasle gennem hundrede af år haft sit eget bykompagni, Hasle Borgerkompagni. Spor efter dette ses endnu. På ”Friheden” (Fælleden) ligger endnu den magasinbygning, som opførtes i 1842 til afløsning for en endnu ældre.

Ligeledes kan vi endnu i dag se ruinen af det sidste ammunitionsmagasin, som ligger bagved campingpladsen nede ved stranden sammen med resterne af den række skanser, som i gammel tid dækkede stranden og havnen. Der har altid været en værnevilje i Hasle, en for, at frihed ikke bare er noget man har. Frihed – og de deraf følgende rettigheder er noget, som skal og må bevares, og derfor må man også være parat til at forsvare den. Hjemmeværnskompagni Hasle er et synligt bevis på, at man også i vore dage har denne opfattelse i Hasle. Vi kan betragte dette kompagni som arvtager af fortidens bornholmske frihedskæmpere i Hasle.

Det var store krav, som stilledes til det bornholmske mandskab i gamle dage. Under englænderkrigene i 1801 og fra 1807 – 1814 var hen ved 20 -25 procent af befolkningen tjenestegørende i militsen. Hasleborgerne hørte til det nordre artilleriafsnit, som gik fra Kobbeåen i øst over Hammeren til Levka. I dette afsnit var der også en mobil styrke, som kunne sættes ind i tilfælde af fjendtlig landgang. Dele af styrken var afsat til bevogtningstjenesten langs kysten og ved havnene, medens andre dele kunne passe deres daglige dont i kortere eller længere tid. Styrken i det nordlige område androg 800 mand. Alarmeringen foregik ved, at der blev ringet med kirkeklokkerne og afskudt alarmkanoner. Mandskabet gav så straks møde på alarmpladserne. Her i Hasle var det på ”Friheden”. Alarmkanonen stod oppe på bakken nordøst for byen. I maj måned 1808 søgte et dansk kaperskib ”Die Hoffnung” ly under Hasles kystskanser, da det blev forfulgt af et engelsk orlogsskib. Da hasleboerne så, at det danske skib var i knibe, bemandedes skanserne, og man beskød det engelske skib. Det danske kaperskib, som var udstyret med en gammel kanon, der var anbragt agterude i skipperens kahyt, ville nu også forsvare sig, og man affyrede kanonen. Men uheldigvis kunne skibet ikke holde til det kraftige skyts, og hele agterenden af skibet faldt af, krudtbeholdningen eksploderede, og alle byens ruder klirrede. Det lykkedes dog at redde fem mand i land, medens et par druknede.

Den konstabel, der skulle affyre alarmkanonen, fik da også det første skud løsnet, men han havde så travlt med det næste, at han glemte af viske kanonen (rengøre løbet) med det resultat, at den eksploderede, og han mistede en hånd.

Allerede året efter kom haslebatterierne igen på prøve. I slutningen af juni 1809 løb to engelske linjeskibe ind under kysten ud for Hasle. De beskød byen, dog uden at anrette større skade. Fra kystbatterierne besvarede man ilden, og englænderne blev fordrevet.

Gennem tiderne har hasleboerne haft et godt forhold til det danske forsvar her på Bornholm, hvad enten det har været kaldt militsen, Bornholms Værn eller hjemmeværn.

Borddans og øvelse.

Et lille eksempel gives i en bornholmsk avis fra århundredeskiftet. De bornholmske soldater holdt manøvre i omegnen af byen. Fra tidlig morgen genlød larmen af skud helt ind mellem byens huse og haver. Menkl.12.00 præcis lød signalet: Hold inde! Og hele styrken samledes på ”Friheden” for at spise frokost. Ud fra byen kom koner og kærester med frokosten, og medens man spiste, spillede militærmusikken. Alle nød det velfortjente hvil, og man var ikke mere udmattet, end der blev tid til en ”borddans”, inden øvelsen blev fortsat, til mørket faldt på.

Til slut vil jeg kun nævne, at i 1816 var Hasle Borgerkompagni med til at anlægge landevejen fra Rønne til Hasle, og i 1854 var kompagniet med til at udbedre Hasle havn. 

Ganske vist blev soldaterne fritaget for at deltage i de årlige mønstringer, når de meldte sig til at gøre frivilligt arbejde på vejene i stedet, men det var alligevel tegn på den nære samfølelse, der eksisterede mellem befolkningen og forsvaret.

Skulle nogen være i tvivl, kan vi oplyse, at den magasinbygning, der omtales, stadig er i brug. Dog ikke til militære formål. Den kendes nu bedre som ”Campinghuset”.

 

Det skrev Edel Skrydstrup i Bornholmeren den 9. juni 1978.

Skriv et svar