Den første modstand

Den første modstand.

Bornholms Tidendes 5. kronik i serien Bornholm for 300 år siden.

Skrevet af  J. Klindt-Jensen.

Da sommeren endelig var kommet til Bornholm efter et forår så kaotisk og mærkeligt som aldrig før, begyndte Printzensköld og bornholmerne at se hinanden an. De skulle jo leve sammen. Øens yndige natur og grøden på markerne og i staldene må have hjulpet med til at stemme sindene mildere. Det hele var vel ikke så slemt. Alt skulle jo gå som før.

Printzensköld selv begyndte at indrette sig, og anmodede i sommerens løb om at få rådighed over en ager og nogle enge ved slottet ”eftersom jeg her på landet intet ved mig nogen anden mulighed eller midler, hvormed jeg kan understøtte min husholdning”.

Selv lensherren måtte selv skaffe sig sine fornødenheder! Og senere på sommeren, da han erfarede, at krigen mellem Danmark og Sverige var brudt ud igen, fandt han anledning til at foreslå, at ”fjendtlig” – dvs. dansk ejendom, ”som almindeligvis plejer at ske”, burde inddrages under kronen, specielt den danske oberstløjtnant Exstens fortræffelige gård Simblegård. Exsten og frue befandt sig i København, og havde efterladt ”nogle børn, en lille avl og ringe husgeråd”. ”Eders Excellence” (generalguvernør Stenbock) ” bedes hjælpe mig med sin gode promotorial til hans kgl. maj., at jeg kunne samme gods til min husholdnings indrettelse her på stedet få lov at nyde og som en lille understøttelse beholde.” – Nej, Hammershus har ikke været lystelig at se vinteren i møde på, – men det endte nu med, at det i stedet for Printzensköld blev Exsten selv, der som den nye kommandant tog sin gård i besiddelse igen. Printzensköld nåede det aldrig.

Printzensköld fik andet at tænke på og bornholmerne også. Allerede i juni kom den første overraskelse. En kajtajn, en løjtnant, en fenrik og 6 underofficerer mødte op fra svensk Pommern for at hente nogle hundrede mand soldater, efter kongens ordre. Printzensköld havde ingen ordre fået og blev ganske forbløffet, men sammenkaldte alligevel øens mænd til mønstring og fandt op til 400, som kunne anvendes som soldater. Under denne mønstring optrådte den første modstand:

”Och när iagh efter munstringen förmante them alle till hörsamheet och lydno ogh at the skulle giöre sigh ferdige och effter Kongl. Ordre fölia af Landet, befunnes någre, som ville sträfua theremoth, besynderligh én af them huilcken sade aldeles neij och att han ville tiena här på Landet, men icke annorstädes. Den samme sitter nu fengslig her på Slottet till thes Eders Excellence resolverar, huad straff på honom fölia skall”.

Denne første offentlige modstand mod svenskevældet har uden tvivl haft en stor, moralsk betydning i befolkningen, og den ukendte modige mands ord: at han ville kæmpe på Bornholm, men ikke andetsteds, var udtryk for en ældgammel ret og en stolt hjemstavnsfølelse. Vi kender ikke hans skæbne. Folk blev henrettet for mindre end det, men både Stenbock og Printzensköld var besindige mænd.

Printzensköld forhørte sig i øvrigt om hele sagen hos generalguvernøren, tydeligt pikeret over at han ingen ordrer havde fået herom. Postgangen må have været elendig og er muligvis blevet sinket af dansksindede borgere i Ystad og Simrishamn – en senere bemærkning fra Printzensköld tyder herpå – for først d. 25.juni modtog han to kongelige ordrer om udskrivningen, daterede 17. maj og 4. juni, trods det at en båd kunne løbe over på få timer. Det er lykkedes at finde en registrering af disse ordrer og de siger slet og ret, at han skal afsende ca. halvdelen af det våbenføre mandskab på øen, ”à 3 eller400 mand”. Når det har været vigtigt at finde denne ordre, er det fordi skiftende lokalhistorikere, alt efter deres ønske om at forherlige Printzensköld eller det modsatte, har hævdet 1) at han sendte færre end kongen forlangte eller 2) at han sendte flere end kongen forlangte. Det viser sig, at han trods den så vage ordre, udtog nøjagtig 350 mand. Ingen af parterne har altså ret. Vi kan kun konstatere, at han var en nøjeregnende og påpasselig embedsmand, der fortolkede sin konges løst henkastede tal som en uforbeholden lov. I sit svar til kongen nævner han at han gerne ville have udtaget flere, hvis dette blot ikke ville blive øen til alt for stor skade, ved at gårdene derved var blevet øde. ”The som nu igen ähre, giffte bönde och göra skatt af deres gårder, og något barnungt folk, som kan effter handen tagas til landsens defension og wara i beredskap till Eders Kongl. Maj:tz tiänst på andra ohrter—”. Han ønsker naturligvis nok ikke at miste flere af sine indbyggere, der er jo på det tidspunkt ikke tale om krig endnu, men han snakker så godt som muligt kongen og generalguvernøren efter munden, og prøver at balancere.

Efter den endelige mønstring af folkene først i juli måned meddeler Printzensköld igen at en del af mandskabet har stillet sig ulydelige og holdt sig borte, ”hvilke skal med flid opsøges og beholdes, til de kan få deres straf” og endnu den 16. juli fortæller han, at en del skjuler sig i småskovene. Sådan opstod snaphanebevægelsen – den tids partisaner. Bornholm var dog alt for lille, og alt for tyndt bevokset, til at man kunne gemme sig mere end nogle få uger, og vi hører ikke mere om disse desertører – som sådanne er de vel blevet betragtet. I Skåne der blevet betragtet, men forhåbentlig ikke straffet. I Skåne derimod, hvor der også foregik tvangsudskrivninger til svensk Pommern, dannede de unge mænd, der stak til skovs, grundstammen blandt snaphanerne, som kom til at genere svenskerne alvorligt hele århundredet ud.

Medens man i Skåne fulgte vedtægten om at udskrive én karl for hver 5. gård, gik man langt videre på Bornholm, idet der blev udskrevet forholdsvis dobbelt så mange. Udskrivningerne har sikkert været et planlagt led i en almindelig svækkelse af de nye provinsers aktive mandskab, og en tilsvarende styrelse og udskiftning af garnisonerne i Pommern. Men man husker fra fredsforhandlingerne, hvordan bornholmerne blev fremhævet som nogle af danskekongens bedste soldater. Karl Gustav kan også have husket dette.

Mens dette foregik, rejste Karl Gustav som bekendt fra Göteborg til Flensborg, og da han nåede Flensborg, var han fast besluttet på krig. Hæren måtte have luft under vingerne, og målene lå lige for. Spørgsmålet var: Brandenburg eller Danmark? Alt stod fra nu af på gloende pæle, indtil udløsningen kom med angrebet på Danmark i august. Men hans første plan var at gå mod Brandenburg, og man kan forestille sig hans ærgrelse, da han af sin øverstkommanderende i Pommern erfarer, at der endnu ikke er ankommet nogen soldater fra Bornholm til Pommern! Et ilbud med et yderst opbragt brev sendes den 29. juni til Printzensköld – ”altså har vi nådigst eragtet itetato (d.v.s. for anden gang) samme ordrer at lade gå til Eder, med nådigst befaling, at I skynder på muligheden til at oversende det mandskab, på det af vore bestemmelser ikke stadigt skal blive hindrede. Dette tilstilles Eder til underretning, og vi befaler Eder – o.s.v.”

Denne ”express” var dog trods alt 9 dage undervejs, og traf først Printzensköld dagen efter at han havde udskibet folkene. Printzensköld satte sig omgående ned og svarede med bange hjerte. Var han faldet i unåde? Godt var det ikke, hvis Karl Gustav fik indtryk af, at der blev smølet med hans befalinger. Bedst at skynde sig at retfærdiggøre sig: ”Stormægtige konge, allernådigste herre. Eders kgl. maj.s nådigste skrivelse fra Flensborg den 30. juni er mig gennem en ekspress ret nu på stunden leveret, indeholdende Eders kgl. maj. S nådigste befaling om soldaternes afsendelse fra denne insul, som Eders kgl. maj. Fra Göteborg af 17. maj og 4. juni også nådigst havde befalet. Så haver jeg Eders kgl. maj.s ordre i det ærinde i største underdanighed, og på den måde som højstmuligt kunne lade sig gøre, efterkommet. Og allerede førend Eders kgl. maj.s forrige breve ankom den 25. juni, dengang generalløjtnant Würtz’ skrivelse kom her til med kaptajn Horn, en løjtnant, en fenrik og 6 underofficerer, mønstret og udtaget det unge mandskab, som her på landet har omgåedes med gevær og kan omgås med det, 350 mand, hvilke har en tid af modvejr været opholdne, så at de først i går om morgenen kl. 6 med bemeldte officerer kom til sejls fra landet, og formodes inden 2 eller 3 dage skulle være i Stettin. Og håber jeg at dette folk skal være Eders kgl. maj. Til nådigst behag. Og kunne denne gang herfra ikke mere hverves, uden ikke Eders kgl. maj nådigst behager at tage hver femte bonde, som de i andre provinser praktiserer, eftersom de som nu er igen, sidder ved store gårde og gør skat og udlæg, foruden at præsterne og adelen holder hver en dreng fri. Og det andet er barnungt folk, som efterhånden skal blive antegnet til landets defension, og være i beredskab, til Eders kgl. maj. Behager at bruge dem på andre steder, hvorom mit i går afgangne brev videre formelder. I øvrigt skal jeg efterkomme Eders kgl. maj.s nådigste ordre efter yderste evne og ved garnisonen såvel omkring landet holde en flittig bevogtning, og forsyne denne Eders kgl. maj.s provins med tryghed og god velstand.

Og befaler Eders kgl. maj. hermed udi Gud den almægtiges høje og milde beskyttelse til langvarig helse og livssundhed, og lykkeligt regimente. Ydmygligen af Hammershus den 8. juli anno 1658. Eders kgl. maj,s allernådigste tjener Johan Printzensköld. P. S. Til disse 350 mand har jeg taget 4 små fartøjer her af landet og en lybækker, og have de fem ikke mere folk kunnet indtage”.

Printzensköld var utvivlsomt en ærlig og loyal mand, men diplomat var han ikke, og nogen stor begavelse heller ikke. Det citerede brev virker nok på os mere underdanigt end det faktisk er, på grund af de konventionelle vendinger, men det er slående, at til det sidste kredser Printzensköld fortvivlet om antallet af folk, trods det, han virkelig burde have god samvittighed. Det er ikke mærkeligt, at historikerne har lagt forskellige meninger i hans mund, for ikke alene bliver han ved at komme med forskellige argumenter, hans argumentation er også uklar, og synes i spørgsmålet om ”hver femte bonde” at bygge på en misforståelse, idet det ikke netop var hver femte bonde personligt, der skulle af sted, men 5 bondegårde tilsammen dannede et lægd, der skaffede en mand til veje, ligegyldigt hvem.

Generalguvernøren får senere omhyggeligt at vide, hvordan det gik de 350 unge bornholmere med at komme til Stettin. Printzensköld havde hos købmændene i Rønne handlet sig til nogle dages proviant – på kredit – den 6. juli blev mandskabet ført ud i fartøjerne og den 7. juli gik de til sejls. Et af skibene kom tilbage tredje-dagen og havde ”opkastet” kaptajnen og 80 menige ved Svyne (Svinemünde), ca. 10 mil fra Stettin. De andre skuder måtte holde søen på grund af storm, og en af dem kom under krydsningerne tilbage under øen igen med folkene, men da vinden føjede sig bedre gik den atter til søs.

”Och hafve de sedan hafft godt väder, att man ey kan tvifla om deres välståndh”. Den 16. juli tilføjer Printzensköld, som tydeligt nok har været meget optaget af denne sag: ”Uthi går kom en skute igen ifån Pennemynde, berättande at de andre låpo opp til Stettin medh desse afskekade follk: att de ähre nu väll alla uthi Stettin”.

Det har været en hård indledning i denne sommerstorm for de mange ængstelige rekrutter. Vi har lov til at tro, at deres krigstjeneste formede sig ublodigt for de fleste. Felttoget mod Brandenburg blev jo opgivet, og i en garnison var der mulighed for at sive ud og komme hjem, især efter at Bornholm var blevet dansk igen. Vi ved om én, at han kom hjem som udlært stenhugger, og må tro, at de fleste har oplevet og set mere, end de ville have gjort på deres føde.

For bornholmerne var denne deportation af de unge mænd på landet – antallet svarer til alle unge mænd mellem 18 og 28, købstederne var undtaget – det første alvorlige tegn på at det nye regime ikke ville tage hensyn til deres gamle vedtægter, og først og fremmest agtede at udsuge øen for mandskab og penge til brug for flere erobringskrige. Bortset fra en ekspedition under samlet kommando til Rügen i 1657 var bornholmerne ikke i umindelige tider – ja måske aldrig – blevet kommanderet til krigstjeneste udenfor øen. Til gengæld passede de deres eget forsvar. Det var en ældgammel og hensigtsmæssig ordning, og det var både brutalt og uklogt af Karl Gustav at slå denne i stykker.

Samtlige bornholmske dagbøger nævner den 6.juli, da soldaterne blev indskibet, en sorgens dag. Peder Kofoed i Svaneke har det rigtige tal, 350, medens Rasmus Ravn og efter ham flere senere beretninger mener, der blev udskibet ”ved 500 mand”. Uoverensstemmelsen er dog ikke, som nogen har sagt, et indicium for at Rasmus Ravns øvrige beretninger om svensketiden er ukorrekte. Hvordan skulle han, degn i Aakirkeby, have fået det nøjagtige tal? Og hans beretning om stemningen ved afrejsen står fast som et menneskeligt og inderligt billede. Så lidt menneskelige følelser er der at finde i de officielle breve og de knappe dagbogsoptegnelser, at denne flod af tårer virker ganske chokerende: ”Gud ved, hvad sorg, jammer og klagemål der da hørtes ved stranden, som så mange gode venner skiltes, og ikke sammen komme alle igen uden udi Guds rige: Forældrene miste børnene, børnene forældrene, mændene deres hustruer, kvinderne deres mænd, brødre deres søskende, slægt og gode venner. Printzensköld bekendte selv sig ikke nogen tid at have hørt større gråd og klagemål, end da skete udi hans egen og de andre svenskes nærværelse. Heraf er kommet den sælsomme og unaturlige gråd, der er sig tildraget udi Aakirke sogn, hvor man haver lydeligen hørt et barn græde udi sin moders liv på det tredje år tilforn, førend dette sørgelige tog skete.”

Som altid, når en særlig betydningsfuld begivenhed skulle understreges, var det lykkedes krønikeskriveren Rasmus Ravn at opspore et eller andet naturfænomen til støtte for sagen. Vi kan jo tage tråden op. Det grædende barn i moders liv, i Aaker sogn, i 1655 – dets far var måske en af dem, der med uhygge i sindet stirrede ud i regndisen fra rælingen på Herman Bohns skude, uden stor tiltro til at se sin fædrene ø igen, og da slet ikke som en dansk ø – uden at vide at den samme skude skulle bære friheds-delegationen til København inden året var omme. Og hans efterkommere lever måske i Nordtyskland, på Bornholm, blandt læserne af denne kronik?

Allerede i juli måned var krigsforberedelserne nået som dønninger til Bornholm. Vi så lige før i Printzenskölds svar til Karl Gustav, at denne havde forordnet strandvagter. Printzensköld meddeler senere til Stenbock, at ”ved søstrandene og alle klippehavnene lader jeg flittigt bevogte, og haver jeg dertil brugt både de forrige edssvorne betjente, så velsom mit eget folk, at desto ringere skulle tilgå.” Her er en tydelig antydning af, at han nu ikke længere stoler på bornholmernes loyalitet. I denne forbindelse kommer også hans første anmodning om forstærkning i tilfælde af, at noget uforudset skulle vise sig. Han er i gang med at forstærke Hammershus, så godt det kan lade sig gøre. Han har mønstret den samlede landmilits og beset deres geværer! Og fundet den bestående af i alt 1145 mand, hvoraf kun 682 bærer musketter, 183 bærer bøsser, og 261 er gamle og fattige, som kun har spader. Endelig er der 19 officerer. Foruden disse har han indskrevet det ”barneunge” folk ned til 15 år under fanerne. Salpetersyderi har han fået ordre til at sætte i gang ved hver gård – også et tidens krigstegn – salpeter blev udvundet som en slags hjemmeindustri, men bønderne kan ikke foretage det af mangel på træ, og må udgive skatter i stedet.

Befolkningen er begyndt at mukke over at skulle underholde garnisonen, og da Printzensköld ingen penge har fået ind i told eller lign., har han handlet med købmændene for at få sine soldater ordentligt forsørget. Indbygger nægter at udlevere 1000 par skindbukser, strømper og sko, som oprindelig var bestilt af den danske konge, idet de erklærer, at de er blevet lovet betaling herfor (og beviser dette ved at fremlægge ordren, der er stilet til borgmesteren og råd i Hasle). Vinden har vendt sig og fra nu af blæser den stærkere og stærkere.

Rasmus Ravn erklærer, at der ”var siden ingen dage til ende, der jo om skat påberåbtes, alt ondt optænktes.” Jordebogen, som Printzensköld fik en bogholder over for at optage, vakte også uhygge hos menig mand: ”Siden sidst in Julio og først in Augusto lod han en ugudelig bogholder alle steds på landet omrejse, der udi hvert sogn, hver bondes huse og gårde med tilliggende sæd-agre og enge, geometrice vis skulle beskrive og med mænd taxere og sætte, af hvilken ager-jord og enges-bund de ikke alene skulle udlægge skat, som deraf påbudet blev, men endogså af kornet, høet og afgrøden det bar, der foruden skatter at udgive. Heraf voxte stor bedrøvelse hos menige mænd”. Jordebogen ligger i Stockholms arkiver, men nogen virkelig opmåling blev der alligevel ikke tid til. Man fortsatte med de gamle beregningsregler.

En anden bedrøvelig opdagelse for bornholmerne var de svenske toldsatser, som viste sig at være betydeligt hårdere end de danske. Et særligt raffinement var tolden mellem købstederne og landet, noget, der slet ikke var kendt i Danmark. Det har i virkeligheden, eftersom købstederne havde monopol på al handel, været en ren omsætningsafgift, en slags indirekte skatter, og det har naturligvis krævet et vældigt apparat at sætte i værk. Og kontrollen med sådanne toldskranker må have været kolossal. Det undrer da ikke, at Rasmus Ravn fortæller: ”Komme også hid til landet så mange svenske tullere, ja fast så mange som dager udi et år, der vidste ikke andet, end landet var så overflødigt på alting, at én eller to personer ikke kunne betjene det udi den bestilling – uanset det var nu udi sådan stor betryk, som fast ikke var udi mandeminde at optænkes.

For denne deres flittige udsudelse at efterkomme ideligen og dagligen, nødte de landsens indvånere til at kaste en dyb grav rundt om hver af de 4 landets købstæder; men den 5te købstad Aakirkeby kunne de ikke omkring grøfte for dens vidligheds skyld, så og fordi den ligger på en klippe; bekom dog alligevel på de andre 4 steder told og accise dagligen.”

Rasmus Ravn slutter sin beretning over perioden med disse fyndige ord: – så der var ikke nogen plage til, den blev jo optænkt. Disse forsøg på at bringe øens administration i overensstemmelse med de svenske forhold, har for befolkningen haft karakter af overgreb mod deres gamle rettigheder. De nåede naturligvis ikke at blive færdige, og der kom snart andre ting at tage vare på. Krig.

Lynkrig. Den 7. august var Karl Gustav pludselig landet i Korsør med hele sin hær og flåde under Wrangels kommando. Virkningen af dette angreb uden krigserklæring var bestyrtelse og rædsel, men denne gang gik den danske regering dog ikke på akkord – en sådan ville sikkert også fra Karl Gustavs synspunkt have bestået i indlemmelse af hele Danmark i Sverige. Denne gang arbejdede man målbevidst på at befæste København, og forlangte øjeblikkelig hjælp fra sine allierede, først og fremmest Holland, der naturligvis kun alt for godt kunne forestille sig et svensk jerntæppe for Østersøen. Der blev da også i Holland straks udrustet en flåde og en hjælpehær. Betegnende for stemningen var kong Frederik III’s berømte ord: Jeg vil dø i min rede!

På Bornholm varede det som sædvanligt noget, førend først rygterne, derefter visheden nåede frem. Også her, selv hos Printzensköld, kom efterretningen om den nye krig som et chok. Printzensköld havde hørt rygterne den 13. august: ”Ellers spørges her på landet så sælsomme tidender, at man kan vente hvad som helst i søen, og dersom det er sandt, må her nødvendigvis være en stærkere garnison – Og da han den 26. august har fået vished: ”Emedan kgl. maj. hafuer åther – som utroligt hade varit – rakat uthi oppenbare feigde med cronan och rycket Danmark – – ”, tillader han sig for en gangs skyld en personlig bemærkning: Utroligt! Stillingen er nu en ganske anden. Med det gamle fædreland i krig mod det nye, må befolkningen tage parti for det gamle, og vil opfatte den svenske ledelse som en besættelsesmagt. Printzensköld fik snart den samme opfattelse. I et af sine sidste breve nævner han således, at han til artillerifolk har måttet antage 8 personer af ”disse danske”, som dog ikke er meget at lide på. Der er nu ikke længere grund til at tale om ”Hans kgl. maj.s tro undersåtter”. – Bornholmerne er danske, Printzensköld og hans mænd er svenske. De store ord, edsaflæggelsen, fredstraktaten, er afløst af denne enkle modsætning. Karl Gustav gjorde det selv, ved at lande i Korsør. Fra nu af arbejdede de nye udskrivninger, de nye skatter, samme vej: mod trods; mod fjendskab.

Som svar på sine stadig mere indtrængende ønsker om forstærkning – han havde kun 60 anvendelige musketerer og ingen artillerister – fik Printzensköld i stedet ordrer til at bortsende mere mandskab. Første gang gjaldt det rytterne – den gamle danske ordning fra middelalderens dage, hvorefter adelsmænd og nu også embedsmænd og sognene stillede hver en rytter. De blev udrustet i september, og den 8. oktober sendt af sted til Riga. ”Rullen” over disse 45 unge bornholmere findes endnu. Adelsmændene og frimændene stillede hver én, hver præst én, hver tingfoged én, ridefogeden én og tingskriveren Peder Olsen én. Man læser de jævne navne: Ødber Mortensen, Haakon Hansen, Hans Pedersen, Mads Klausen, Abraham Jensen, Tønnes Madsen osv. Der er ingen Kofoed, Bohn, Maccabæus – de udrustede en rytter, men ikke nogen af deres egne sønner, snarere en af fæstegårdens unge. Kun et enkelt navn skiller sig ud: Trued ? Rytter, udrustet af tingskriveren i østre herred. Rytterværdigheden er måske gået i arv i familien, siden den er blevet et slægtsnavn. Ryttergård ligger for resten stadig i Ibsker, 20. selvejergård. Hvem boede der i 1658? Den ”ugudelige” svenske bogholder kan fortælle os det: (Trud?) Rytter. Gårdmanden på 20. selvejergård eller hans søn skal nok have været den Trued eller Truels Rytter, som fulgte med sine kammerater på den usikre rejse til Rigas barske vinter. Vi ved f. t. intet om deres videre skæbne. Men måske kan en eller anden opspore noget ad denne vej.

Der var nu kun de faste, bosiddende bønder tilbage, om der endda var det, men byerne var hidtil gået fri. Men den 29. oktober modtog Printzensköld ordren til at afsende 38 bådsmænd til Helsinborg, altså til kampen direkte mod Danmark. Ordren var dateret Kronborg den 19. oktober. Hele Sjælland var i Karl Gustavs magt. Kun København holdt stand, ventede på hjælpen fra Holland. Karl Gustav havde god brug for bådsmænd til rigsadmiral Wrangels flåde, der skulle spærre sundet for hollænderne. Heldigvis nåede de ikke at tage del i den blodige kamp, da den berømte hollandske admiral Jacob de Obdam Wassenaer den 29. oktober tvang sig vej til København medundsætningen.

Den bornholmske befolkning var nu berøvet alle sine unge mænd. Frygten for deres skæbne, usikkerheden om Danmarks skæbne, den svenske militærmagt kun 20 sømil borte – man skulle tro, det var nok til man lod stå til og så, hvordan det gik. Hvad ville det hjælpe at trodse denne overmagt? Hvad kan det nytte?

Trods det fortsatte modstanden, trods det dannede der sig en sammensværgelse, trods det kom oprøret, og trods det lykkedes det at bevare øen for Danmark.

Denne artikel stod i Bornholms Tidende, fredag den 18. juli 1958 skrevet af J. Klindt-Jensen.